menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
De politiske vinde blæser i retning af en midlertidig løsning til det danske atomskrot. Siden internationale eksperter i februar gav de danske planer for et slutdepot huden fuld af faglig kritik, har parti efter parti erklæret deres støtte til den mindre permanente løsning – et såkaldt mellemlager, der skal opbevare det farlige affald i op til 100 år. Men planen kommer med et betydeligt større prismærke, lyder det i en rapport fra Dansk Dekommissionering (DD) og Geus.
Mens et slutdepot skal begrave atomskrottet en gang for alle, så sigter mellemlageret efter at håndtere det sikkert, indtil en bedre løsning viser sig. Ikke desto mindre, vil mellemlageret komme med en »betragtelig ekstra udgift for det danske samfund,« siger rapporten.
De ekstra omkostninger skyldes ifølge de to myndigheder særligt den nødvendige drift og vedligeholdelse, der skal til i lagerets levetid. I op til 100 år skal lageret bemandes og holdes ved lige, og det radioaktive affald skal løbende pakkes om i takt med, at beholderne bliver korroderet i stykker. Den slags udgifter findes ikke ved et slutdepot, fastslår rapporten.
Dertil kommer udgifter i forbindelse med at bygge og flytte affaldet til et slutdepot, når lageret i fremtiden har udtjent sit formål. I mellemlageret vil flere medarbejdere desuden skulle udsættes for radioaktive doser i forbindelse med arbejdet.
Foruden mellemlager og slutdepot undersøger Folketinget også muligheden for at eksportere det radioaktive affald – muligvis i kombination med et lager. Den længe ventede rapport fra DD og Geus skal hjælpe politikerne med at vælge den bedste løsning for affaldet.
Af rapporten fremgår det, at ulykker ved et mellemlager tæt på jordoverfladen vil have større konsekvenser end ved et dybtliggende slutdepot.
»Alt andet lige vil et uheld, fx flystyrt, i lageret forårsage større udslip og doser til mennesker og miljø, fordi der er færre fysiske og kemiske barrierer i et mellemlager end i et depot,« lyder begrundelsen.
Sikkerheden ved et mellemlager trues desuden af, hvad rapporten kalder »tab af institutionel kontrol«. Hvis en krig for eksempel ikke længere lader myndighederne opretholde lageret, kan det i værste fald betyde at radioaktivt materiale spredes til omgivelserne, lyder det i rapporten.
DD og Geus er dog ikke udelukkende negative i deres analyse. Et argument for mellemlageret er blandt andet, at vi køber os selv 100 år til at opfinde en bedre løsning på affaldsproblemet end vi har i dag.
Efter planen vil sundhedsminister Nick Hækkerup i en af de kommende uger indkalde partierne til møde om planerne for atomaffaldet.
Mens Risøs anlæg var aktivt levede man glad og gerne op af anlægget og brystede sig af de højt profilerede arbejdspladser.
Nu hvor arbejdspladserne er væk og kun affaldet er tilbage er risikoen pludselig så høj at affaldet skal langt væk fra magtens centrum og ud i et eller andet forsagt udkantsområde.
Affaldet kunne passende blive hvor det er, bygget ind i en solid betonsarkofag.
I et slutdepot skal man godt nok ikke pakke om, men beholderne laves så de holder. Det kunne man jo også gøre ved mellemlageret. Så behøver man ikke at lave nye beholdere til sin tid.
Så problemet er at de beholdere som affaldet ligger i er ved at være nedbrudte og affaldet nu skal flyttes over i nye beholdere. Men det forklarer jo stadig ikke hvorfor det lige skal væk fra Risø. Er der ikke plads til nye beholdere eller hvordan hænger det sammen?
Giv en skilling til Tjernobyl mod at låne et hjørne.Der er problemet reelt og pengene rækker længere.
Desværre - Dansk Dekommissionering og GEUS er enige om, at hverken beholdere eller beton i et slutdepot holder. Derfor vil de basere sig på geologien som redningskrans.
