Messenger susede tæt forbi Merkur i nat

Rumsonden Messenger susede i nat ind mod planeten Merkur og passerede blot 229 kilometer hen over planetens overflade. Forbiflyvningen blev både benyttet til at foretage videnskabelige observationer af planeten, samt afbøje rumsondens bane, så den i 2011 kan gå i kredsløb om Merkur.

Først senere i dag ved Nasa, præcist hvordan forbiflyvningen gik.

Ved passagen benyttede Messenger Merkur til at sænke sin hastighed med cirka 9.700 kilometer i timen og reducere sin tid for et omløb om Solen med 13 dage, oplyste systemingeniøren for Messenger, Eric Finnegan fra Johns Hopkins University Applied Physics Laboratory, der styrer rumsonden for Nasa.

»Manøvren var kritisk for resten af missionen. Vi skulle passere forbi Merkur på det rigtige punkt, så resten af banen bliver, præcis så rumsonden er klar til at gå i kredsløb i marts 2011,« sagde den ledende forsker på Messenger, Sean Solomon fra Carnegie Institution of Washington.

Ved den endelige ankomst til Merkur i 2011 vil Messenger affyre sine styreraketter for at gå i kredsløb om den klippefyldte planet. Herefter vil rumsonden være klar til at gennemføre et års omfattende undersøgelser af planeten.

Nattens forbiflyvning var det sidste af seks besøg ved henholdsvis Jorden, Venus og Merkur siden Messengers opsendelse i august 2004. Forskerne benyttede passagen til det meste ambitiøse videnskabelige program siden den over 2,2 milliarder kroner dyre rumsondes opsendelse.

»Forbiflyvningen er ligesom juleaften for det videnskabelige hold. Vi ved, at der er gaver under træet, men vi ved ikke i detaljer, hvad der er inden i hver enkelt af pakkerne,« sagde Sean Solomon i sidste uge.

Alle rumsondens otte videnskabelige instrumenter blev aktiveret i timerne op til passagen. Til forskel fra tidligere forbiflyvninger var Messengers instrumenter denne gange være programmeret til at scanne hen over planeten for at fokusere på interessante strukturerer, som er blevet identificeret ud fra tidligere billeder. Det var en generalprøve inden den primære mission, hvor den slags kommander også skal benyttes.

Manøvren i nat bragte Messenger tættere på Merkurs ækvatoriale områder end under dens primære kredsløb. Her vil runsondens endelige kredsløb være tættere ved planetens poler.

Under forbiflyvningen afviklede Messenger 7.000 programmerede kommandoer og skulle sende 1.559 billeder tilbage til Jorden. Samlet skulle de otte instrumenter indsamle 50 MB data i løbet af de intensive 37 timer.

Rumsondens primære antenne blev drejet væk fra retningen mod Jorden mandag kl. 16.30 og genoptog først kommunikationen igen onsdag kl. 03.34.

I mellemtiden kunne Nasas teknikere blot følge dens sporingssignal, som dog blev tavst i 51 minutter omkring den tætteste passage.

Dokumentation

Nasa om Messenger-rumsonden

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

50MB data til ca. 1600 billeder giver ca 0,3MP pr. billede hvis hver pixel kun har 8 bit og billederne kan komprimeres med 90%. Og der er da sikkert også andre instrumenter der samler data.

Kan det være rigtigt eller regner jeg helt galt?

  • 0
  • 0

jeg sad lige med det samme spørgsmål. Jeg tror der er en faktor ti galt, idet de to første forbiflyvninger genererede ca. 1,1 GB data i alt med færre billeder pr. passage (1213 første gang og 1287 anden gang). Dette fremgår af NASAs pressekit. Jeg kan ikke umiddelbart finde noget om hvor meget data denne passage skulle give, men jeg vil gætte på at der nok er tale om 500 MB.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten