Mellemledere løber skrigende væk fra dårlige direktører

Manipulerende, løgnagtige og egoistiske direktører, der tager æren for det arbejde, medarbejderne har udført, får 31 procent af de danske mellemledere til at overveje at skifte job.

Det viser en online-undersøgelse fra Marketwatch, som er sendt ud til 2.680 mellemledere. 483 har svaret.

34 procent af mellemlederne oplever, at den nærmeste chef er manipulerende. 32,4 procent oplever, at lederen har taget æren for vedkommendes eller kollegers resultater. 22,7 procent har ligefrem oplevet, at chefen har løjet, og over halvdelen oplever, at chefen er egoistisk.

På spørgsmålet: "Hjælper din nærmeste leder dig til at skabe bedre resultater i dit job?" svarer 45,4 procent, at chefen ikke gør nogen forskel, og 5,9 procent siger, at chefen har negativ indflydelse på præstationen.

Chefer har fagligt fokus
Administrerende direktør Keld Jensen, Marketwatch, mener, at mellemledernes oplevelse af dårlige topchefer skyldes, at ledere er mest fokuseret på det faglige.

»I uddannelsen bliver du gjort til en dygtig økonom eller ingeniør, der kender markedet og produktionen. Der er for lidt fokus på følelsesmæssig intelligens, empatiske evner, kommunikation og det at motivere mennesker,« siger han.

Finn Janning, ph.d. i ledelsesfilosofi fra Handelshøjskolen i København, påpeger over for Ritzau, at dårlig ledelse er negativt for både virksomhedens innovationsevne og for bundlinjen.

Ledelse skal tages alvorligt
Virksomhederne har alt for ofte for lidt fokus på ledelse. En ingeniør bruger fem år på at blive en god ingeniør på studiet, og mange får så et kort lederkursus, påpeger Keld Jensen.

En ny analyse fra Greens viser, at den vigtigste egenskab for fremtidens leder er evnen til at kommunikere, og på andenpladsen kommer det at have en god emotionel intelligens.

Til sammenligning finder lederne økonomisk indsigt på en sjetteplads og solid teknisk og faglig kunne på syvendepladsen.

»Mange ledere roser kun medarbejderne for det faglige, ikke personligheden. Men det er jo motiverende at få at vide, at man er et tillidsvækkende og dejligt menneske. Ledere skal turde behandle medarbejderne som hele mennesker,« siger Keld Jensen.

Undersøgelsen er lavet, fordi Keld Jensen er ved at researche til en bog om tillid, etik og moral i forholdet mellem chef og medarbejdere.

Emner : Ledelse