Metrocityringen risikerer et års forsinkelse

Kl 18.01 i aften skal alt støjende arbejde på Metroselskabets byggepladser stoppe. Sådan er det hver hverdagsaften. Støjgrænsen falder fra 70 til 40 dB kl. 18, og grænsen er den samme i weekender og på helligdage.

Støjkravene betyder, at Metroselskabet er på vej til at blive op mod et år forsinket med anlægget af Cityringen, der skulle stå klar i 2018.

‘Metroselskabet og entreprenøren vurderer, at antallet af maskiner ikke kan øges pga. de meget snævre pladsforhold på mange af byggepladserne. Det har blandt andet været forsøgt at øge antallet af maskiner på byggepladsen ved Marmorkirken, uden at det dog er lykkedes at skabe den ønskede fremdrift. De gældende støjkrav betyder således, at maskinerne på byggepladserne i øjeblikket står stille 2/3 af tiden,’ skriver Metroselskabet i et faktaark på sin hjemmeside.

»I yderste konsekvens kan der blive tale om en forsinkelse på op mod et år,« siger direktøren i Metroselskabet Henrik Plougmann Olsen til Ritzau.

Derfor er Metroselskabet nu i gang med at søge om dispensation til at udvide arbejdstiden hos Frederiksberg og Københavns kommuner. Konkret drejer forslaget sig om at selskabet får lov til at:
- Arbejde i døgndrift på stationsbyggepladsen ved Marmorkirken.
- Fremrykke det planlagte døgnarbejde på tunnelbyggepladsen ved Øster Søgade.
- Udvide arbejdstiden i tidsrummet kl. 18-22 i hverdage og 9-16 på lørdage ved udvalgte byggeaktiviteter på de øvrige byggepladser.

Byggepladsen ved Marmorkirken, hvor Metroselskabet vil have lov til at arbejde i døgndrift. Illustration: Metroselskabet

I en pressemeddelelse på Metroselskabets hjemmeside argumenterer Henrik Plougmann Olsen med, at en udvidelse af arbejdstiden vil give færre gener end at arbejde i døgndrift, som den oprindelige kontrakt mellem Metroselskabet og ejerne, staten, Frederiksberg og Københavns kommuner, åbner op for. Kontrakten giver dog kun mulighed for døgnarbejde på de tre tunnelbyggepladser og på fire andre af de i alt 21 byggepladser, som selskabet har gang i.

Hvis kommunalpolitikerne giver dispensation til en udvidelse af arbejdstiden, lover Metroselskabet imidlertid, at man vil kunne halvere støjen på flere byggepladser med nye tiltag som lyddæmpere på maskinernes indsugning og/eller udstødning.

Desuden vil anlægsperioden ved Mamorkirken og Øster Søgade blive halveret.

Emner : Metro
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvordan filen kan det komme bag på Metroselskabet at de skal overholde almindelige love og bekendtgørelser li'som alle andre entreprenører? Man kunne næsten forledes til at tro at de er i gang med at skabe sig i "tids-buffer" i forhold til den oprindelige kontrakt.............................

  • 6
  • 0

Viste man ikke at de krav var der fra da de bød på opgaven..? Så lær dog at regne på de sk_d_ tilbud, i stedet for at søger om at få dem ændret..

  • 3
  • 0

Jeg er enig i, at Metroselskabet da maa have vidst dette. Dog synes jeg (som udlandsdansker), at de danske regler er lidt pjattede. I samtlige lande jeg har boet - inklusive det notorisk "stoejsvage" Schweiz - har man lov til at lave larm indtil cirka 22.00 paa hverdage. Hvorfor har vi den 18.00 regel i Kongeriget? Er Hr og Fru Jensen bange for at blive forstyrret under aftensmaden? :)

  • 1
  • 3

tjaa ... gad vide hvornår man i byggebranchen får bare lidt bedre styr på de opgaver man kaster sig ud i ... for nu at lyde lidt mobset. mht stationen ved Marmorkirken forekommer det barokt (haha), at man ikke da man bebyggede Tietgens Ærgrelse og lavede et stort hul i jorden ikke også byggede metrostationen - og endda med selve stationen i den nye bygnings underetage ! ?? så vill Eigtveds smukke byplanlægning og symmetrien om kirken (og resten af bydelen med Amalienborg slotsplads) have været intakt ... at anvende underetagen i eksisterende bybygninger er velkendt fra fx London, New York m.fl. som København jo ofte ynder at sammenligne sig med / lade sig inspirere af ... Støj ... det er en dræber ... bare spørg Miljøstyrelsen om levetider for beboere i områder med høj støjbelastning - det er der talrig dokumentation for ... der er i DK 70.000 støjbelastede boliger ... og så er naboer der spiller høj musik ikke talt med ;o)

  • 2
  • 0

....Det handler nærmere om en veltilrettelagt strategi fra starten, krydret med en del fortielser for offentligheden. Denne konkrete øvelse handler om brandslukning, idet man nu offentligt melder ud at uden udvidelser af arbejdstiden bliver cityringen forsinket. At man siger at den overordnede tidsplan holder, er ren bluff. De oprindelige miljøkrav har man vidst at man ikke kunne overholde, trods løfter om det modsatte. For det lyder jo ikke godt når man fremlægger et projekt som ikke kan overholde miljøkrav i boligområder...uden at man betaler erstatning. Derfor siger man, vi kan godt overholde miljøkrav, og kan således undgå at betale erstatning (selvom man ved at det ikke passer i virkeligheden)

Mht. støj indtil kl. 22, kan jeg iøvrigt oplyse at byggeri i eksempelvis New York, ikke må støje efter 17. Så Hans Christiansens kommentar har jeg svært ved at forstå...derudover er der adskellige lande (fx holland) som betaler erstatning pr. automatik...intet tovtrækkeri, det foregår helt automatisk. Flere lande har bla. lovgivet udfra at støj opfattes individuelt, men kan være helbredsskadeligt...derfor kommer reglerne ofte naboerne til gode.

Støj er en dræber...men det er MS/CMT/Kommune ligeglad med...et af kravene var bl.a. støjsikring så støjen kan begrænses (og dermed erstatningssum) og partikelfiltre på maskinerne...meget lidt af disse krav har "vist sig muligt" at realisere eller håndhæve. Før kunne de ikke teknisk montere støjdæmpning...men det kan de nu...eller?

Kommunens tilsyn er elendigt...det virker som om de er i ledtog med CMT og Metroselskabet.

Nu var det iøvrigt aldrig hensigten at arbejdstiderne skulle udvides så voldsomt...så det er da klart udtryk for at hele planen er forsinket. Der skulle kun udvide arbejdstider hvis byggetekniske processer, trafikale eller sikkerhedsmæssige forhold krævede det...det sagde man ihvertfald inden byggeriet startede. Gad vide hvilke andre "jokere" der findes i kontrakten...

Eksempelvis her ved Nørrebroparken, skulle boremaskinerne have været i drift fra oktober 2012...nu hedder planen juni-juli 2013. dvs. 8-9 måneder forsinket. Det betyder også at færdiggørelse af skakten har taget ca. dobbelt så lang tid som planlagt. Nørrebroparken er iøvrigt kritisk da det er her de første boremaskiner skal starte. Så at den overordnede tidsplan holder...den må de længere ud på landet med!

Alt det her med myndighedskontrol på metrobyggeriet...det er intet andet end grov manipulation af de fastsatte forudsætninger (VVM) med vinding for øje. Heri tænkes vindingen at bestå i mindst mulig forsinkelse til billigst mulige penge...intet hensyn til naboer.

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten