Mexicanske kirker i High Tech-krig mod mobiltelefoner

Telefoner, der ringer i biografen, under bryllupstalen eller andre uheldige steder, er måske en saga blot.

I Mexico er fire kirker nu så trætte af mobiltelefoner, der ringer under gudstjenester, at de bruger højteknologisk udstyr udviklet af israelske militære eksperter for at slippe for forstyrrelserne, når Guds ord skal forkyndes, børn døbes eller unge par vies.

Det er det Tel Aviv-baserede Netline Communications Technologies, der har været en tur i sombreroens land. Firmaet består af tidligere eksperter inden for militærteknologi, og de udvikler systemer til at nedbryde telefonkommunikation primært til sikkerhedsindustrien.

Vældigt irriterende

Udstyret er placeret i bokse på størrelse med små højttalere, som er monteret på kirkernes vægge en ved alteret og en ved indgangen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

»Før vi havde systemet blev vi hele tiden afbrudt af telefoner, der ringede løs. Det var vældigt ubehageligt, men nu er 95 procent af det væk,« siger Bulmaro Carranza. Han er pedel i Det Hellige Hjertes kirke i byen Monterrey to timer syd for grænsen til Texas.

Intet signal

Kirkens ansatte tænder for systemet lige før kirketid, hvilket resulterer i at mobiltelefonerne viser »intet signal«. på kirkegængernes telefoner, når de træder indenfor.

»Vi mener at være den første kirke, der har fået systemet, men nu får vi opkald fra hele landet, der også har problemer og vil have det samme system,« siger Carranza.