Meta Science: Vanvid om vand

Vand er et underligt stof, som udvider sig, når det går fra flydende til fast form - modsat stort set alle andre stoffer. Nogle mener, vand har endnu mere besynderlige egenskaber. Skal man tro homøopatikere, har vand hukommelse, skal man tro firmaet Grander, findes der et begreb som 'informationsvand' - og 'eksperter' udi okkulte områder kan tale længe om vandårer og jordstråling. Meget kan heldigvis afvises som uvidenskabeligt vås, simpelthen som vanvid. Men vi lærer stadig nyt om vand - med rigtige videnskabelige metoder. Det gælder noget så velkendt som grænselaget mellem vand og luft. Pavel Jungwirth fra det tjekkiske videnskabsakademi kommenterer i sidste uges udgave af Nature eksperimenter, som en række forskere fra USA og Canada har foretaget. Konklusionen er kort fortalt, at overfladelaget kun har en tykkelse på ét molekylelag. Det overbevisende forsøg tilbageviser mange spekulationer om, at vandmolekyler kan have orden over store afstande, skriver Pavel Jungwirth. Jeg tænkte straks tilbage på et foredrag, jeg hørte for et par måneder siden.

I april annoncerede Niels Bohr Institutet, at Gerald Pollack fra University of Washington i Seattle ville holde foredraget 'The Secret Life of Water: E = H2O'. Pollack lovede, at man på en time ville lære alt om en ny fjerde fase for vand - ud over de tre kendte: fast, flydende og damp - og dens betydning for fysik, kemi og biologi og med praktiske anvendelser for ingeniører. Jeg gjorde, som jeg plejer i disse situationer: Jeg googlede Pollack, som viste sig at være professor i bioengineering, forfatter til en populær bog, redaktør af et videnskabeligt tidsskrift med det ikke overraskende navn Water og forfatter til mange peer-reviewede artikler i andre tidsskrifter. Han kunne ikke affærdiges, og emnet lød alt for spændende til ikke at komme.

Niels Bohr Institutets berømte auditorium A ser stort set ud i dag, som det gjorde, da Niels Bohr selv sad på første række på de hårde træbænke, som stadig er auditoriets kendemærke. Jeg har hørt mange spekulative teorier fremsat her, bl.a. af Roger Penrose om kosmologi, men han hører også til de personer, som er mere interessante at lytte til, når de siger noget tvivlsomt, end det kan være at lytte til andre personer, når de siger noget korrekt. Med skam at melde var Pollack ikke i Penrose-klassen. Han var tydeligt på udebane og faldt i kløerne på nogle af de skarpe fysikere, der ikke købte hans forklaringer. I begyndelsen gik foredraget godt. Pollack har lavet nogle spændende forsøg, der viser, at vand nær visse overflader har en særlig tilstand, som ifølge Pollack minder om en flydende krystal - og det overraskende er, at denne tilstand rækker tusindvis, ja millionvis af molekylelag ind i vandet. Problemet opstod, da Pollack skulle teoretisere over det, han observerede. Endnu værre gik det, da Pollack rodede sig ud i de nyeste eksperimenter, som hans studerende havde lavet, og som viste, at vand kunne udføre et arbejde, altså udføre en proces, der kræver energi. Pollack havde endda sin egen forklaring på de brownske bevægelser, der ses, når pollen bevæger sig tilfældigt rundt i vand. Her blev det for meget for en hovedrystende professor Andrew Jackson, der stillede spørgsmålet: Einstein tog altså fejl?

De nye analyser af grænselaget mellem luft og vand kan ikke betragtes som en fuldstændig afvisning af Pollacks eksperimenter, selv om Jungwirth synes at være meget tæt på at mene dette. Nu har jeg søgt videre på nettet og fundet mange, der henviser til Pollack og hans eksperimenter, men jeg har haft svært ved at finde forskere, der har eftergjort dem. Flydende vand har mange fascinerende og vigtige egenskaber, men de er, som Pavel Jungwirth skriver, ikke magiske. Det må være udgangspunktet, hvis vi skal undgå mere vanvid om vand.