Menneskets teknologiske fremtid på udstilling

Illustration: fra udstillingen Human+ på CCCB Barcelona

BARCELONA Filmen ‘Back to the future’ fra 1985 gav et bud på, hvordan vi ville leve i 2015 med flyvende skateboards og sko, der kunne snøre sig selv. Det var fantasi, men virkeligheden blev meget vildere: Internet, cyborgs, robotter, kloner og 3D-printere er blot nogle få eksempler fra vores virkelighed i dag.

På relativt kort tid har teknologien forandret, hvad det vil sige at være menneske – et tema, der er i fokus på udstillingen Human+, der netop nu kan ses i Barcelonas kulturcenter CCCB efter tidligere at have været vist i Dublin på Science Gallery, der også har lavet udstillingen.

Human+ lægger blødt ud og sætter fokus på kroppen. Engang måtte et menneske, der var født uden lægbensknogler i underbenene, tage til takke med en rullestol. Nu kan hun, som amerikanske Aimee Mullins, blive professionel atlet. I 1996 deltog hun ved OL i Atlanta, og to år senere satte hun verdensrekord i 100-­meter løb, 200 meter og højdespring.

Siden er det blevet diskuteret, om atleter, der deltager ved handicap-­OL med benproteser, har en fordel frem for de, der ‘bare’ har ben. De proteser, Aimee Mullins satte verdensrekord med, var modelleret i kulfiber efter en gepards bagben, og hun har 12 forskellige par ben.

Et øre i armen

Den australske performancekunstner Stelarc har ikke fået et ekstra ben, men et ekstra øre. Det er indopereret i hans venstre underarm, og går det, som han har tænkt, vil der blive tilføjet Bluetooth, så andre kan lytte med. Foreløbig er projektet dog blevet udsat på grund af en infektion i øret – eller er det armen?

Mest ekstrem er dog nok den spansk-britiske kunstner Neil Harbisson, der har fået indopereret en antenne i sit kranium. Neil Harbisson er født farveblind. Antennen, der buer syv centimeter over hans hoved, er forbundet med en chip, der registrerer de lysfrekvenser, han omgives af, og omdanner dem til lyd, så han kan ‘høre’ farver.

På udstillingen kan man vælge et farvekort og lægge det på en scanner, så man sender Neil Harbisson en ‘farvelyd’. Chippen registrerer også farver, der ellers ikke er synlige for det menneskelige øje, såsom ultraviolet og infrarød, hvormed hans antenne er med til at udvide det menneskelige sansefelt. En stand på udstillingen hævder, at mange af os allerede er cyborgs, altså mennesker tilsat teknologi i kraft af al den teknologi, mange af os omgiver os med.

Den canadiske kunstner Louis-­Philippe Demers har lavet en hel væg af robotansigter, hvis øjne følger de forbipasserendes færden – måske som en kommentar til, at det ifølge den seneste forskning i kunstig intelligens og sociale robotter nu er muligt at etablere øjenkontakt mellem mennesker og robotter.

Her er også billeder af den franske fotograf Yves Gellies, der har været omkring nogle af verdens førende laboratorier, der forsker i menneske-robotter. Han har fotograferet et par robotter, der danser, en anden, der sidder ved et køkkenbord med en kop i hånden, og en tredje, der er ved at blive klædt på. Som fotografen skriver: Hvad der i sidste ende udgør forskellen mellem menneske og robot, er evnen til at definere et selv og at definere sig selv. Til forskel fra robotterne har vi en historie, vi fortæller om os selv.

Teknologien påvirker unægteligt vores bevidsthed, om hvad vi kan, og hvad virkelighed er. I et rum kan man få et par virtuelle briller på og løbe ud i et psykedelisk landskab. Det føles, som om man er der.

Rutsjebane til aktiv dødshjælp

Aldrig er vi blevet så gamle, og aldrig har vi kunnet kurere så mange sygdomme. Kunstneren Jaemin Paik funderer over, hvordan vore familierelationer vil ændre sig, hvis vi lever, til vi bliver 150 år gamle. Hvordan ville det være at have en bror eller søster, der var 50 år yngre end én selv? Eller at komme til te hos sine tipoldeforældre?

Det er også tænkeligt, at lægevidenskaben i fremtiden kan holde os så længe i live, at vi til sidst bare ønsker at dø. Bliver det tilfældet, kan den litauiske kunstner og inge­niør Julijonas Urbonas’ rutsje­bane ‘Euthanasia Coaster’ komme til undsætning. Mens han studerede på Royal College of Art i London designede han en rutsjebane til aktiv dødshjælp. Det er noget af en sidste rutsjetur, den døende får med et næsten frit fald på 500 meter.

Human+ kan ses på CCCB i Barcelona indtil 10. april 2016. Det er endnu uvist, hvor i Europa den vil blive vist derefter – se her for en opdateret plan.