"Single point of failure" plejer vi at kalde det i min dagligdag. Jeg foretrækker, at man kan holde med, hvad der sker.
Der skulle selvfølgelig stå:
Jeg foretrækker, at man kan holde ØJE med, hvad der sker.
Der er vist begrænsninger der gør vi ikke umiddelbart kan betale os fra det - men for satan, det ville da være så meget lettere at aflevere sølle 233kg radioaktivt affald til svenskerne eller finnerne og få det gemt langt nede under jorden i et fjeld. Resten må de sådanset også godt få, men jeg ved ikke om det er nødvendigt med sådan en lagring til dette?
Hvor er det uretfærdigt. Vi sagde nej til at bygge atomkraftværker og så sidder vi i saksen alligevel. 3 små lommereaktorer og så det her.
Der er åbenbart ingen i dk der aner hvordan man gør, ikke engang her i debatten. Og naboerne skælder bare ud. Hvorfor laver vi ikke en aftale med svenskerne og overlader det til dem? Det kan nok gøres billigere end Femern forbindelsen.
Nogle ord er dogmatisk negative:
Atomaffald
Radioaktivt
Terrorist
...
I kampens hede glemmes hurtigt nuancer og dermed også en række (måske) mulige løsninger.
Det gør debatten ret så håbløs.
Lad dog Raket-Madsen sende det langt, langt ud i rummet. Efter nogle få lysårs rejse, er det langt udenfor vores rækkevidde og dermed intet problem mere.
Magter han det ikke, kan vi sende Lars afsted på en ny druktur og forhandle med Putin om lån af en af hans raketter. Måske han (Lars) endda kunne være med som pilot.
Mig bekendt er der ingen derude, det skader.....
Og ja, affyringen skal selvfølgelig ikke ske fra danske eller nærved områder ;-)
Og hvis det kommer med i en af de raketter der brænder op på vej ud, så skal vi selvfølgelig også sikre os at støvet ender hos andre end os danskere... Man skal jo ikke skide i sit eget hundehus...
Ord - debat er ikke negativ, det er vejen til at blive klogere - så tak til alle jer som er med på den. Dette problem er komplekst og det kan jo godt skabe træthed. Hvis vi af træthed, dovenskab eller nærighed skubber problemet fra os og overlader til "eksperterne" bare at skille os af med skridtet så er vi meddelagtig i den "øretæve" som vi lægger til vores børnebørn.
Der er 3 veje som undersøges.
1. At grave atomaffald og giftige tungmetaller 50 m. ned under jorden.
2. At opbevarer affaldet i mellemlager over jorden.
3. At eksporterer det radioaktive affald til udlandet.
1. Denne løsning var eksperternes oprindelige løsning. Grav det ned, så græs på og glem så alt om det. Det havde nok været det billigste, det nemmeste og det mest uansvarlige. Der var nemlig ikke nogen som regnede med at kemikalierne ville blive liggende der hvor de blev anbragt i 100.000 år. På et eller andet tidspunkt forudså man, citat af sikkerheds vurderingen: At der vil ske en udsivning til nær-området. Man overvejer altså ved løsning 1 at arrangerer en miljøkatastrofe som først vil vise sig om 200 år eller om 500 år alt afhængig af hvor godt den geologiske barirre holder på det. Altså en byrde til børnebørnene.
2. Vil være en omkostning konstant fordi der er behov for opsyn og forarbejdning. Hvad får vi så for de penge? Vi få kontrol med affaldet så det er muligt at afværge en udsivning til nær-området. Vi får mulighed for at bruge affaldet når den dag kommer hvor der er skabt mulighed for at trække energien ud af stofferne. Der forskes og det ser spændende ud. Hvem der ved noget om denne forskning? Kom frem og fortæl hvor langt man er. Hvis EU en dag kommer frem til at skabe et fælles slutdepot så har vi mulighed for at lægge det der.
