Et mellemstort sort hul gemmer sig måske et par hundrede lysår fra Mælkevejens midte

I Mælkevejens midte findes et supertungt sort hul, der er flere millioner gange tungere end Solen. Hvordan dette sorte hul har fået sin enorme masse er imidlertid lidt af et mysterium for astronomer og astrofysikere.

Forskerne er nemlig sikre på, at det – og andre supertunge sorte huller i galaksernes centre – var meget lettere i universets barndom, da det kun var nogle hundrede millioner år gammelt.

En af de mest oplagte forklaringer er, at de supertunge sorte huller har vokset sig store ved at opsluge mellemstore sorte huller, der er omkring nogle hundrede tusinde gange tungere end Solen.

Ingen har 'set' dem

Der har imidlertid manglet sikre detektioner af sorte huller, der kan understøtte denne hypotese, men en sådan er måske nu gjort med Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) i Chile, der har observeret stråling fra en molekylær gasky tæt ved 200 lysår fra Mælkevejens centrum.

En japansk forskergruppe redegør i en ny artikel i Nature Astronomy for, at denne stråling kun kan forklares med, at der midt i skyen findes et mellemstort sort hul med en masse i omegnen af 100.000 solmasser.

Det er dermed kandidat til at være det næststørste sorte hul i Mælkevejen efter det centrale supertunge sorte hul og langt større end den eneste anden kendte kandidat til et såkaldt IMBH (Intermediate-Mass Black Hole), som skønnes at være 1.300 gange tungere end Solen.

Stammer muligvis fra opslugt dværggalakse

Hvis det er tilfældet, er næste naturlige spørgsmål, hvordan dette sorte hul er opstået.

Det er for stort til, at det kan være opstået i en stjernehob, skriver Tomoharu Oka og de øvrige forskere.

Deres bedste bud er derfor, at det stammer fra en dværggalakse, som på et eller andet tidspunkt er blevet opslugt af Mælkevejen.

Forskerne skriver afslutningsvis i deres artikel, at de har to yderligere observationer fra nær Mælkevejens centrum, der bedst kan forklares med sorte huller. Disse er beskrevet i en anden arikel i Astrophysical Journal Letters.

Emner : Universet