2.900 gigaton CO2. Så stor må den samlede menneskeskabte udledning fra kul, gas og olie være frem til år 2100, hvis vi skal nå et erklæret mål fra alverdens ledere om en maksimal temperaturstigning på to grader, når dette århundrede rinder ud. Det konkluderer FN’s klimapanel, IPCC, i sin seneste rapport, som blev offentliggjort under stor ståhej i København i går.
Problemet er bare, at vi allerede har udledt to tredjedele af den mængde CO2, og intet tyder på, at kurven knækker. Kulkedlen kører fortsat på højtryk, og sidste år steg den globale CO2-udledning med mere end to procent i forhold til året før.
Siden 1750 har verdens lande sluppet 1.900 gigaton CO2 ud i atmosfæren. Og halvdelen er udledt alene inden for de seneste 40 år. Det vil altså sige, at vi om endnu 40 år nærmer os grænsen for den maksimale udledning – og det er vel at mærke, hvis vi ‘kun’ udleder samme mængde som nu.
Tina Christensen fra DMI, der er dansk delegationsleder i IPCC, erkender, at det bliver svært at holde sig inden for grænsen.
»Når man kigger på CO2-kurven, er det tydeligt, at der skal handles nu. Det er vigtigt, at verdens ledere forstår dette, og netop derfor fremhæver vi tallene i rapporten,« siger hun.
I dag udgør fossile brændsler over halvdelen af produktionen til verdens elforbrug, og i lande som Kina og Indien, hvor efterspørgslen på el stiger støt år for år, bliver der stadig bygget kulkraftværker.
»Samtidig har du lande med kæmpestore kul- og oliereserver, som har store interesser på spil i at bevare de fossile brændsler,« siger Kirsten Halsnæs, professor på DTU og medforfatter til IPCC’s tredje delrapport.
Alligevel bevarer hun troen på, at målet kan nås. Men hvis det skal lade sig gøre, skal CO2-kurven knækkes i 2020, og udledningen skal herefter falde.
Ifølge John Christensen, der er leder af DTU’s Unep-center, som er ledende inden for international forskning i klima og energi, skal vi nok ikke gøre os forhåbninger om at knække kurven i 2020.
»Vores beregninger viser, at vi til den tid overskrider det såkaldte ‘carbon budget’ , altså den mængde CO2, vi kan udlede for at nå klimamålene, med 8 til 10 gigaton om året,« siger han.
Til gengæld tror han stadig, at vi på sigt kan nå at rette op på CO2-budgettet, hvis vi i de kommende år får igangsat nogle tiltag på klimafronten, som holder ind i fremtiden.
»Det er vigtigt, at vi ikke nu låser os fast i teknologi de næste 20-30 år, som ikke batter på CO2-kontoen, men hvis vi kommer i gang med at satse på vedvarende energi og energieffektiviseringer, kan vi være bedre rustet frem mod 2100,« siger han.
Men tror du helt ærligt, at det kan lade sig gøre at nå 2100-målene?
»Jeg tror på, at vi ikke har noget alternativ. Det er ikke sådan, at vi kan køre ud på kanten og vende om. Hvis vi kører ud på kanten, falder vi i,« understreger John Christensen.
»Det største problem bliver at finde ud af, hvem der skal betale regeringen. For selv om det betaler sig at sadle om i det lange løb, er der nogle lande, som ikke har råd til at betale regningen nu og her.«
Men kan du udelukke, at vi kører ud over kanten?
»Nej, det kan jeg ikke. Jeg er bare nødt til at tro på det.«
