Meteorit-jægere får to mio. kroner for fund af Ejby-stumper
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Meteorit-jægere får to mio. kroner for fund af Ejby-stumper

Man kan næsten sige, at det regnede med guld, da en meteorit 6. februar sidste år brød i stykker i atmosfæren over den lille sjællandske by Ejby.

De 15 privatpersoner, der i dagene efter var ude at finde stumper fra meteoritten bliver i hvert fald nu belønnet med samlet set to mio. kroner.

Meteorit-jægerne bliver betalt alt efter, hvor tunge deres metoritstykker er, og selvom Statens Naturhistoriske Museum ikke kan oplyse dusøren for de enkelte, så kan de godt afsløre, at der er stor forskel i udbetalingen.

I alt er der indtil videre fundet 8.937,78 gram meteorit, der er af den type som kaldes almindelig kondrit, som består af metal og sten, og er den mest almindelige type. Omkring 80 procent af alle meteoritter er almindelig kondrit.

Stump fra Ejby-meteoritten. (Foto: Statens Naturhistoriske Museum)

Ejby-meteoritten fløj ind i atmosfæren med 42 gange lydens hastighed (i atmosfærisk luft) og stammer fra det ydre del af asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter. Alle de fundne stumper bliver udstillet på Geologisk Museum i vinterferien i uge 7 og 8, og det er en ting, vi kan være stolte af.

Læs også: Meteoritten fra Ejby er af den 'almindelige' type

»I udlandet vil en meteorit som Ejby typisk ende på det kommercielle marked og forsvinde ind i en privat samling. Det er et stort tab for omverdenen, hvor hverken offentligheden kan nyde den på museum, eller forskerne kan undersøge den og lære nyt om naturens verden,« siger samlingsmedarbejder Bent Lindow fra Statens Naturhistoriske Museum i en pressemeddelelse.

I udlandet kigger mange museer nemlig med misundelse på vores såkaldte danekræ-ordning herhjemme, hvor fund af ting som meteoritter, forsteninger og krystaller med stor videnskabelig værdi udløser findeløn svarende til markedsværdien.

»Danekræ-ordningen sikrer, at meteoritter som Ejby og Maribo (sjælden meteorit, der faldt ned syd for Maribo i 2009 red.) bliver bevaret som en del af vores fælles nationale naturarv. Det er ret fantastisk og samtidig enestående,« siger Bent Lindow.

Se lysglimt fra Ejby-meteorit