17.000 ton flyveaske fra Vestforbrændings skorstensrøg sendes hvert år til Tyskland eller Norge, hvor det deponeres i miner som farligt affald. Det skyldes askens indhold af en række metaller og chlorider, som i stedet kunne udvindes, nyttiggøres og genbruges.
Og det er netop tanken bag forsøgsanlægget Halosep, som om et halvt år startes op på Vestforbrændings affaldsforbrændingsanlæg i Glostrup. Målet er dels at kunne deponere den vaskede flyveaske som ikke-farligt affald her i Danmark og måske endda nyttiggøre den som ingrediens i beton eller cement, dels at udvinde og genbruge flyveaskens indhold af zink og en række andre tungmetaller.
»Vores målsætning er at sikre, at der ikke er affaldsprodukter fra forbrændingsanlægget, og dér er flyveasken den største mængde, der ikke genanvendes i dag,« siger Per Wulff, energichef på Vestforbrænding.
Ud over at mindske Vestforbrændings fodaftryk på miljøet er genbrugsprojektet også en god forretning. De 400 ton zink, som man forventer at kunne udvinde af de 570.000 ton affald, der hvert år går op i røg på forbrændingsanlægget, vil med de aktuelle råvarepriser kunne afsættes til 1,5 mio. kr. Men derudover spares omkostninger til særligt egnede deponier i udlandet samt fragten dertil, ligesom man forventer at spare 20 pct. af omkostningerne til behandling af flyveaske og over 80 pct. af kemikalieforbruget.
Halosep-anlægget er budgetteret til 40 mio. kr., hvoraf 7,4 mio. kr. er tilskud fra LIFE-programmet, der er EU’s finansielle instrument for miljø og klima.
»Vi regner med, at investeringen kommer igen inden for seks-otte år,« siger Per Wulff.
Selve Halosep-teknologien er udviklet i 2003-2007 af danske Watatech med støtte fra Miljøstyrelsen. Den blev derefter købt af Stena Recycling, som har videreudviklet processen med et forsøgsanlæg i mindre skala med aske og scrubbervand fra Vestforbrændings røggasrensning.
Forsøget beviste, at det var muligt at vaske metaller, primært zink, ud af flyveasken. Ikke som metallisk zink, men som et zinkhydroxidoxid-produkt med et zinkindhold på 40-45 pct. samt en blanding af mange andre metaller, bl.a. bly, cadmium, magnesium, og silicium.
»Men det er man vant til at håndtere de steder, hvor man oparbejder zink. Sådan er det også, når man skal oparbejde metaller i malmen fra en zinkmine, så det er ikke noget problem at sende det retur til genbrug,« forklarer projektleder Erik Rasmussen fra Stena Recycling.
Og efter tilsagnet om udviklingsstøtte fra LIFE-programmet er Stena og Vestforbrænding nu klar til at bygge et fuldskala-Halosep-anlæg, som fra nytår skal køre som et udviklingprojekt i to år, hvorefter man på baggrund af erfaringerne opgraderer det til et egentligt produktionsanlæg.
Som det fremgår af illustrationen er princippet i Halosep-processen, at flyveasken, som er fanget i røggassen via posefiltre og elfiltre, blandes med scrubbervæsken, som har været anvendt til at vaske røgen for metaller, salte, svovlsyre, saltsyre m.v. i den proces, man kalder våd røggasrensning.
»Denne saltsyre har den egenskab, at den i processen kan vaske metallerne ud af flyveasken, så i princippet er det et vaskeanlæg – men der er selvfølgelig mange elementer i det,« forklarer Per Wulff.
Det hele foregår i en række reaktionstanke, separationstanke og udfældningstanke, hvorefter metalproduktet tørres til en konsistens, der kan fyldes på bigbags.
»Det er jo meget lig det, som hænder i et fældningsanlæg for metaller, det er jo et wastewater treatment plant, som du har på forbrændingsanlæg i dag. Den afgørende forskel er, at her har du flyveasken med også,« siger Erik Rasmussen.
Ud over metalproduktet og den rensede flyveaske har Halosep-anlægget to andre output: Det ene er en strøm af behandlet flyveaske med en kornstørrelse over 1 mm. Det indeholder en stor mængde kulstof og returneres til forbrændingsovnene.
Den anden strøm er en saltopløsning, som enten kan udledes med værkets spildevand eller nyttiggøres som vejsalt.
»Der er ikke andet end salt i det, så det er uproblematisk at lukke det ud i havet. Men for at det kan spredes på vejene, skal det være klassificeret som et produkt og ikke som affald, så vi skal have overbevist de rette myndigheder om, at dette produkt er en vare, der kan bruges og ikke et affaldsprodukt,« siger Per Wulff.
Erfaringerne fra forsøgsanlægget på Vestforbrænding kan Stena Recycling snart få brug for, idet flere andre affaldsforbrændinger har vist interesse for Halosep-systemet.
»Der er rimelig fornuftig interesse for projektet rundt omkring,« konstaterer projektleder Erik Rasmussen.
Det her er miljømæssigt vejen frem.
*Virksomhederne reducerer omkostningerne
og CO2 aftryk ved at kunne igenndvinde materialer og energi.
Miljøfoureningen løses ikke ved at folk betaler ekstra afgifter for bøffer og tager bad i en spand vand.
Tænk hvis politikerne banede vej for, at de her teknologier nemmere og hurtigere kunne udvikles først af eksisterende- og starop-virksomheder i Danmark, så det kunne eksporteres til resten af Verden.
Hvor i alverden skulle det ellers deponeres? Affald skal IKKE flyttes til andre -fattigere- lande der ikke har råd til at sige nej uanset farligheden. Kan vi ikke selv deponere det må det/det det stammer fra gøres ulovligt. Længere er den ikke.
Du kan faktisk ikke simplificere det på den måde.
Vi må vel nok anse Norge for at være et væsentligt rigere land end Danmark, men alligevel så eksporteres det farlige affald til deponering på Langøya, da der her er en meget mere stabil undergrund end den danske muld.
Jeg er fuldstændig enig i at vi ikke skal tørre affaldet af på fattige lande, men omvendt så skal man altså også udnytte de kompetencer der findes i en internationaliseret verden.
Det betyder f.eks. også at jeg mener det giver meget mere mening at vi lader KK destruere HCB, end lade en tikkende bombe stå lidt syd for Sydney - omend jeg måske godt kunne være betænkelig ved skibet man havde tænkt sig at benytte.
For knap 25 år siden udviklede jeg med støtte fra miljøstyrelsen for Dansk Restprodukthåndtering (ejet af affaldsforbrændingsanlæggene) een proces der fjerner alle mobile tungmetaller fra restprodukterne og stabiliserer resten til et fuldstændigt sikkert niveau. Det var en bedre metode end udvaskning med saltsyre.
De miljømæssige vurderinger blev udført med baggrund i deponering på Glatved.
Der kunne forventes mindre udvaskning end det naturlige indhold i Kattegat. Der foreligger både tekniske rapporter og udvaskningsforsøg foretaget af DHI. Dengang vurderede man at der ikke var nogen grund til at lave en dansk behandling da deponering i saltminer i tyskland og deponiet i Oslofjorden var billigere og økonomisk mere sikkert.
Jeg vil tror at der er et patent som man måske ikke har fået undersøgt.