3. Hvis vi kan være sikre på at udlandet har et depot hvor der er sikkerhed for at "der ikke sker udsivning til nærområdet" så er det da fristende, men hvis vi eksporterer affaldet blot for at komme af med det, så er det lige så uansvarligt at lægge det i udlandet som at lægge det i udkanten (af Danmark)
For mig at se så er vi ikke parat til at skabe et slutdepot hvor affaldet bliver liggende. Nogen påstår at det er muligt hvis man graver det ned i 300 til 500 meters dybde, men det er ikke noget vi har erfaring med.
Når vi sammenligner priser på de 3 muligheder så er en ansvarlig løsning dyr, enten fordi den kræver personale eller fordi der skal graves dybere. Vi kan også vælge den nemme, billig løsning 1. hvor der forurenes så kan vi betale af 2 omgange, når anlægget laves og når der skal ryddes op efter miljøkatastrofen.
Dyrt det bliver det under alle omstændigheder. Så for mig er valget: vil vi have kontrol og fremtidige muligheder med stofferne eller vil vi bare af med det og dermed få en evig bekymring over hvad der mon sker. Jeg vælger at bevarer kontrollen og handlemuligheden.
Gem det indtil thoriumenergi bliver indført, for så er affaldet fra uranbaserede reaktorer en ressource, for det kan sammen med thorium afbrændes og tilføre endnu mere energi, hvor der ikke er så store problemer med opbevaring af affaldet. Thoriumenergi vil være til rådighed om 10-20 år, og så længe kan vi vel opbevare uranaffaldet uden de store omkostninger.
Nu kan både Peter og CS sikkert svare bedre og end jeg, men for at komme uden for jordens tyngdefelt, skal man have en fart af 11,2 km/s.
Det kan de nuværende lokale designs kun lige klare med 2-3 rakettrin, og så taler vi om et par hundrede gram payload. Hvor meget bly er det, der skal der være omkring det radioaktive materiale?
I øjeblikket koster en amatøropsendelse noget i retning af 1-2 milioner.
Dem skal vi så lave omkring 1000 af, for at slippe af med de 233 kg særligt affald selv med endnu større raketter end dem, der kan sende en mand i rummet.
Skal vi betale os fra det, skal der også løn til raketbyggerne: 20 mand kan måske gøre det? Med kontorer, sikkerhed, ompakning, arbejdsmiljø og administration koster de 1 million/mand/år.
Kan de lave 10 opsendelser om året, tager det kun 100 år.
Så et slag på tasken siger små tocifrede milliarder for at sende de 233 kg ind i solen.
Og så skal vi stadig opbevare en del af materialet i op til 100 år.
Vi kan også begynde at regne på hvor meget brintoverilte/MDF/alkohol/ilt/stål/kobber/svejsetråd/aluminium og andre resurser, det vil kræve at udføre denne lille operation.
I betragtning af hvor svært og dyrt det er for Danmark at finde et opbevaringssted til den smule radioaktivt affald, kan vi da i hvert fald glæde os over, at vi slap for at få et rigtigt a-kraftværk.
Det her ligger nok lidt uden for Geus's arbejdsområde og kompetence, men jeg ved at geologer i årtier har været inde på, at den sikreste måde at komme af med radioaktivt affald på, ville være at lade det kværne ned i jordens magma via de konvergerende pladegrænser, se fx. http://en.wikipedia.org/wiki/Plate_tectoni...
Der er mange sådanne stabile grænseflader, hvor det der forsvinder ned i dybet og til sidst bliver integreret i magmaen ikke dukker op igen inden for millioner af år. Lad Danmark og EU arbejde for en styring af de mængder som kan deponeres og i hvilke områder det kan ske! Det her er ikke bare en sikker måde at komme af med affaldet på, men også forholdsvis billig!
Problemet med alle andre forslåede løsninger er at uanset hvor sofistikerede og dyrbare løsningerne er, så kan der altid tænkes en eller anden hændelse, politisk eller vha. naturkræfterne, hvor løsningen ikke holder. Man nærmer dermed nogle sikkerheds analyser/-løsninger som er sammenlignelige med en sikkerhed for at vi inden for de næste mange millioner af år ikke bliver ramt af et stort himmellegeme!
John Larsson