Metroselskab: Nej til natteboringer bliver Cityringens død

21. august 2013 kl. 10:3030
Metroselskab: Nej til natteboringer bliver Cityringens død
Illustration: Metroselskabet.
Hvis ikke Metroselskabet må bore om natten, ser bestyrelsesformand ingen anden udvej end at dreje nøglen til selskabet om.
Artiklen er ældre end 30 dage

Udsigt til nattelukning på grund af en klage fra beboere ved Nørrebroparken truer hele metrobyggeriet.

Hvis tunnelboremaskinerne skal stå stille om natten, kommer byggeriet til at koste ni milliarder kroner mere end de 22 mia. kr., der i forvejen er afsat til projektet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En sådan ekstra udgift vil betyde, at selskabet ikke kan afdrage på gælden og må lukke. Det siger bestyrelsesformanden i Metroselskabet, Henning Christophersen, til DR Nyheder.

Ifølge Henning Christophersen er problemet, at projektets maskiner ikke er bygget til at stå stille om natten, og derfor vil man være nødsaget til at finde en anden maskinel løsning. Det bliver så dyrt, at der ikke er penge til at betale gælden tilbage.

Naboklagen er på nuværende tidspunkt til behandling i Natur- og Miljøstyrelsen. Får klageren medhold, bliver det ifølge Henning Christophersen Cityringens dødsstød.

30 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
30
3. september 2013 kl. 21:26

Ud over at begge parter går på barrikaderne, er der nogen som undersøgt om bygningen kan foregå mere stille,
Måske et telt til støjdæmpning, måske fjerne bakalarmen fra lastbilerne. mindske arbejdet om natten, og flytte noget af det til om dagen. Nemmere at skændes en tale om et kompromis..

27
22. august 2013 kl. 13:03

Hallo! Er der nogen som har set den nye Transportminister?

Vi har et hus som brænder her:

  • Muligt tab på 9.000.000.000 kroner
  • Mulig forsinkelse på 6 år for Metrocityringen
  • Mulig konkurs for et offentligt ejet selskab med milliardgæld

Er det mon noget som kan interessere transportministeren? Eller er hun mest interesseret i bycykler?

Få nu f******* ud Pia Dyhr (SF), ellers bliver det dyrt det her.

24
22. august 2013 kl. 02:28

I et tv-klip fra juli måned kunne man se en arbejder stå og tæve løs på en containerlignende dims med en stor forhammer - på en søndag i et boligkvarter! Monstro Metroselskabet skulle have indskærpet at larm bør holdes på et minimum! Hvorfor vælger man ikke at overdække arbejdsstederne med støjisolerede stilladser/letvægtshaller? Støj og rystelser fra boringen i undergrunden kan man sikkert ikke slippe af med, men overfladestøjen, som sandsynligvis er den værste - burde kunne klares rimelig nemt.

23
21. august 2013 kl. 23:32

Hans, du får en "thumbs up" for den, for det er lige præcis sådan, jeg nikker genkendende til dette fra adskillige europæiske storbyer og kulturer, der er endda storbyfolk der ikke kan undvære denne larm, de elsker den og ryster på hovedet, af de få der brokker sig og undres over hvorfor de ikke bor på landet.

22
21. august 2013 kl. 22:11

Kim,

Til dit spørgsmaal "De tror vel, at de kan køre med lastbiler om natten også?" må jeg sige, at dette ville være en rimelig antagelse i de fleste europæiske storbyer. Problemet med metroen er vel, at de kommunale myndigheder har givet dispensation fra "18.00 reglen" under nogle antagelser, som de og entreprenøren måske og måske ikke selv har troet på? Nu er der så blevet klaget af de omkringboende (forventet) og klagen har fået opsættende virkning (uforventet - katastrofe!).

Jeg kan ikke vurdere substansen i klagen, og jeg er flere gange blevet kritiseret her på ing.dk, når jeg siger (med min franske logik) at almenvellet ved infrastrukturprogrammer er mange gange vigtigere end nogle få tusinde beroerte beboere. Tillad mig dog at sige dette: jeg bor ved siden af "Les Boulevards des Marecheaux" i Paris. Her er der kørsel med lastbiler, udrykningsfartøjer, scootere uden udstødningsrør og biler med mangetonede musikhorn 24 timer i døgnet, 365 dage om året. Naturligvis sover jeg med voksørepropper. Det gør (iflg. meningsmålinger) henved 600,000 parisere. Få mennesker her anser dette for noget stort problem. Så.... helt ærligt: skal jeg hulke over, at der kører lastbiler klokken 3 om natten ved Assistens Kirkegård? Det virker nu lidt pjattet.

21
21. august 2013 kl. 21:36

Det helt grundlæggende problem er, at man har valgt helt centrale adresser til adgang for boremaskiner og muck ind/ud, fx Nørrebroparken som ligger indeklemt mellem boligblokke relativt tæt hele vejen rundt.

Hvis nu ellers Metroselskabet havde gidet at lytte til de gode forslag som kom på høringsmødet i Nørrebrohallen, så kunne man have forudset problemet for længe siden. Problemet var bare, at høringsmødet lå efter afslutning af designet og dermed kunne intet påvirkes pba de input som blev givet.

Sandsynligvis ville støjkravene kunnet have været overholdt hvis Metroselskabet havde valgt det gamle baneareal bag Føtex Nørrebro og området for det nye Metro klargøringscenter ude ved Otto Busses vej, til brug for adgangsvej for maskiner og muck/betonelementer, idet det er væsentligt længere til nærmeste boligblok. Det havde selvfølgelig ikke løst problemet omkring stationerne, men det ligner bevidst chikane fra Metroselskabets side, alternativt elendig planlægning at fastholde at de skal arbejde i døgndrift for at kunne blive klar med stationerne til ankomst af boremaskiner.

(Placering af arbejdspladser på Føtexgrund hhv Dybbølsbro blev iøvrigt slet ikke undersøgt, idet det lå uden for linjeføringen, var det svar som blev givet på "høringsmødet")

20
21. august 2013 kl. 20:14

Ja, men sagen er jo den at de ikke kan overholde de støjgrænser som var forudsat i VVM rapporten og ved tidligere ekspropriationsforretninger. Derfor er det dårlig planlægning da metrobyggeri ikke er en dyb tallerken som skal opfindes igen. Erfaringerne findes derude i verden. Læs iøvrigt mine andre indlæg længere oppe i denne tråd.

19
21. august 2013 kl. 18:33

Det er ikke boremaskinerne, men alt det overflødige jord/kalk der bliver boret ud, der skal transporteres væk der larmer. De tror vel, at de kan køre med lastbiler om natten også?

18
21. august 2013 kl. 17:58

Det nuværende arbejdsstop gælder stationsbygning med pæleramning og gravemaskiner fra overfladen, i bl.a. ekstremt tæt bebyggede områder som Frederiksstaden. Hvis man kun bore under jorden, og i øvrigt overholder de fastsatte støjgrænse, er der vel ikke noget i vejen for at man kan bore 24/7, ifølge en tidligere artikel er det kun tilladt at køre jord bort i dagtimerne.

17
21. august 2013 kl. 16:54

Hvor er man heldig på tinge - nu kan de give udsættelserne skyld for extrem dårlig planlægning og ringe beslutningsprocess.

16
21. august 2013 kl. 15:03

Det var så lidt, Bent:-)

Naturligvis bliver metrobyggeriet ikke stoppet, det er jo ganske indlysende. Milliarderne ruller jo allerede.

Problemet med ekspropriationskommissionen er at de er ekstremt konservative i deres udmåling af erstatning. Det er ingen hemmelighed. Hvor mange gange har vi ikke hørt at folk kun får erstatning som svarer til måske 2/3 af det reelle tab. Personligt har jeg lidt tab som følge af nattearbejde i form af nedsat effektivitet/arbejdsevne, sygdom, egen sygdom som er noget møg i forvejen, men bliver værre under nattestøj osv. Det er kendt videnskabeligt, at nattestøj kan have disse indvirkninger på folk. Og hvor meget får jeg i erstatning? 0 kr! måske 1750 månedligt til hele min familie, vi har dog endnu ikke modtaget noget tilbud, men det er hvad jeg umiddelbart kan taksere ud fra antal værelser og støjniveau (jvf. støjsimuleringer/støjudbredelseskort). 1750 kr kan man jo næppe komme på hotel for i mere end et par dage.

Mange af naboerne ved Nørrebroparken sover netop ud til byggepladsen for boligernes indretning simpelt hen umuliggør andet. Derfor er de så hårdt plaget af støj.

Generelt set er naboerne utilfredse med den erstatning der er/vil blive tilbudt, da metroselskabet har selv udarbejdet støjudbredelseskort som uvildig konsulent for Ekspropriationskomissionen, hvilket erstatningen hviler på. Det er jo noget mærkeligt noget, for metroselskabet er selv part i sagen. Det har en klang af "ulven der vogter får", ligesom det faktum at Miljømyndigheden er Københavns Kommune, og selvsamme er også medejer af projektet.

