Microsoft indgår trecifret millionaftale med Københavns Universitet om kvantecomputere
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Microsoft indgår trecifret millionaftale med Københavns Universitet om kvantecomputere

Charles Marcus
Professor Charles Marcus, der her ses i laboratoriet ved Center for Quantum Devices på Niels Bohr Institutet, bliver nu også faglig direktør for Microsoft Station Q, Copenhagen.

For ti måneder siden kunne Ingeniøren som de første berette, at en stor samarbejdsaftale mellem Microsoft og Københavns Universitet omkring kvantecomputere var tæt på at være på plads, og at Microsoft i den forbindelse ville oprette egen udviklingsafdeling i København.

Læs også: Microsoft hyrer Niels Bohr-forskere til at bygge fremtidens computere

På daværende tidspunkt forventede universitetets prorektor Thomas Bjørnholm, at en formel aftale kunne være klar allerede i begyndelsen af 2017:

Læs også: Microsoft åbner nyt udviklingscenter i samarbejde med Københavns Universitet

Så hurtigt gik det ikke. Aftalen blev underskrevet 6. september i et tætpakket auditorium 1 på H.C. Ørsted Instituttet af rektor Henrik Wegener, institutleder for Niels Bohr Institutet Jan W. Thomsen og David Pritchard, COO for AI and Research ved Microsoft under overværelse af forskere, studerende og uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.

Der er ingen tvivl om, at Københavns Universitet med denne store og omfattende aftale træder på jomfruelig grund, og det nok forklaringen på, at det har taget så lang tid at få den formelle aftale på plads.

Få fakta

Det er ikke mange detaljer i aftaleteksten, som er kendt, eller som Københavns Universitet ønsker at oplyse.

Microsofts investering angives at være et trecifret millionbeløb i udstyr og faciliteter over en periode på fem år. Andre har oplyst, at aftalen i omfang svarer til tre grundforskningscentre - og så vil beløbet være omkring 200 mio. kr eller noget mere.

Det er også oplyst, at godt et dusin Microsoft-medarbejdere i form af ingeniører og udviklere nu arbejder på Københavns Universitet. Microsoft-medarbejdere vil senere flytte ind i en egen bygning ved Universitetsparken.

De skal bl.a. arbejde med de tilknyttede ingeniørmæssige discipliner omkring kvantecomputere som eksempelvis kølesystemer, der skal udvikles sideløbende med den fundamentale forskning i kvantebit, som holder universitetsforskerne travlt beskæftiget.

Vent-og-se-holdning hos mange forskere

Omkring rettighederne til forskningsresultater oplyses det blot, at ‘aftalen afspejler parternes interesser og tilgodeser gældende lovgivning og retningslinjer på området’.

Disse vage formuleringer bekymrer enkelte forskere på Niels Bohr Institutet uden for forskningsgruppen ved Center for Quantum Devices, som er omfattet af aftalen, da de bekymrede forskere mener, det kan gå ud over den frie ret til frit at publicere.

To højtprofilerede kvanteforskere på Niels Bohr Institutet, som ikke er omfattet af aftalen med Microsoft og heller ikke kender aftalen i detaljer, er dog ikke umiddelbart bekymret for forskningsfriheden.

De ser først og fremmest aftalen som en styrkelse af Københavns Universitets generelle anseelse, som også indirekte kan være til gavn for dem og deres forskningsgrupper.

Hovedholdningen hos de fleste forskere Ingeniøren talte med ved underskrivelsen af samarbejdsaftalen er, at nu må man vente og se, hvordan det kommer til at fungere i praksis.

Langvarigt samarbejde med Microsoft

Center for Quantum Devices ledes af professor Charles Marcus, der for næsten seks år siden blev hentet til Københavns Universitet fra Harvard University i Boston. Han havde allerede kontakt til Microsoft, inden han kom til København..

Læs også: Nyskabelse inden for universitetsverdenen: Privat fond finansierer varigt professorat

Center for Quantum Devices er støttet med store bevillinger af både Grundforskningsfonden, Innovationsfonden og Villum Fonden. Microsoft har også støttet forskningen i alle årene.

Den nye aftale er en konsekvens af, at Microsoft sidste år erklærede, at nu gik man all-in for at bygge en kvantecomputere så hurtigt som muligt. Det sker i skarp konkurrence med andre store teknologivirksomheder og ikke mindst Google, der både organisatorisk og teknologisk har valgt en anden tilgang,

Læs også: Hvem kommer først med kvantecomputeren? Microsoft eller Google?

Microsofts aktiviteter inden for kvantecomputere foregår rundt omkring i verden under betegnelsen Station Q.

David Pritchard forklarede Ingeniøren, at Microsoft havde valgt denne politik med at samarbejde med de bedste i verden, hvor de måtte være, frem for at hyre den til at arbejde i hovedkontoret i Redmond ved Seattle i USA., fordi han mener, at det er den måde, forskningen hurtigst kan gøre fremskridt.

De øvrige afdelinger af Station Q findes i Delft i Holland, Sydney i Australien og ved Purdue University i USA.

Andre peger på, at Microsofts politik med et verdensomspændende samarbejde også kan give et fortrin i forbindelse med rekruttering den dag, kvantecomputeren måtte blive til virkelighed.

Kommentarer (0)