Meta Science: Postfaktuelt demokrati

Et nyt rædselsregimente er muligvis på vej i informationssamfundets sump: det postfaktuelle demokrati, hvor kendsgerninger erstattes med opportune fortællinger, hvor den gode historie er viral, og hvor politik handler om vælgermaksimering. Den netop overståede amerikanske valgkamp bød på adskillige eksempler fra denne nyåbnede faktaforladte skuffe.

29. august 2012 holdt republikanernes vicepræsidentkandidat Paul Ryan en tale, der selv af Fox News blev omtalt med tre ord: 'Dazzling, deceiving, distracting' og som det åbenbare forsøg 'på at slå verdensrekorden for det største antal løgne og misrepræsentationer, der nogensinde er forekommet i en enkeltstående politisk tale'. Eksempelvis forsøgte Ryan at skyde skylden for nedgraderingen af den amerikanske kreditværdighed på Obama-administrationen, men kreditværdigheden blev reelt nedgraderet, fordi republikanerne truede med ikke at løfte gældsloftet. Ligeledes beskyldte Ryan præsident Obama for at have lukket en General Motors-fabrik i Wisconsin, selvom den faktisk blev lukket under George W. Bush; hertil kommer, at Ryan tidligere havde spurgt om føderale midler til at redde fabrikken, mens præsidentkandidat Romney notorisk har kritiseret redningen af den amerikanske bilindustri, som Obama i sidste instans iværksatte netop for at undgå yderligere lukninger af fabrikker. Senere glimrede Romney på et vælgermøde i byen Defiance med fortællingen om, at bilgiganten Chrysler havde planer om, at flytte 'hele produktionen' af jeep til Kina, hvilket bestemt fik sindene i kog i Defiance, der er hjemby for General Motors. Sandheden er imidlertid, at Chrysler har planer om at lave jeeps i Kina, men ikke med henblik på tilbagesalg til USA og slet ikke har til hensigt at lukke fabrikkerne i Michigan, Illinois eller i Ohio, der laver de ikoniske bilmodeller.

Demokraterne har også undervejs i valgkampen bevæget sig elegant i parallelsporet til sandhedens smalle sti. I spørgsmålet om Romneys mulige skattely producerede Obamas kampagnefolk blandt andet en video, der stillede vilkårlige personer det simple spørgsmål, om de havde oversøiske bankkonti. Naturligvis svarede dem, der blev spurgt 'nej'. Videoen røg på Youtube og Obama-kampagnen henviste til historier fra Associated Press og Vanity Fair om oversøiske konti samtidig med, at teksten 'Is he (Romney, red.) avoiding paying U.S. taxes by having money in those tax havens?'

Der er desværre mange sådanne fortællinger derude, og de kan være særdeles opportune for en bestemt politisk dagsorden, hvis de kan gøres robuste. Nettet er et gement godt medium til at polstre en fortælling gennem mange 'synes godt om', læsninger eller visninger, hvilket over relativt kort tid kan gøre fortællingen viral. Men hvad der er viralt, er ikke nødvendigvis sandt, og hvad der er sandt, er ikke nødvendigvis viralt. Vælgermaksimering fordrer ikke fakta, hvor meget filosoffer og andre i så henseende optimister end kunne ønske, at det gjorde. Men vælgermaksimering er så heller ikke synonymt med demokrati. Hvis ikke demokratiet har adgang til pålidelige kilder og respekt for det gyldige argument, kan der ikke sondres mellem junk-evidens og fakta. Kan der ikke sondres mellem disse to, kan der bydes velkommen til det postfaktuelle demokrati, som hverken er demokratisk eller en funktion af den amerikanske geografi. En sådan faktaforladt velkomstkomité kan hurtigt finde vej hertil; til lands, til vands og i luften.