Menneskeheden har allerede opbrugt to tredjedele af historiens samlede CO2-kvote

3. november 2014 kl. 17:1312
Menneskeheden har allerede opbrugt to tredjedele af historiens samlede CO2-kvote
Illustration: IPCC.
Det samlede menneskeskabte CO2-udslip må aldrig overstige 2.900 gigaton. Men vi har allerede udledt 1.900 gigaton, heraf halvdelen de seneste 40 år, og udslippet bare stiger og stiger, advarer klimapanel.
Artiklen er ældre end 30 dage

2.900 gigaton CO2. Så stor må den samlede menneskeskabte udledning fra kul, gas og olie være frem til år 2100, hvis vi skal nå et erklæret mål fra alverdens ledere om en maksimal temperaturstigning på to grader, når dette århundrede rinder ud. Det konkluderer FN’s klimapanel, IPCC, i sin seneste rapport, som blev offentliggjort under stor ståhej i København i går.

Problemet er bare, at vi allerede har udledt to tredjedele af den mængde CO2, og intet tyder på, at kurven knækker. Kulkedlen kører fortsat på højtryk, og sidste år steg den globale CO2-udledning med mere end to procent i forhold til året før.

Læs også: Dansk delegationsleder: Vi fik, hvad vi kom efter i klimarapporten

Siden 1750 har verdens lande sluppet 1.900 gigaton CO2 ud i atmosfæren. Og halvdelen er udledt alene inden for de seneste 40 år. Det vil altså sige, at vi om endnu 40 år nærmer os grænsen for den maksimale udledning – og det er vel at mærke, hvis vi ‘kun’ udleder samme mængde som nu.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tina Christensen fra DMI, der er dansk delegationsleder i IPCC, erkender, at det bliver svært at holde sig inden for grænsen.

»Når man kigger på CO2-kurven, er det tydeligt, at der skal handles nu. Det er vigtigt, at verdens ledere forstår dette, og netop derfor fremhæver vi tallene i rapporten,« siger hun.

Kurven skal knække i 2020

I dag udgør fossile brændsler over halvdelen af produktionen til verdens elforbrug, og i lande som Kina og Indien, hvor efterspørgslen på el stiger støt år for år, bliver der stadig bygget kulkraftværker.

»Samtidig har du lande med kæmpestore kul- og oliereserver, som har store interesser på spil i at bevare de fossile brændsler,« siger Kirsten Halsnæs, professor på DTU og medforfatter til IPCC’s tredje delrapport.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alligevel bevarer hun troen på, at målet kan nås. Men hvis det skal lade sig gøre, skal CO2-kurven knækkes i 2020, og udledningen skal herefter falde.

Læs også: Opråb fra FN-forskere: Kul og gas skal helt ud af energiforsyningen

Ifølge John Christensen, der er leder af DTU’s Unep-center, som er ledende inden for international forskning i klima og energi, skal vi nok ikke gøre os forhåbninger om at knække kurven i 2020.

»Vores beregninger viser, at vi til den tid overskrider det såkaldte ‘carbon budget’ , altså den mængde CO2, vi kan udlede for at nå klimamålene, med 8 til 10 gigaton om året,« siger han.

Til gengæld tror han stadig, at vi på sigt kan nå at rette op på CO2-budgettet, hvis vi i de kommende år får igangsat nogle tiltag på klimafronten, som holder ind i fremtiden.

»Det er vigtigt, at vi ikke nu låser os fast i teknologi de næste 20-30 år, som ikke batter på CO2-kontoen, men hvis vi kommer i gang med at satse på vedvarende energi og energieffektiviseringer, kan vi være bedre rustet frem mod 2100,« siger han.

Vi har ikke noget alternativ

Men tror du helt ærligt, at det kan lade sig gøre at nå 2100-målene?

»Jeg tror på, at vi ikke har noget alternativ. Det er ikke sådan, at vi kan køre ud på kanten og vende om. Hvis vi kører ud på kanten, falder vi i,« understreger John Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det største problem bliver at finde ud af, hvem der skal betale regeringen. For selv om det betaler sig at sadle om i det lange løb, er der nogle lande, som ikke har råd til at betale regningen nu og her.«

Men kan du udelukke, at vi kører ud over kanten?

»Nej, det kan jeg ikke. Jeg er bare nødt til at tro på det.«

12 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
12
8. november 2014 kl. 04:15

Puha! Han var en slem elitær kapitalist, ham Svante Arrhenius, der "opfandt" menneskeskabt global opvarmning i 1896

Du har mere ret end du aner, specielt mht. det elitære.

Arrhenius var en af initiativtagerne til og sad i bestyrelsen for ”Det svenske selskab for racehygiejne”, som blev dannet i 1909 som en pendant til det tyske ”Gesellschaft für Rassenhygiene”. Det førte i 1922 til det svenske ”Statens Institut for Racebiologi”, som det første at sin slags i verden. Det var model for oprettelsen af det tyske ”Kaiser Wilhelm Institut für Rassenhygiene” i 1927. Det svenske institut stod bl.a. for:

Steriliseringen af 63.000 ”degenererede” svenskere. Katalogisering af mindst 100 000 svenske værnepligtige og fængselsindsatte, der fik registreret begavelse, social status, arbejde, personlighed, kropslængde, næsebredde, næsehøjde, ørebredde,øjebredde, øjefarve, benlængde, skulderbredde, hårfarve og meget mere, suppleret med et fotoarkiv. Tvangsopmåling af mindst 3000 samer på samme måde, etc., etc.

11
6. november 2014 kl. 13:32

"opfandt" menneskeskabt global opvarmning?

Du mener, at han udviklede en TEORI til at forklare istiden. Og han FORSØGTE at beregne hvordan Co2 kunne ændre overfladetemperaturen på joden.

Selv is-tiden er der ingen beviser for.

Tænk selv i stedet for at tilbede andre mennesker teorier.

9
6. november 2014 kl. 09:49

Om vi så brænder al olie, kul og gas af over de næste 10 år vil det kun have en minimal og ganske kortvarig indflydelse på klimaet.

Menneskeskabte klimaændringer er ikke andet, end en planlagt løgnehistorie, opfundet af elitære kapitalinteresser. Det er et værktøj til adfærdsregulering, manipulation og til at plyndre dig og mig for penge.

Et af målene med denne agenda (FN Agenda 21) er at vi skal lære at tilbede moder jord. Vi skal manipuleres til at tro, at jorden er overbefolket, og at der ikke er ressourcer nok.

8
4. november 2014 kl. 10:15

Det er fuldstændig korrekt, når Jacob Christian Munch-Andersen skriver, at "resttiden" er langt under de 40 år. Udledningen nu er langt over gennemsnittet de sidste 40 år. Opfordrer til at det rettes i artiklen. I en rapport fra CASA fra 2010 har jeg set på konsekvensen af denne tilgang om en restpulje. Jeg anvendte her en tilladelig restpulje på 750 gigatons, dvs lavere end nævnt i artiklen. Restmængden afhænger af hvilket sandsynlighed der lægges til grund. Jeg så på konsekvensen for krav til udledning - fx EU. Hvis restmængden fordeles jævnt til jordens borgere betyder det fx, at EU's andel i restmængden er 56 gigatons hvilket svarer til EU's aktuelle udledning over kun 14 år. Hvis det skal nåskræver det en årlig reduktion på 6,5 % - eller at EU i 2020 skal have reduceret med 52 % og i 2030 med 75 %. De fastsætte mål ligger milevist herfra, og det betyder at EU's aktuelle politik skyder langt over de 2 graders stigning. (selvom regnestykket ændres til en restmængde på 1.000 gigaton ændrer det kun lidt - EU's restmængde øges fra de 56 til 75 gigaton og det giver nogle få år mere. Dette regnestykker viser, at der i den politiske virkelighed ikke er skyggen af chance for, at vi kan holde os under 2 graders målet. Det er for længst for sent. Du kan rapporten her.https://www.casa-analyse.dk/default.asp?Action=Details&Item=765(kopier linket ind i din browser)

7
4. november 2014 kl. 09:25

mennesket skal nok overleve

Hvis civilisationen ikke overlever, så overlever menneskeheden heller ikke. Udviklingen har gjort, at det moderne menneske ikke kan overleve at civilisationen går under. Og måske tager vi planeten med os i graven.

6
4. november 2014 kl. 07:15

Planeten skal nok overleve, mennesket skal nok overleve, spørgsmålet er om vores civilisation overlever?

5
4. november 2014 kl. 03:30

Heldigvis tager planeten ikke skade af +2 grader. Men vi skal nok til at få ro på de lande som ligger højt. Dog er det lidt optimistisk at tro det bare kommer som lidt højere vandstand. Lur mig om vi ikke kommer til at se mere og mere voldsomt vejr.

4
3. november 2014 kl. 21:38

Med den nuværende udledning vil det altså kun tage 30 år at udlede de sidste 1000 gigaton, vi udleder trods alt en godbid mere nu end gennemsnittet for de seneste 40 år. Fremskriver vi derimod CO₂-udledningen med en forsat stigning kan det gøres på 25 år.

3
3. november 2014 kl. 18:41

Selvom vi nu skulle "komme til", at udlede for meget CO2 og dermed stiger temperaturen med mere end 2 grader og verdenshavene kommer lidt tættere på, så gør det jo ikke det store. Jeg er ret sikker på menneskeheden nok skal overleve i en eller anden form. Det er absolut ikke enden på menneskeheden, at det her sker. Det bliver i et absolut andet klima og vi bliver nok ikke så mange. Det kan også godt være vi overlader et ordentligt lokum af en planet til vores børn og børnebørn, men mon ikke de klarer sig i det store hele og får næste generation frem.

Det er ikke såååå slemt endda....

2
3. november 2014 kl. 18:23

Jeg er helt enig. Klimaet bør indse at vi ikke kan nøjes med at udlede 2900 gigaton CO2. Naturen bør sætte sig til forhandlingsbordet med et mere realistisk mål, 4000 gigaton måske og 1,5 graders opvarmning. Det nytter ikke sådan at komme med et umuligt ultimatum bare fordi man er en planet.

1
3. november 2014 kl. 18:05

Opråb fra FN-forskere: Kul og gas skal helt ud af energiforsyningen

Det her er efter min mening et udtryk for, at jordforbindelsen er "smuttet" helt og aldeles.

Men kan du udelukke, at vi ikke kører ud over kanten? »Nej, det kan jeg ikke. Jeg er bare nødt til at tro på det.«

Tjaah - den bemærkning synes at bekræfte min mening.