Meteor-kamera og crab cakes gik tabt ved raketeksplosionen

Hvis forskere og studerende på flere amerikanske universiteter går rundt i disse dage og hænger med næbbet, så kan det meget vel have at gøre med eksplosionen af en raket i Virginia.

Da Antares-raketten fra det private rumfartsfirma Orbital Sciences eksploderede få sekunder efter lift-off, gik et hav af forskningseksperimenter nemlig tabt sammen med udstyr og mad til astronauterne på Den Internationale Rumstation (ISS).

Læs også: Her eksploderer amerikansk raket med forsyninger til rumstationen

Kig på stjerneskud fra oven

En af de centrale komponenter var den såkaldte Meteor (Meteor Composition Determination), der var et instrument, der skulle observere meteorer på vej ned gennem Jordens atmosfære. Meteor ville have givet de første observationer af meteorer fra rummet, og instrumentet var udstyret med højopløselige videokameraer og spektrometer, så meteorers sammensætning kunne analyseres. Meteor skulle have siddet to år i et af vinduerne på ISS.

Meteor-kameraet skulle have siddet to år i et vindue på ISS og set på stjerneskud. (Foto: Southwest Research Institute) Illustration: Foto: Southwest Research Institute.

Blodets strømning i vægtløshed

Astronauterne på ISS havde også udsigt til en nærmere forståelse af den hovedpine, som flere af dem lider af. På Jorden er blodstrømningen fra hjernen til hjertet styret af tyngdekraften, men i rummet fungerer den mekanisme ikke, og det er årsagen til hovedpinerne. Udstyr til at undersøge mekanismerne bag blodstrømning i vægtløshed skulle have været sendt af sted.

Ærteplanter som ny rummad

Blandt studenterprojekterne om bord på Antares-raketten var også ærteplanter, som studerende ville undersøge potentialerne i som fremtidig mad til astronauterne. Ærteplanter på Jorden vokser nemlig så usædvanligt hurtigt, at de kan høstes efter to til fire uger, men hvordan de opfører sig i vægtløs tilstand med begrænset lys og næring, er uvist.

En særlig kombination af rødt og blåt LED-lyd har også vist sig at fremme deres vækst, og lyssætning og andre dyrkningsforhold skulle have været undersøgt på ISS.

Udløbsdatoen for mælk i rummet

En anden gruppe studerende havde fået mælk med om bord på Antares-raketten, faktisk både letmælk, skummetmælk og sødmælk. Deres projekt gik nemlig ud på at undersøge udløbsdatoen for mælk med forskellig fedtprocent og undersøge, hvordan vægtløshed ændrer de coliforme bakterier i mælken. De studerendes gæt var i øvrigt, at letmælk var den første til at blive dårlig. Måske var astronauterne ikke så kede at, at de ikke modtog det eksperiment, eftersom mælken skulle stå urørt i seks uger.

Myggelarver og krystaller

En pakke myggelarver var også på vej til ISS, da studerende ville undersøge deres hypotese om, at larverne ikke kunne udvikle sig i vægtløs tilstand. Og et andet hold studerende havde sendt udstyr til at undersøge udviklingen af krystaller i væsker i vægtløshed.

Sværme af minisatellitter om bord

Flere firmaer havde også satellitter om bord på Antares-raketten, blandt andet Planet Labs, der havde sin tredje flok af 26 små jordobservationssatellitter. CubeSat-firmaet Planetary Ressources havde også en testsatellit med på Antares, der skulle været sendt i rummet fra slusen på Kibo-modulet på ISS. Testsatellitten Arkyd 3 skulle teste en række teknologier forud for opsendelsen af teleskopsatellitten Arkyd 100.

Læs mere om eksperimenterne her.

Selv astronautens livret gik tabt

Foruden tabet af de mange eksperimenter kunne Nasa-chefen, Charles Bolden, heller ikke holde sit løfte til astronaut Reid Wisemann, der længe har sukket efter de populære crab cakes fra Maryland.

Da opsendelsen første gang blev udsat, fordi en lille båd var inden for sikkerhedszonen, lovede Charles Bolden, at de ville være på vej ved næste opsendelsesforsøg.

Men nu er de altså gået op i røg, og der er ingen forlydender om, at det russiske Sojus-forsyningsskib, der kobler sig på ISS i dag, har crab cakes med.