Til Theresa Schilhab (og resten af ing.dk's læsere!)
Tak for din artikel, hvor du stiller spørgsmålet "Hvem er du?", og f.eks. skriver: "Et menneske uden fortid er et menneske uden fremtid". Her er du inde på noget væsentligt, som imidlertid skal bredes ud i et meget større perspektiv, for at man kan se hvor store problemer menneskeheden har på det område.
Lad mig lige starte med at citere mig selv med følgende tekst-uddrag, som bl.a. kan findes i min kommentar "Reinkarnation er videnskabeligt bevist" her: http://groups.google.dk/group/transformati... :
”Endelig kan jeg lige tilføje at eksistensen af reinkarnation faktisk er videnskabeligt bevist af den fornyligt afdøde professor Ian Stevenson. Se f.eks. Nyt Aspekt (januar 2001) ”Reinkarnation bevist” eller søg på Internettet. Han har samlet over 3000 eksempler på personer, som kan huske tidligere liv. Deraf har han udvalgt 255 små børn, som begyndte at fortælle om deres forrige inkarnation lige så snart de havde lært at tale. Dem har han så undersøgt nærmere og udgivet resultaterne i en videnskabelig afhandling. I alle disse sager har det vist sig at den person barnet beskriver har eksisteret, og barnet vidste ting om den afdøde, som det umuligt har kunnet vide på anden måde.”
Det der er interessant - i relation til din artikel - er således hvorfor vi får hukommelsestab mellem hver inkarnation? Og svaret er selvfølgelig at det er fordi det er traumatisk at dø. I generaliseret form forklarer jeg hukommelsestab og bevidsthedstab på følgende måde i kapitlet "Fornægtelse og fragmentation" i min tekst "Transformationen" på mit website Transformation.SE:
"Når et menneske eller en sjæl gør eller oplever noget traumatisk, chokerende eller overvældende, så fragmenterer bevidstheden eller sjælen. I min terminologi er noget traumatisk per definition noget man ikke kan acceptere, rumme eller forstå, og som man derfor skubber væk, blokerer eller forsøger at løbe fra. Man dømmer og fornægter det. Reelt sker der det at man skubber den del af ens bevidsthed og sjæl, som oplever det ubehagelige, uacceptable eller smertefulde, ud af bevidstheden, og måske helt ud af sjælen, så man taber en del af sin sjæleessens. Shamaner, healere, clairvoyante og lignende i mange forskellige kulturer rundt på kloden har formentlig i årtusinder arbejdet med at løse alle former for problemer, inklusive sygdomme, ved mere eller mindre direkte og bevidst at forsøge at hjælpe mennesker med at bringe tabte og stjålne sjælsfragmenter tilbage til deres rette ejer og forløse den fornægtede smerte og fjerne de mentale blokeringer, dvs. de ubevidste dømmende og fastlåsende misforståelser, i vores aura og chakraer, som hindrer os i at modtage kærlighed, livskraft og forståelse af os selv og livet direkte fra det guddommelige."
Dette er således den overordnede forklaring på al form for hukommelsestab. Det er afgørende at forstå at der altid vil være fornægtelse, og dermed ubevidste dømmende og fastlåsende misforståelser, i forbindelse med al tab af hukommelse og bevidsthed, hvad enten man har glemt hvad der skete for 10 minutter siden, eller hvad man oplevede i en inkarnation for 5000 år siden.
Derved opstår så den tragedie, som du formulerer ganske poetisk her: "Hvis man ikke er forankret til sin egen historie, ... , reduceres man til et snefnug, der føres bort med vinden. Der er stadig opflammen af følelser og glæde ved øjeblikket, men de tabes i næste nu."
Og jeg vil selvfølgelig give dig ret, når du siger: "Det er i summen af dine erindringer at du skal finde dit selv." Men hvis man virkelig ønsker at forstå sig selv og hvem man er, så er det altså ikke nok at kunne erindre hvad der er sket i denne inkarnation. Man skal faktisk helt tilbage og begynde at forstå hvad der skete da ens sjæl blev undfanget af Gudfaderen og Gudmoderen, og hvilke ubevidste dømmende og fastlåsende misforståelser der var tilstede allerede dengang, og som er den grundliggende årsag til alle de problemer vi har haft lige siden.
Du skriver endvidere: "Evnen til at danne den slags hukommelse kan ødelægges ved hjerneskader opstået ved f.eks. virusangreb eller omfattende epileptiske anfald, selvom sproget forbliver intakt."
Hvis vi tager dit eksempel med et virusangreb, så er det afgørende her at forstå at det er de ubevidste dømmende og fastlåsende misforståelser som kvæler og fornægter vores følelser og livskræfter, og dermed svækker os og gør os modtagelige for virusangrebet. Med andre ord: Det er dine tanker og følelser og hvordan du forholder dig til dem, der afgør dit immunforsvars styrke.
Du taler desuden om at "definere et selv", men eftersom vores sjæl har eksisteret i tusindvis af år, så er det ikke så hensigtsmæssigt at forsøge at definere sig selv. Derimod skal vi forsøge at (gen)opdage os selv og vores (guddommelige) oprindelse, og det er jo noget andet.
Kærlig hilsen Henrik Rosenø