Konkurs for metroselskabet, ja den tror jeg ikke på, da Metroselskabet er for "store" til at gå ned, ligesom Danske Bank.

Vi har været vidne til mindst hundrede overskridelser, og generel ligegyldighed fra kommune, metroselskab og stat. Der kommer ikke rettidig varslinger ud om støjende arbejder, og der har ikke været noget ønske om at gå i dialog fra modpartens side.

Genhus de ramte naboer i hele byggeperioden og byg så det monstrum færdig. Så får alle parter fred til gøre hvad de er sat i verden for. Færdig i 2018 bliver det ihvertfald ikke, uanset, helt i tråd med eksisterende erfaringer verden over ifm. tunnelbyggerier.

Iøvrigt vil jeg også tage metroselskabets udmeldinger om pris og fordyrelser med et gran salt, for ingen af deres prognoser/budgetter har passet indtil videre. Jeg har ihvertfald ikke set nogen redegørelse for hvordan og hvorfor det vil blive så meget dyrere. Så det tror jeg ikke rigtig på, det er rent politisk spin og lobbyisme.

15
21. august 2013 kl. 14:30

?

13
21. august 2013 kl. 14:11
  • "Ud over at udstille din inkompetence på området vedr. de gener berlinerne har håndteret, udviser du også en bemærkelsesværdig foragt for de beboere, der er plaget af metroselskabets manglende omhu. Det kan siges stærkere, men det vil jeg undlade her."

Meget sandsynligt, at metroselskabets har manglende omhu med deres beregninger, men min mening kan du så tage som du vil og udpensle som du lyster, jeg står dog fast i min mening, (uden at kommenterer dine niveauer af kompetencer), at der er forefindes en særlig udbredelse af bekymrethed som takserer til pylrethed iblandt visse udtræk af Københavnere.

12
21. august 2013 kl. 13:57

Læs min Længere Kommentar ovenfor. Arbejdet blev udbudt ved de dengang gældende regler for støj (2008-2012). Men nu har man ændret reglerne, og udstedt påbud om støj hvor grænser er langt over det der var oprindeligt forudsat. Det er kernen i problemet.

10
21. august 2013 kl. 13:47

Det undre mig, at der snakkes så meget om nattestøj, idet jeg går udfra, at arbejdet er udbudt efter gældende regler for støj i naboskel! Hvis arbejdet ikke er det, så har bygherren et problem!

Erik Næhr

9
21. august 2013 kl. 13:37

Jeg synes jeg har hørt denne sang mange gange før!

Man skal have gennemført et projekt man brænder for og medens man planlægger, kan man se at det ikke kan hænge sammen økonomisk og med den tidsplan man ved der forventes! Hvad gør man så, jo man ændrer lidt på nogle antagelser om hvordan tingene kan lade sig gøre, og det gør man indtil man har et projekt! Det er også det som metro selskabet har haft gang i. Hvis der skal blive et metro projekt, skal vi "lige" arbejde om natten og lige lidt af det og det! Og nu viser det sig så at disse forudsætninger ikke holder! Lad venligst være med at give borgerne skylden for det, det er dem der er taget som gidsler! Det er metroselskabet/planlæggerne der har et problem, det bør bare ikke tøres af på borgerne. Ja, jeg er også tilhænger af metroen, den virker fantastisk og jeg ser den gerne udbygget. En måde at gøre det på, kunne måske være at flytte de berørte for en periode, det har jeg ikke nogen erfaring for hvad der er bedst. Ja, det kommer til at koste noget at udbygge metroen, men med den viden vi har i dag om hvordan støj kan stresse mennesker og gøre dem syge, bør vi nok finde en bedre løsning end at slå dem oven i hovedet og sige at det er deres skyld at projektet bliver dyrere!

Vi ser blot her hvad der sker i det private erhvervsliv, vi pynter på forudsætninger indtil vi har et projekt! Metroen er ramt af det samme!

7
21. august 2013 kl. 13:23

Boligfornyelses projektet skal stå på hen over 2½ til 3 år frem og det er både med bibbende entreprenør maskiner og trykluft hamrende betonmejsel, dog fra 6:45 til kl. 16, men rigeligt til at mange med natarbejde ikke kan få lidt søvn.

Desuden er det også bemærkelsesværdigt, at en by som Berlin, stort set siden murens fald d. 9. november 1989, altså i snart 24 år, har været ét stort bygge inferno, de har da om ikke andet opnået at skabe en by med larm, mens Københavnerne kun vil sove og alligevel vil have det hele.

