Mere bioethanol i benzinen ødelægger vores biler

Hundredtusindvis af danske biler kan ikke tåle biobenzin i de mængder, som vil blive solgt på tankstationerne om to år, når Danmark skal opfylde EU's og egne krav om biobrændstoffer i transportsektoren.

For at nå målet i 2010 skal der tilsættes 8,5 procent bioethanol til benzinen, og ifølge det tyske blad Autobild vil bilmærker som Hyundai, Nissan og Opel ikke give grønt lys for mere end de nu tilladte fem procent biobenzin i deres biler.

Mazda, Renault og Skoda vil kun love, at deres nyere biler kan klare mere bioethanol - nemlig ti procent.

Forleden er en ny liste kommet på gaden fra den tyske pendant til FDM, Adac. Ifølge dén er status for de førnævnte bilmærker ændret: Nu kan Hyundai-biler fra efter 1992, Nissan modeller fra 2000 og fremad - og de allerfleste Opel-modeller køre på 10 procents bioethanol, ligesom Renault og Skoda nu vil tillade mere biobenzin på nogle af deres ældre bil-modeller.

Benzinselskaberne, der kommer til at stå for iblanding og salg af biobenzin og -diesel, vurderer, at en meget stor del af den danske bilpark ikke kan køre på mere end fem procent bioethanol.

»Hvis vi pålægges at sælge biobenzin, vil vi være helt sikre på, at bilerne nu også kan køre på de større mængder af bioethanol,« siger teknik- og miljøchef i Oliebranchen, Michael Mücke Jensen.

Bioethanol tærer motoren

FDM er bekymret for, hvordan bilejerne bliver stillet i 2010.

»For os gælder det om at sørge for, at en masse bilister ikke får ødelagt deres biler ved at tanke benzin med for højt indhold af biobrændstoffer,« siger chefkonsulent Torben Michael Kudsk fra FDM.

Det motortekniske problem med bioethanol er, at alkoholen tærer på slanger, pakninger og på motorblokken. Også biodiesel kan være et problem. Her frygter motorfabrikanterne, at dieselmotorernes indsprøjtningssystem ikke kan holde.

I Energistyrelsen erkender chefkonsulent Peter Trier, at man ikke uden videre kan forøge indholdet af biobrændstof i benzin og diesel.

Han fortæller, at problemet også eksisterer på EU-plan, hvor man i øjeblikket diskuterer med blandt andre bilfabrikanterne, hvor meget indholdet kan forøges, og om køretøjerne - og ikke mindst den eksisterende bilpark - kan tåle et højere indhold af biobrændstoffer.

»Hvis forhandlingerne om brændstofkvaliteter ikke fører til, at bilerne kan køre på mere biobrændstof, så har hele EU et problem i forhold til at nå sit biobrændstofmål i 2010,« siger chefkonsulenten.

Han tilføjer, at Danmark afventer udfaldet af diskussion i EU, før man tager stilling til, hvad man skal gøre ved problemet.

EU-Kommissionen har foreslået, at man kan løse problemet ved at etablere flere standere på tankstationerne. Én med fem procent biobrændstof og én med ti procent iblanding til de nye biler.

Men flere eksperter tvivler på, om man kan nå miljømålene, fordi mange bilister vil vælge den mere sikre blanding på fem procent.

Dokumentation

Adacs nye list

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er jo ikke er spørgsmål om man kan gøre det. Det er et spørgsmål og man har gjort det, hvis du forstår hvad jeg mener.

Hvis nogle biler er bygget med pakninger og slanger der opløses/tæres af høje iblandinger, så skal man altså udskifte disse slanger og pakninger (hvilket "man" ikke gider).

Det er dog min opfattelse at man i branchen var enige om at op til 10% iblanding af biobrændstof ikke udgjorde noget problem, så det er lidt overraskende at nogen nu rejser den problemstilling.

  • 0
  • 0

Det kommer meget an på hvor billigt og hvor bilerne er producerede. Rigtig mange amerikanske biler kan klare vilkårligt høje ethanolprocenter, mens f.eks. Fiat, Daewoo m.fl. kun er godkendt til 5 vol%, selv de nye modeller. Det er primært plastic-komponenter (især PVC) som er i farezonen for nedbrydning, samt enkelte gummi-typer.

  • 0
  • 0

Hvis nogle biler er bygget med pakninger og slanger der opløses/tæres af høje iblandinger, så skal man altså udskifte disse slanger og pakninger (hvilket "man" ikke gider).

Hvis det er det eneste problem, så er der ingen kvaler. Så må "man" leve med en bil der går i stykker hurtigt.

  • 0
  • 0

Hverken i Sverige eller USA har det vist sig at være et problem i praksis. I USA kører man allerede med 10% iblanding. Indfører man E85 (85% ethanol) til flexifuel biler sammen med 5% iblanding i almindelig benzin, vil de nuværende krav om iblanding kunne opfyldes, uden at gå på kompromis med bekymringer omkring motorenes holdbarhed.

  • 0
  • 0

Nu er det en ældre artikel, men der var da noget ude omkring problemer med fordampning fra sprit-bilerne:

http://ing.dk/artikel/72850

Så der er måske nogle problemer med ukritisk at tilsætte sprit til benzinen.

At det er ældre biler der (måske) får problemer med for høj sprit-procent rammer jo også hårdt her i landet hvor der er rigtig mange ældre biler pga. den ******* afgiftspolitik man har gang i :-(

Thomas

  • 0
  • 0

Nu skal man passe rigtig meget på med at tro, at bioethanol løser verdens problemer i et hug. F.eks. har undskyldningen for de høje kornpriser bl.a. været en meget støre efterspørgsel, da det blev brugt til bioetanol. Hvis det holder stik, vil vi jo få endnu en voldsom stigning i madpriserne ved at forbruge mere af den sprit.

MVH Jan E. Sørensen

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten