I starten af marts i år landede en urovækkende e-mail i indbakken hos familien Glerup-Nielsen, som er ved at få bygget et nyt hus på en grund i Gjern i nærheden af Silkeborg.
Byggeriet gik i gang i efteråret 2014, og i december stod råhuset med et træskelet og vindspærreplader klar, hvorefter det blev pakket ind og udtørret.
I løbet af vinteren blev der monteret isolering og dampspærre indvendigt, hvorefter familien bare kunne vente på, at udetemperaturen kom højt nok op til, at murerne kunne komme i gang med skalmuren. I starten af marts er varmen ved at være der, men så kommer e-mailen.
»Vi har en ven, der har et stort tømrerfirma. Han havde modtaget en e-mail fra sin brancheforening, hvor der stod, at der var opstået fugtproblemer nogle steder, hvor der var brugt MgO-plader. Derfor skrev han til os og spurgte, om det ikke var den slags plader, vi havde,« fortæller Karen Glerup-Nielsen.
Det var det.
Læs også: Dyrt slagsmål om vindspærreplader på vej
Familien turde nemlig ikke bruge de vindgipsplader, som entreprenøren oprindeligt foreslog.
»Vi vidste, at huset ville komme til at stå hen over vinteren, indtil temperaturen kom højt nok op til, at murerne kunne komme i gang med skalmuren. Selv om huset blev pakket ind, frygtede vi, at vindgipsen ville blive opfugtet. I stedet foreslog entreprenøren at bruge MgO-plader. Det sagde vi ja til,« forklarer Karen Glerup-Nielsen.
Med det samme kontaktede hun både pladeleverandøren og entreprenøren, og få dage senere dukkede en repræsentant for leverandøren, NPI, op. Han tog fugtmålinger af plader og træværk – og konstaterede, at der var lidt skimmelsvamp på nogle af pladerne.
»Fugtindholdet i pladerne var oppe på 60 procent, selvom vi var i starten af marts, hvor der ikke havde været nedbør i tre uger,« siger Karen Glerup-Nielsen.
Desuden viste både beslag, klammer og skruer tydelige tegn på korrosion efter kun otte måneder.
Men NPI mente ikke, at fugtproblemerne var deres ansvar, og efter nogle måneders venten viste det sig, at hverken tømmerhandlens eller entreprenørens forsikringsselskaber ville betale for at få udskiftet pladerne.
»Entreprenørens forsikringsselskab foreslår endda mundtligt, at vi bare skal opføre skalmuren og se, om fugtproblemerne fortsætter, da fugten jo ikke er en skade, men blot en årsag til andre skader. Men for os er det ikke en mulighed at lade pladerne blive,« siger Karen Glerup-Nielsen.
Familien fik en syns- og skønsmand til at se på problemerne og har fået udtaget prøver til senere analyse. Syns- og skønsmanden advarede imidlertid om, at det har lange udsigter at få afgjort, hvem der skal de betale de 250.000 kroner, som entreprenøren vurderer, at det vil koste at udskifte pladerne.
Familien, som består af Karen, hendes mand og deres 20 måneder gamle søn, bor imens i en gammel og meget nedslidt ejendom på grunden. Udsigten til at skulle blive der i endnu længere tid er ikke tillokkende. Derfor valgte familien at indgå et kompromis med entreprenøren og tømmerhandlen.
»Vi kan enten bo i møghuset i tre år mere eller æde ekstraregningen og få gjort noget ved huset, vel vidende at vi risikerer, at forsikringsselskaberne så ikke vil betale noget, fordi vi har ændret på ‘bevismaterialet,’« siger Karen Glerup-Nielsen.
Familien valgte det sidste.
Nu er byggeriet i gang igen, og forventningen er nu, at huset bliver fem måneder forsinket og kommer til at koste familien 85.000 kroner mere end oprindeligt budgetteret. Selv om Karen Glerup-Nielsen er glad for, at tømmerhandlen og entreprenøren ville være med til et kompromis, har hun ikke opgivet at få et af forsikringsselskaberne til at betale.
»Vi håber egentlig stadigvæk, at et af dem vil tage regningen, for det er så åbenlyst, at der var noget galt med de plader. Men nu er vi i hvert fald kommet videre. Der er andre, der ikke er så heldigt stillet,« siger hun med henvisning til de husejere, hvor problemet med pladerne først er blevet opdaget, efter byggeriet stod færdigt – altså på et tidspunkt, hvor skaderne både kan have udviklet sig mere, og hvor det er markant dyrere at få fjernet og udskiftet pladerne.
