Metro-entreprenør missede deadline: Nu står ny linje til 25 mia. kr. til forsinkelse
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Metro-entreprenør missede deadline: Nu står ny linje til 25 mia. kr. til forsinkelse

Metrotogene er kommet til København, men de kan ikke komme ud på de obligatoriske tre måneders testkørsel i Cityringen, fordi arbejdet med at teste installationerne er forsinket. Illustration: Metroselskabet

Den københavnske metrocityring bliver sandsynligvis forsinket og kan ikke åbne til juli som planlagt. Det fremgår af den seneste orientering fra Metroselskabets ledelse til ejerne, staten samt Københavns og Frederiksberg Kommuner.

»Overordnet er det Metroselskabets opfattelse, at den manglende opnåelse af RHO-milepælen vil forsinke åbningen af Cityringen, med mindre det viser sig muligt gennem forhandlinger med de to entreprenører at opnå yderligere optimering og koordinering af de resterende arbejder,« skriver bestyrelsesformanden, den tidligere Venstre-minister Jørn Neergaard Larsen, i sit følgebrev til ejerne.

RHO-milepælen, som bestyrelsesformanden omtaler, skulle have været nået ved udgangen af marts. Forkortelsen står for 'ready for handover'.

Milepælen skulle have vist, at entreprenøren, Copenhagen Metro Team med italienske Salini i spidsen, var så klar med de mekaniske og elektriske installationer, at de nye metrotog kunne begynde prøvekørslen. Det er afgørende, for testkørslerne skal vare mindst tre måneder, inden Trafikstyrelsen kan godkende systemet, der styrer metrotogene.

»Det er dødærgerligt, at den milepæl er sprunget,« siger Metroselskabets administrerende direktør, Henrik Plougmann Olsen, til Ingeniøren.

Entreprenøren skal stadig fragte materialer rundt i tunnelerne

Selv om Metroselskabet vurderer, at de fysiske arbejder »kan afsluttes relativt hurtigt«, så er det stadig nødvendigt at benytte tunnelen til at transportere materialer. Det blokerer for at teste selve togene.

Inden testene af togene kan rulle, tør Metroselskabet ikke spå om, hvornår den næsten 25 milliarder kroner dyre cityring-linje kan tages i brug.

Planen var at melde åbningsdatoen ud i slutningen af april, men nu forventer Jørn Neergaard Larsen, at datoen ikke kan fastlægges før til juni.

Se hele Ingeniørens fokus om Metro Cityringen.

Han har ikke helt opgivet håbet om at indhente forsinkelserne, selvom en åbning i juli lige nu ser nærmest umulig ud.

»Metroselskabet vil i de kommende uger i samarbejde med de to entreprenører analysere mulighederne for en optimering af de resterende arbejder. Imidlertid bliver det i sagens natur stadig vanskeligere at indhente forsinkelser, på grund af den begrænsede tid der er tilbage til færdiggørelse af Cityringen,« skriver bestyrelsesformanden.

Den analyse lyder indtil videre ifølge direktør Henrik Plougmann Olsen således:

»Det kan godt lade sig gøre at åbne til tiden, men det kræver, at alle gør deres yderste, og hvis de ikke gør det, bliver vi forsinkede.«

Henrik Plougmann Olsen vil ikke sætte dato på, hvor lang en forsinkelse der kan blive tale om.

»Det, vi knokler for, er, at hvis vi bliver forsinkede, holder vi det nede på nogle måneder,« siger han.

Nu er arbejdet med stationerne på ret kurs

Metroselskabet har også tidligere advaret om risikoen for forsinkelser. Det var begrundet med, at arbejdet med apteringen af stationernes facader, lofter, vægge, gulve, ræk­værker, ovenlys og riste, døre, belysning og el igen var i fare for at blive forsinket.

Læs også: Analyse: Italiensk mareridt truer metroen

Før nytår arbejdede 500 medarbejdere fra CMT på stationerne, men i det nye år mødte i første omgang kun 200 ind. Metroselskabet måtte betale Salini Co. et ukendt trecifret millionbeløb for at sætte fuld bemanding tilbage på stationerne.

Læs også: Metro-entreprenør fik trecifret millionbeløb for at genoptage arbejdet

Det har til gengæld hjulpet, viser den nye ejerorientering, for apteringen af stationerne har levet op til milepælen.

Kun 43 af 289 testpakker afsluttet

I de tidligere ejerorienteringer har der derimod ikke været hejst tilsvarende advarselsflag for installationsarbejdet.

»Arbejderne med mekaniske og elektriske installationer vurderes fortsat at kunne afsluttes til den planlagte tid,« lød det i januar.

Læs også: Metroselskabet fejer tvivlen væk: Nu tyder alt på, at cityringen åbner til juli

I februar lagde Metroselskabet vægt på, at installationsarbejder »følger den planlagte fremdrift«. Samtidig advarerede selskabet dog om, at nogle test af installationerne var forsinkede.

»Forsinkelsen af test af M&E-arbejderne, herunder især tunnelventilation og SCADA-systemet, vurderes nu at være tidskritisk,« var beskeden for en god måned siden.

Læs også: CMT fortsætter selv stationsbyggeri på metrocityringen efter strid med entreprenør

Til orienteringen fra marts har Metroselskabet udarbejdet en opgørelse over antallet af test, som skulle have været gennemført: 289. Men kun 43 af testpakkerne, som selskabet kalder dem, var rent faktisk helt afsluttet inden udgangen af måneden.

Efterslæbet er dog mindre, end det umiddelbart fremstår, fordi en del test er gennemført, selvom pakkerne ikke er helt afsluttet. Men det forandrer ikke, at først når testene er helt færdige, kan prøvekørslerne begynde at tælle med i de tre måneder.

Henrik Plougmann Olsen fremhæver, at CMT får dagbøder »af en størrelse, der godt kan mærkes«, fordi selskabet missede milepælen ved udgangen af marts. Han vil ikke sætte et nøjagtigt beløb på, men han oplyser, at CMT ikke sætter spørgsmålstegn ved, at milepælen ikke er opfyldt.

Entreprenøren mener dog ikke at være skyld i forsinkelsen, og dermed kan dagbøderne havne i endnu en voldgiftsag. Dem har Metroselskabet og CMT allerede en hel stribe på vej af.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Thi de vide ikke hvad de gør!

"Giffen gaffen guffen.. pengene ruller lystigt ned i skuffen." (tak til Professor Tribini og Bakken)

Det eneste man kan bruge historik og fejtagelser til, det er at undgå ørkesløs gentagelse af fortidens fejltagelser.

Selvfølgelig ved de da hvad de gør (..giffen gaffen guffen..), og alt forløber jo ganske planmæssigt hen over de skrå brædder, som det næste afsnit i en uendelig soap.

Helt som utallige i sin tid her på den ærværdige ing i sin tid fortalte ville ske i dette projekt - desværre.

Spørgsmålet var den gang: "Hvor mange gange skal en dum politiker have det at vide" ? Svaret var og er: "Hver gang".

April 2019
https://ing.dk/artikel/analyse-italiensk-m...
https://ing.dk/artikel/cmt-fortsaetter-sel...
https://ing.dk/artikel/efter-dyrt-metrofor...
https://ing.dk/artikel/metroselskab-forlae...
https://ing.dk/artikel/arbejdet-paa-cityri...
https://ing.dk/artikel/metro-entreprenoer-...
https://ing.dk/artikel/forsinkelse-og-unde...
Januar 2016

  • 0
  • 0

Og det næste store projekt går nok også til Italien - og det går i fisk hver gang....

Sydhavnsmetroen bygges af samme selskab.

Men franskmænd byggede Storebæltstunnelen, den blev 3 år forsinket, meget dyrere og oversvømmet.

Italienerne byggede også den nuværende metro (M1/2).

Danskere har med andre ord ikke nogen praktisk erfaring med borede tunneler, så det er nok alligevel en god idé vi får andre til det. Den danske undergrund er så problematisk at bore i, borede tunneler generelt er for dyre og fravælges, vi vil derfor aldrig kunne opnå tilstrækkelig rutine i borede tunneler.

  • 0
  • 1