8
21. august 2013 kl. 13:23

Bare lige for at precisere nogle ting...selvom man borer under jorden, kommer der en masse jord/muck ud af bagenden på boremaskinen, ligesom den skal fødes med betonelementer til tunnelringene og beton til tætning. Men jorden skal ligesom op af skakten og elementer og beton skal ned. Hele døgnet. Derfor kommer der en masse støj i terræn hele døgnet, pga kraner, gaffeltrucks, lastbiler, deres tilhørende bip-lyde og en masse donk, klonk og metal mod metal lyde. Med de uregelmæssige høje lyde, bliver mange mennesker vækket om natten og holdt vågne. Det var IKKE en del af de oprindelige forudsætninger. Metroselskabet oplyste siden 2008 at man sagtens ville kunne sove, da støjbehovet ikke var mere end den eksisterende baggrundsstøj, som iøvrigt hviler på typiske storbystøj som vejstøj, udrykning, fulde mennesker på vej hjem osv. Ting som man må vende sig til når man bor i en storby, og ting som folk har vendt sig til og affundet sig med. Hvordan de har forregnet sig på dette er mig en stor gåde. 3 muligheder:

Dårlig planlægning, Inkompetence, og Mørklægning af de reelle gener.

Det er Sikkert en kombination af alle 3.

Oprindeligt, ifg. VVM rapporten fra 2008, ville det være nødvendigt under borefasen med støjemissioner på maks 45 dB, og 57 dB om dagen. På det tidspunkt var reglerne 40dB om natten og 70dB om dagen. De nye påbud som gælder under hele borefasen, er støjgrænserne 55dB om natten (gns. for hver halve time) og 73dB om dagen (gns målt over flere timer).

Med andre ord, de oprindelige forudsætninger er brast, og nu må politikerne komme ind i kampen og få genhust, eksproprieret eller kompenseret de ramte naboer. Det kommer langt fra til at koste de beløb som der trues med som følge af forsinkelse. Maks 1-2 mia. Problem solved og de kan så støje som det passer dem og arbejde 30 timer i døgnet hvis de kunne.

Det handler ikke om at klagerne ikke vil metroen, eller vil have den stoppet, forsinket og fordyret, men det handler om ordentlige forhold for naboerne, så de kan passe deres arbejde og tilværelse mens der bliver bygget metro til glæde for Københavnerne. Godt et par hundrede boliger bakker op om klagen som skal være med til at skaffe ordentlige forhold for naboerne i Nørrebroparken. Husk på at borefasen er planlagt til 4 år (plus evt forsinkelser som følge af oversvømmelser i tunnel, sætningsskader, retssag med entreprenøren, osv)

14
21. august 2013 kl. 14:30

Tak for dit indlæg Tom. Jeg er helt enig, og dejligt at få noget fakta på bordet, og ikke en masse uvidenhed.

Metroselskabet har, bevidst eller ubevidst, underdrevet støjgenerne.

Men løsningen er ikke kun at arbejde om dagen med 6 års forsinkelse til følge, det kan alle fornuftige mennesker indse. Løsningen er heller ikke at droppe Metrocityringen, det er også indlysende.

Natarbejdet må derfor fortsætte. Det efterlader diskussionen om hvilken kompensation naboerne skal have. At det overhoved kan blive et diskussionsspørgsmål undrer mig dog. Vi har jo regler på de områder. Vi har også en uafhængig ekspropriationskommission, som skal vurdere om en ejendom skal eksproprieres ved byggerier.

Naboerne har klaget, og deres klager skal tages alvorlige. Men metrobyggeriet kan ikke stoppes med et samfundsøkonomisk tab på 9 milliarder kroner til følge, det er simpelthen ikke rimeligt.

Politikerne skal på banen, det skal Metroselskabet også og beboerne for den sags skyld.

En rimelig midlertidig løsning må være, at beboerne tilbydes hotelophold af en rimelig standard (husk på, det er til overnatning, da det er nattestøj som er problemet) og kompensation for det ekstra besvær de får ud af det.

Det er selvfølgelig ikke en ideel situation, men det er til deres klagesager er behandlet, hvilket forventes om et halvt års tid. Og det sikrer deres nattesøvn.

Det her er en møgsag, men vi skal jo videre.

Hvor er den nye Transportminister henne?

6
21. august 2013 kl. 12:54

Måske noget af et paradoks, at maskiner dybt nede under jorden larmer, er mig lidt af en gåde.?
Jeg er p.t. selv plaget af støj og larm, men det skyldes en omfattende boligrenovering, denne må jeg bare accepterer eller flytte, det er det valg jeg har fået.
Så dette beviser blot, at Københavnerne egentligt ikke ønsker en Metro.

