Mennesket kan skelne flere end 1.000 milliarder forskellige lugte

Mennesket kan skelne mellem flere millioner forskellige farvenuancer og omkring en halv million forskellige toner.

I den videnskabelige litteratur og i populærvidenskabelige skrifter hævdes det typisk, at næsen kan skelne mellem 10.000 forskellige lugte, skriver Andreas Keller fra Rockefeller University i New York i en ny artikel i Science. Men det er mildest talt en underdrivelse.

Andreas Keller har nemlig sammen med tre kolleger gennemført forsøg med 26 personer, der viser, at mennesker kan skelne mellem mindst 1,72 x 10^12 lugte. Og det er endda en konservativ værdi, skriver forskerne i deres artikel.

Der er tale om den første egentlige undersøgelse af næsens evne til at skelne mellem lugte. Tallet på 10.000 har nærmest været taget ud af den blå luft.

Ekstrapolation er en nødvendighed

Andreas Keller brugte 128 forskellige lugtmolekyler, som han blandede i kombinationer indeholdende enten 10, 20 eller 30 molekyler.

Selvom tallet lyder voldsomt højt, så bemærker Keller i artiklen, at der findes 1,54 x 10^29 forskellige kombinationer med 30 af de 128 stoffer (128!/(30! x (128-30)!).

For hvert blandingsforhold, der kan identificeres, er der altså 8,95 x 10^16 blandingsforhold, der ikke kan skelnes.

Det siger sig selv, at man ikke har undersøgt alle kombinationer. Vurderingen af evnen til at skelne lugte er sket ved ekstrapolation.

Forsøgspersonerne skulle ud fra tre prøver, hvoraf to var identiske, finde den prøve, der skilte sig ud.

Det viste sig, at forsøgspersonerne kunne identificere forskelle mellem blandinger, hvor op til 51,17 pct. af ingredienserne var de samme. Kom man over dette tal, var det kun et fåtal af forsøgspersonerne, der kunne skelne mellem blandingerne.

Da der er 1,72 x 10^12 blandinger bestående af 30 lugte ud af 128, der højst har 51,17 pct. af de samme ingredienser, konkluderer forskerne, at dette tal er en nedre grænse for, hvor mange forskellige lugte mennesker kan skelne mellem.

Det reelle tal kan være mange gange større, skriver de.

Lugtesansen har mistet værdi

Spørgsmålet er så, om moderne mennesker har brug for denne evne.

I en pressemeddelelse fra Rockefeller University bemærker Andreas Keller, at vore forfædre måske havde større nytte af denne evne.

Menneskets opretstående position har fjernet næsen fra jorden, hvor de fleste lugte stammer fra, og moderne bekvemmeligheder som køleskabe og daglige bade har fjernet mange lugte i hverdagen.

»Det er måske derfor, den generelle opfattelse er, at lugtesansen er mindre vigtig end evnen til at se og høre,« siger Andreas Keller.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvilken tosse har så fundet ud af det.. Ved klovnen hvad 1000 mia er, og er det talt efter. Håber ikke den "forskning" er sket for offentlige kroner

Hvilken tosse har kommenteret det her? Hvis han havde læst artiklen, ville han kunne se, at det er en der hedder Andreas Keller fra Rockefeller University i New York.

Personlig synes jeg da bestem at det er interessant viden, selvom det nok ikke er noget der fører direkte til den næste børsintroduktion af et eller anden ligegyldigt produkt.

  • 11
  • 1

Hvornår blev kommentarsporet på ing.dk som Nationen? Det er utroligt at det kan lade sig gøre, reglerne for debatten taget i betragtning:

  • Indlæg skal holdes inden for emnet og føre debatten videre.
  • Indlæg skal holdes i en sober tone og på et fagligt niveau - og derigennem bidrage til en saglig og konstruktiv debat.

At kalde forskeren bag undersøgelse for en tosse og et fjols, klage over værdien af forskningen og undersøgelsen i det hele taget er hverken sobert, indenfor emnet eller på et fagligt niveau.

Med det sagt, så finder jeg det ikke overraskende at vi kan skelne mellem mere end 10.000 lugte. Lugtesansen er en af de primære defensive sanser. Vi kan lugte om mad er fordærvet, dyr tæt på, ekskrementer.

Spørgsmålet er, om det overhovedet giver mening at diskutere om vi kan skelne mellem 10.000, 100.000.000 eller 1.000.000.000.000 lugte? Der er stensikkert masser af nuancer i lugtene, men hvis forskellen er mindre end mellem farverne #35a2f0 og #35a2f1, så burde vi nok fjerne tallet og sige: mennesket kan skelne mellem nok lugte.

  • 12
  • 0

Har altid fundet at lugtesansen var den mest flippede af vores sanser.. Der var en periode, hvor jeg tænkte en del over det.. f.eks. den her.. at hvis man boede på landet og kunne lugte lort fra gyllespredning, betød det så reelt at man fik lort i næsen, eller hvordan blev budskabet om at de spredte gylle egentligt overført til min lugtesans. Det er sku da mega intressant, og det giver mening at lugtesansen er enormt nuanceret. I forhold til synet, hvor der altid vil være en form for kontekst, når man ser noget. Så er lugtesansen ofte alene om at tolke, så man skal ud fra dette indput alene, kunne konkludere en masse og reagere ud fra. En forsker fortalte mig så, at nej, jeg fik ikke reelt lort i næsen når jeg kunne lugte det, det var mere avanceret end dette, men er ikke nok inde i det til at kunne forklare det desværre :)

Fortsat god søndag!

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten