Hvad gør dig til den person, du er? Er det dit udseende, de ting du ejer eller din uddannelse og karriere? Undersøgelser af hvad der sker, når mennesker mister evnen til at lagre erindringer peger på, at episodisk (selvbiografisk) hukommelse, der 'gemmer' på vores personlige oplevelser, er kritisk. Det er den, vi bruger, når vi svarer på, hvor vi var den 11. september 2001 under terrorangrebet på 'Twin Towers' i New York.
Evnen til at danne den slags hukommelse kan ødelægges ved hjerneskader opstået ved f.eks. virusangreb eller omfattende epileptiske anfald, selvom sproget forbliver intakt. Mennesker, der mister evnen til at danne bevidste erindringer, kan stadig lære nyt. De kan f.eks. blive eksperter i at lægge bestemte puslespil, selvom de ingen erindring har om at have lagt puslespillet tidligere. Den procedurale hukommelse som virker uden for bevidst kontrol er således intakt. Derfor har de også stadig talens brug. Evnen til at lære nyt, selvom den bevidste erindring er ødelagt viser, at mennesket har flere uafhængige læringssystemer.
Hvis man ikke kan huske, hvor man bor eller ikke kan genkende sine ejendele, kan man ikke klare sig selv. Men den slags ubehageligheder ville trods alt kunne overkommes med en hjælper. Et større problem er det, at man midt i sin glemsel heller ikke kan holde styr på sit selv, i bogstaveligste forstand. Årsagen er, at der ud af hukommelsen om dagligdagens interaktioner og fortrædeligheder vokser en fortælling om selvet. Den bygger på viden om, hvad man har oplevet, hvad man bryder sig om og hvilke ønsker man har.
Er du så i farezonen, hvis du ikke husker noget om dine oplevelser den 11. september 2001? Eftersom de fleste mennesker bl.a. pga mediedækningen blev udsat for en følelsesmæssig stærk oplevelse, der satte et dybt spor, vil det få nogle til at rynke brynene. Men den manglende erindring vil nok ikke ændre på deres helhedsopfattelse af din personlighed.
Prøv så at forestille dig, hvad der sker, hvis de daglige møder med andre mennesker, de gennemførte projekter og associerede oplevelser ikke fæstner sig. Hvad sker der, hvis der ikke mere er en sammenhæng mellem de tanker du har og de handlinger du udfører, fordi du ikke kan fastholde et mål i mere end 7-10 sekunder? Med så kort et tidsspan vil du være tæt på at glemme begyndelsen af denne sætning før du har læst resten af den til ende. Muligheden for at planlægge såvel den næste halve time som det kommende år falder bort.
Hvis man ikke er forankret til sin egen historie, skabt af hverdagsoplevelsernes indvævning i det personlige erindringstæppe, reduceres man til et snefnug, der føres bort med vinden. Der er stadig opflammen af følelser og glæde ved øjeblikket, men de tabes i næste nu.
Når vi glæder os til julens risalamande, er tanken ikke på den risalamande, vi endnu ikke har spist, men på alle dem, vi igennem tidens løb har smagt. Det er fortiden i vores hukommelse, der binder os til vores fremtid. Her er det mønster som vi opfinder vores selv ud fra. Et menneske uden fortid er et menneske uden fremtid og frataget muligheden for at definere et selv.
Det er altså hukommelsen om, hvad du spiste til aftensmad i går, hvem du er i familie med og din erindrede afsmag for mandelgaver, der gør dig til den du er. Det er i summen af dine erindringer at du skal finde dit selv.