1. Hvor lang tid tager din boligrenovering. 5 år+ ? 2. Arbejder de i døgndrift med støjbelastninger på over 55db om natten?

Jeg mener ikke at det er et bevis for om Københavnerne ønsker en metro eller ej. Det er derimod et spørgsmål om de vilkår man byder beboerne under arbejdet.

Og det er naturligvis uacceptabelt at byde beboerne så store gener. At Metroselskabet tror at de kan tillade sig dette uden at der kommer nogle store konsekvenser af det, er enten dumt eller naivt. Hvis de har kalkuleret med det fra projektets start for at nå tidsrammerne, vil jeg anse det for at være på grænsen til idioti.

Så omfattende støjpåvirkninger af en person ville i andre sammenhænge blive kategoriseret som tortur - men i denne situation skal vi se igennem fingene med det fordi at det er "i samfundets interesse"?

I øvrigt tvivler jeg på at de største støjbelastninger kommer fra selve TBM'erne og deres borearbejde. Af det jeg har oplevet i mine ture gennem byen, kommer de store støjgener fra anlægningen af stationerne - men, jeg har ikke kigget studeret pladserne, så jeg kan naturligvis tage fejl.

5
21. august 2013 kl. 12:24

Sagen er vel i grunden meget enkel. Det offentlige ønsker at bygge en metro. I midten af København er der ikke det store dyre og planteliv at tage hensyn til, derimod er der mange naboer til projektet.

Dem kan man kompensere for de gener de udsættes for, eller man kan flytte dem midlertidigt. Det er vel ikke så svært. Der findes jo glimrende regler til at regulere hvilken erstatning man har ret til, i øvrigt findes der også domstole til at afgøre en strid hvis det bliver nødvendigt.

De beboere som udsættes for chikane, er vel ikke interesseret i 6 års forsinkelse og dermed 6 år yderligere med chikaner, så et kompromis kan vel findes.

4
21. august 2013 kl. 11:51

Metroselskabet går ikke konkurs, rolig nu, det sker ikke.

Metroselskabet ejes af Staten og to kommuner, hvornår er et statsejet selskab gået konkurs?

@ Hans Henrik Hansen

Det er politikerne som har vedtaget anlægsloven, vel vidende at tunnelboremaskinerne skal køre i døgndrift, ellers hænger hverken økonomien eller tidsplanen sammen. Den allerede eksisterende metro blev jo også, sigesom samtlige borede metroer i hele verden, bygget i døgndrift.

Det er politikerne som ikke har afventet en miljøgodkendelse inden man besluttede projektet. Derfor er ansvaret politisk.

Men gud hvor det hele minder om en storm i et glas vand. 9 milliarder kroner, 6 års forsinkelse, konkurs, ingen metrocityring - WOW!

Man kommer nok til at trække i nogle tråde, lave nogle politiske fix-faxerier, tolke reglerne lidt kreativt og i værste fald gennemføre nogle lovændringer. Men de maskener skal nok komme til at køre, og det i døgndrift.

Vedrørende økonomien, så nævner man gerne de 9 milliarder dyrere metroen bliver, men meget belejligt glemmer man at metroen får en negativ samfundsøkonomi og årligt skal have støtte fra de offentlige kasser (skatteborgernes penge) for at hænge sammen. Billetindtægterne dækker ikke engang halvdelen af udgifterne ved at anlægge og drive metrocityringen, selv uden forsinkelse.

Jeg er for metrocityringen, men jeg er også for at alle argumenter kommer på bordet.

3
21. august 2013 kl. 11:16

Måske noget af et paradoks, at maskiner dybt nede under jorden larmer, er mig lidt af en gåde.? Jeg er p.t. selv plaget af støj og larm, men det skyldes en omfattende boligrenovering, denne må jeg bare accepterer eller flytte, det er det valg jeg har fået. Så dette beviser blot, at Københavnerne egentligt ikke ønsker en Metro.

2
21. august 2013 kl. 10:59

Ifølge Henning Christophersen er problemet, at projektets maskiner ikke er bygget til at stå stille om natten, og derfor vil man være nødsaget til at finde en anden maskinel løsning

  • hvilket man så åbenbart ikke vidste, da man søgte miljøgodkendelse!??
1
21. august 2013 kl. 10:48

Køb de mest støjudsatte lejligheder og lad dem stå tomme under byggeriet.

Det lyder hårdt men på den anden side kan samfundet ikke betale en ekstraregning på 9 milliarder kroner. Per berørt borger bliver det jo et uhyrligt beløb, hvor det langt bedre kan betale sig at betale borgeren for at leve med generne eller at flytte.