Kl 18.01 i aften skal alt støjende arbejde på Metroselskabets byggepladser stoppe. Sådan er det hver hverdagsaften. Støjgrænsen falder fra 70 til 40 dB kl. 18, og grænsen er den samme i weekender og på helligdage.
Støjkravene betyder, at Metroselskabet er på vej til at blive op mod et år forsinket med anlægget af Cityringen, der skulle stå klar i 2018.
‘Metroselskabet og entreprenøren vurderer, at antallet af maskiner ikke kan øges pga. de meget snævre pladsforhold på mange af byggepladserne. Det har blandt andet været forsøgt at øge antallet af maskiner på byggepladsen ved Marmorkirken, uden at det dog er lykkedes at skabe den ønskede fremdrift. De gældende støjkrav betyder således, at maskinerne på byggepladserne i øjeblikket står stille 2/3 af tiden,’ skriver Metroselskabet i et faktaark på sin hjemmeside.
»I yderste konsekvens kan der blive tale om en forsinkelse på op mod et år,« siger direktøren i Metroselskabet Henrik Plougmann Olsen til Ritzau.
Derfor er Metroselskabet nu i gang med at søge om dispensation til at udvide arbejdstiden hos Frederiksberg og Københavns kommuner. Konkret drejer forslaget sig om at selskabet får lov til at:
- Arbejde i døgndrift på stationsbyggepladsen ved Marmorkirken.
- Fremrykke det planlagte døgnarbejde på tunnelbyggepladsen ved Øster Søgade.
- Udvide arbejdstiden i tidsrummet kl. 18-22 i hverdage og 9-16 på lørdage ved udvalgte byggeaktiviteter på de øvrige byggepladser.
I en pressemeddelelse på Metroselskabets hjemmeside argumenterer Henrik Plougmann Olsen med, at en udvidelse af arbejdstiden vil give færre gener end at arbejde i døgndrift, som den oprindelige kontrakt mellem Metroselskabet og ejerne, staten, Frederiksberg og Københavns kommuner, åbner op for. Kontrakten giver dog kun mulighed for døgnarbejde på de tre tunnelbyggepladser og på fire andre af de i alt 21 byggepladser, som selskabet har gang i.
Hvis kommunalpolitikerne giver dispensation til en udvidelse af arbejdstiden, lover Metroselskabet imidlertid, at man vil kunne halvere støjen på flere byggepladser med nye tiltag som lyddæmpere på maskinernes indsugning og/eller udstødning.
Desuden vil anlægsperioden ved Mamorkirken og Øster Søgade blive halveret.
