Meta Science: Postfaktuelt demokrati

Det postfaktuelle demokrati er landet her i kongeriget, og det har desværre allerede været i brug og gjort sit til at etablere fortællinger og betvivle kendsgerninger, når det har været opportunt for en bestemt politisk dagsorden. Et eksempel er forløbet omkring Ungdomskommissionen, nedsat af den daværende VK-regering i 2007. Den fik som mandat at gennemgå indsatsen mod ungdomskriminalitet og blev sammensat af såvel eksperter som faglige repræsentanter for organisationer med ekspertise på området.

Efter et par års arbejde offentliggjorde kommissionen en 700 sider lang udredning. Rapporten var både saglig og evidensbaseret, men det gjorde ikke lysten til at betvivle kendsgerningerne mindre. Allerede inden rapporten blev afleveret, begyndte forskellige politikere at anfægte dens resultater. Blandt disse postfaktuelle politikere var daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Ungdomskommissionens rapport kunne desværre ikke demonstrere, at en nedsættelse af den kriminelle lavalder igen ville styrke indsatsen mod ungdomskriminalitet. Det var et andet resultat, end den daværende regering havde regnet med. Forhenværende justitsminister Brian Mikkelsen (K) nåede til den interessante postfaktuelle konklusion, at det videnskabeligt korrekte i sig selv var politisk, og at det politisk rigtige måtte være det folkeligt rigtige: mere straf til flere mennesker.

I stedet for at vedkende sig sine holdninger og det folkelige mandat, på hvilket han var valgt, fandt Brian Mikkelsen på en anden strategi. Han besluttede at mobilisere konkurrerende ekspertudsagn, der skulle sætte Ungdomskommissionens anbefalinger i et relativt, og hermed ugunstigt, lys. I oktober 2009 oversendte han således et notat til Folketingets Retsudvalg om, at FN anbefalede en sænkning af den kriminelle lavalder. Det er siden dokumenteret, at notatet var vildledende. Det var ikke FN's anbefaling. Tværtimod.

At Ungdomskommissionens resultater var inopportune for den daværende regerings politiske dagsorden forhindrede heller ikke Lars Løkke Rasmussen i forsøgsvis etablering af et argument i åbningstalen til Folketinget i 2009, der lader noget tilbage at ønske, når det handler om logisk gyldighed: »Vi skal have fat i kraven på de unge, som er på afveje. Vi skal vise dem, at det samfund, de vender ryggen, ikke har opgivet dem. Det gør vi ikke ved at lægge hovedet på skrå og se bekymrede ud. Det gør vi gennem konsekvent handling. Derfor foreslår vi en sænkning af den kriminelle lavalder til 14 år.«

At udvise konsekvent handling og få fat i kraven på de unge - i modsætning til at lægge hovedet på skrå og se bekymrede ud - betyder angiveligt at nedsætte den kriminelle lavalder til 14 år. Men på den præmis ville det imidlertid være lige så konsekvent at fjerne den kriminelle lavalder helt og aldeles, sætte den til 5 2/3 år eller til op til 98 2/5. Konklusionen følger alligevel ikke af præmisserne og i særdeleshed heller ikke med henvisning til Ungdomskommissionens rapport.

Politikere kan have legitime grunde til at henvise til deres politiske interesser som grundlag for demokratiske beslutninger. Men også det danske demokrati fratages et væsentligt grundlag at drøfte ud fra, hvis kendsgerninger antastes eller beskyldes for at være politik med andre midler, og ligegyldigheder anvendes som gyldige argumenter. Det gælder for både højre og venstre side af Folketingssalen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten