Meta Science: Hårdt arbejde

I Dagbladet Information kunne man mandag 17. september 2012 læse om Jake Davis, forhenværende hacker, der som en del af sin straf for et cyberangreb har fået forbud mod at færdes på internettet. Umiddelbart noget af en straf, for han har skullet afstå en virkelighed, men har fået en anden, der umiddelbart kan synes mere besværlig:

»Jeg savner onlinesamværets øjeblikkelige følgeskab, chatrummets palaver og den lethed, med hvilken folk med de samme interesser kan finde hinanden. Det siger sig selv, at der ikke er nogen steder i det virkelige liv, hvor man kan indtaste søgeord. Man er nødt til selv at gøre arbejdet.«

Interpersonel kontakt og kommunikation kan være let i den virtuelle virkelighed, men noget mere krævende i den aktuelle. Facebook og andre sociale medier udmærker sig derved, at man kan interagere med andre uden den sociale virkeligheds irriterende afsløringer, pinligheder og arbejdsindsats - en uopdaget bussemand, en ikke-lynet buksegylp, en prut og de ubehagelige pauser i samtalen, mens man febrilsk afsøger landskabet for et nyt tema at tage op med sin konversationspartner.

Således kræver sociale relationer i virkeligheden noget mere, som Davis også erkender. Hvis man indlader sig på kontakt og kommunikation med en anden i det fysiske rum, er man tvungen deltager i det stimuli-respons-spil, samtale er. Man konvergerer på et tema for konversationen, sender prøveballoner op, afstemmer herefter afhængigt af svar, tillader sig en frihed, for herefter at modtage ditto osv. Det kan være arbejdsintensivt, specielt til et selskab eller i anden sammenhæng, hvor man ikke synes at have nævneværdigt tilfælles med den anden. På Facebook kan man behændigt undgå at skulle udvise denne form for initiativ, ihærdighed og virkelyst, da momentan skæven til væggen eller de seneste statusopdateringer vil afsløre, om man umiddelbart har noget tilfælles. Har man ikke det umiddelbart, har man det angiveligt slet ikke.

Det åbenbart besværlige, men virkelige, stimuli-respons-spil skærper således sociale kompetencer på en måde, hvor Facebook, MySpace, Google+ og de andre ikke kan være med. På de sociale medier er alle blevet udstyret med en megafon til offentligheden, men heraf følger ikke nødvendigvis, at der er nogen, som lytter - og hvis de gør, kan det være med det hurtige, men ganske uforpligtende 'like', der ikke siger meget, hvis noget overhovedet, endsige kræver overvejelse, beslutning eller handling, der normalt karakteriserer menneskelig interaktion. Washington Post undersøgte for et par år siden en af Facebooks største applikationer, Causes, der er en fundraiser til alverdens gode formål. 179.000 aktive projekter på siden, men ingen så sig i stand til at mønstre mere end et par tusind kroner, for der er langt fra det blødende hjerte og den virtuelt gode intention, til den virkelige forpligtelse. Tilsvarende er det let at få mange til at støtte ideen om en demonstration mod en uretfærdighed med et 'like', men at få mere end en håndfuld til at troppe op på Rådhuspladsen, når dagen oprinder, er en større udfordring.

En idé kan sagtens fostres på sociale medier, men overvejelse, beslutning og efterfølgende handling kræver typisk, at ideen ventileres, vurderes og vokser sig stærk i det fysiske fællesskab, hvor forpligtelsen blandt andet givet stimuli-respons-spillets karakter binder stærkere, når faktisk, og ikke virtuel, koordination er påkrævet. Virkelig menneskelig interaktion betaler sig, selvom det kan være hårdt arbejde - heldigvis.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten