Metrodirektør om forsinkelse: Entreprenør bagud med test af brandsystemer og ventilation
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Metrodirektør om forsinkelse: Entreprenør bagud med test af brandsystemer og ventilation

Byggeriet af metroen er gennemført - nu udestår tests og prøvekørsel. Og det trækker ud. Illustration: Lasse Gorm Jensen

Den nye Metro Cityring skulle have kørt sin første tur med betalende passagerer sidst i juli. Men i dag meldte Metroselskabet ud, at de kommer til at gå forgæves.

For selv om stationerne over jorden mange steder begynder at se parate ud, kommer de – som det ser ud nu – først i brug med to måneders forsinkelse, sidst i september.

Læs også: Cityringen bliver forsinket til efteråret – testkørsler trækker ud

Allerede i april stod det klart at entreprenøren Copenhagen Metro Team (CMT) i marts havde overskredet den såkaldte 'ready to hand over'-deadline.

Og efterfølgende analysearbejde har nu overbevist Metroselskabet om, at det ikke er muligt at indhente den tabte tid.

Ventilation og brandsystemer skal testes

Ifølge administrerende direktør Henrik Plougmann Olsen er det de resterende test og godkendelser af de tekniske systemer, som udestår.

Først herefter kan den egentlige prøvekørsel af den nye metrolinje for alvor komme i gang.

Her skal metrotog simulere almindelig drift i tre måneder, imens teknik og driftsorganisation prøves af op til den endelige myndighedsgodkendelse af Cityringen.

»CMT har installeret forskellige systemer nede i stationerne, for eksempel ventilation, brandsystemer, lys og så videre. De systemer skal være testet, før man kan køre rigtig prøvedrift«, siger Henrik Plougmann Olsen.

»Det er en forudsætning for sikkerhedsgodkendelserne, og det er testene af de enkelte systemer, som er blevet forsinket«, siger han.

Parallelle test og prøvekørsler

Da Metroselskabet første gang varslede den mulige forsinkelse sidst i april, var en anden udfordring, at tunnelen fortsat blev benyttet til at transportere materialer til fysiske arbejder. Den er imidlertid ryddet af vejen nu.

Læs også: Metro-entreprenør missede deadline: Nu står ny linje til 25 mia. kr. til forsinkelse

Det betyder også, at det har været muligt i begrænset omfang at foretage prøvekørsler siden første maj. Bare ikke, som var det almindelig drift. I stedet kan det være frem og tilbage mellem enkelte stationer, eller hele vejen rundt, men med nedsat frekvens.

»Vi prøver at køre noget af det parallelt for at vinde tid ind. Men der er noget dokumentation, som ikke kan gøres helt færdig før testene er gennemført, og den skal være klar til sikkerhedsmyndighederne«, siger Henrik Plougmann Olsen.

»Først tester man enkeltkomponenterne, og herefter om hele systemet fungerer sammen«, siger han.

Betaler sig fra ny uenighed med CMT

Ifølge en orientering til ejerkredsen fra Metroselskabet er der i forbindelse med de afsluttende test igen opstået uenighed mellem CMT og Metroselskabet. Den drejer sig om, hvem der bærer ansvaret for forsinkelsen.

Den er foreløbig endt, med at Metroselskabet har besluttet midlertidigt at betale CMT et ukendt beløb for at fortsætte arbejdet.

»En uenighed mellem CMT og Metroselskabet om fremdriften på CMT's test-program udskydes til senere afgørelse gennem en midlertidig betaling til CMT«, fremgår det af orienteringen.

Pengene skal tilbagebetales, hvis CMT ikke overholder den nye deadline, og entreprenøren skal senere overbevise en voldgiftsret om, at den har ret til at beholde dem.

Anden midlertidige betaling på et år

Det er anden gang i år, at Metroselskabet gennemfører sådan en "midlertidig betaling" til CMT til senere behandling i en voldgiftssag. I begyndelsen af året drejede det sig om et trecifret millionbeløb i den lave ende.

I 2017 oprettede Metroselskabet desuden en såkaldt likviditetsbro frem til projektets afslutning - et lån til CMT på 1,1 milliarder kroner.

Læs også: Analyse: Italiensk mareridt truer metroen

Men denne gang vil Metroselskabet slet ikke ind på beløbsstørrelse på »grund af kommercielle forhold.«

»Vi kunne se ind i to muligheder. Den ene var at få afgjort uenigheden nu, imens byggeriet ligger stille og uden at vide, hvornår vi kunne åbne. Det synes vi ikke var attraktivt«, siger Henrik Plougmann Olsen.

»Den anden var at udskyde uenigheden og lave en midlertidig betaling, og så tager vi det juridiske slagsmål bagefter. Så må de (CMT, red.) bevise over for voldgiften, at de har krav på betalingen«, siger han.

CMT har bevisbyrden i voldgiftsretten

Det er tidligere afgjort, at CMT maksimalt kan kræve lidt over to milliarder kroner i voldgiftsretten, efter at byggeriet er gennemført.

Henrik Plougmann Olsen vil ikke sige, hvor stor en andel af beløbsrammen som i praksis er overført til CMT i forbindelse med den såkaldte likviditetsbro og de midlertidige betalinger.

Han afviser dog, at man ved at lægge pengene ud, hvor der er uenighed, har sat Metroselskabet i en ugunstig situation, når de juridiske slagsmål senere skal udkæmpes.

CMT har stillet garantier for alle pengene, som også gælder ved en konkurs.

»Vores vurdering er, at vi står som en meget ansvarlig bygherre, fordi vi hjælper entreprenøren hen over de uenigheder vi har med dem. Og det er op til CMT at bevise, at de har krav på dem«, siger Henrik Plougmann Olsen.

»Det som optager os lige nu, er at få åbnet Cityringen, og så tager vi det juridiske slagsmål senere«, siger han.

Forventer ikke flere midlertidige betalinger

Han vil ikke svare klart på, om Metroselskabet vil være klar til at gennemføre flere midlertidige betalinger til CMT, før Cityringen åbner, eller om den seneste er den endegyldigt sidste.

»Nu er der meget kort tid tilbage, og vi har lavet en tidsplan sammen med dem, hvor de har fået lov til at være med til at definere, hvad der er det endelige tidsforbrug«, siger Henrik Plougmann Olsen.

»Så min forventning er jo nu, at alle parter lever op til den aftale – herunder Metroselskabet – så vi kan få åbnet cityringen«, siger han.

Ingeniøren har forsøgt at få en kommentar fra CMT, men entreprenøren er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først