Meta Science: Todding

Amanda Todd, den 15-årige canadiske teenager, der 10. oktober 2012 tog sit eget liv efter vedvarende nederdrægtig digital mobning (cyber-bullying) på Facebook, Youtube og de andre så kontaktskabende sociale medier, lægger i disse dage navn til prægningen af et nyt, og ganske morbidt, begreb på nettet - 'todding'. Todding, med afsæt i Amanda Todds efternavn, henviser angiveligt til så uhyrlige og modbydelige smædekampagner mod udvalgte ofre på nettet fra fjender, frænder og freaks, at de pågældende (unge) efter længere tids eksponering kan udvikle alt fra stress, depression, panik- og angstanfald til misbrug, og som i Amanda Todds tilfælde kan det ende med selvmord. Hun er ikke den første og bliver næppe heller den sidste, der tager sig selv af dage som resultat af todding.

Allerede 7. september 2012 postede Todd på Youtube en video med titlen 'My Story: Struggling, Bullying, Suicide and Self Harm', hvor hun ved hjælp af en række talekort, fortæller historien om den digitale mobning, hun har været udsat for over en længere periode. Mere eller mindre øjeblikkeligt bliver denne video viral, bliver vist mere end 1.600.000 gange frem til hendes dødsdag, og selv diverse online aviser 'liker' videoen. Men ingen griber ind på trods af de mange visninger, kommentarer, sympatitilkendegivelser og 'likes'. Det er der to med hinanden forbundne årsager til: Visninger, kommentarer og 'likes' er omkostningsneutrale i den forstand, at den virtuelle misbilligelse af vederstyggelighederne og det rædselsfulde forløb ikke forpligter den enkelte til reel indgriben. Eftersom den enkelte - almindelig bruger såvel som (online-)medie - ser, at alle andre misbilliger, uden at det forpligter til virkelig intervention, bliver det legitimt og hermed normen at misbillige på samme vis, også selv om man personligt er af den opfattelse, at mere burde gøres. Man kommer til at billige en norm, fordi man tror, alle andre billiger den. Det er pluralistisk ignorance og bliver ikke bedre af, at man sammen med alle andre kommer til at stå på sidelinjen og se til, mens ignorancen ukontrollabelt breder sig viralt, og således bidrager man personligt til tilskuerapatien med sit støttende 'like'.

  1. oktober, dagen efter at Todd har taget sig af dage, begynder begrebet 'R.I.P. Amanda Todd' at blive en trend verden over på Twitter. Ansporet af hendes nødråb på Youtube 'likede' 700.000 Facebook-brugere Todds Facebook-mindeside. På trods af denne overvældende mængde sympatiindlæg var der stadig tidligere klassekammerater og andre trolde, der bidrog med hånlige kommentarer af typen 'Jeg er så glad for, hun nu er død'. Ved en tidligere lejlighed havde Todd forsøgt sig med selvmord ved at drikke klorin, for hvilket hun efterfølgende, hjemvendt fra hospitalet, på Facebook høstede kommentarer af typen 'du har fortjent det', 'har du prøvet med en anden slags klorin?', en reklame med teksten 'Clorox - It's to die for' og et billede af Todd med en klorinflaske i hånden. Der er adskillige af sådanne reklamer derude, notoriske variationer over samme tema. Det er nemlig lige så omkostningsneutralt at smæde som at sympatisere, og kaskademekanismerne er de samme.

Nye sociale medier kan ikke dæmme op for menneskers tilbøjeligheder, kun tilsyneladende forstærke lemmingeeffekterne på godt og så sandelig også på ondt. De sociale medier har slagsider, hvis konsekvenser vi endnu slet ikke har set. Todding er blot begyndelsen, selvom det for Amanda Todd var enden.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten