Med verdens farligste vira i hænderne

Solna Bag en mur med rødlige og lidt parcelhusagtige teglsten i Stockholm-kommunen Solna ligger et af verdens mest avancerede og maksimalt sikrede laboratorier. Det eneste i Norden, der må og kan håndtere de farligste mikroorganismer, menneskeheden kender til.

Kun 12 personer i hele Sverige har adgang til laboratoriet. En af dem er Ewa Ljungdahl Ståhle, sikkerhedsrådgiver og beredskabskoordinator i Kunskapscentrum för Mikrobiologisk Beredskap ved Smittskyddsinstitutet, SMI, der driver laboratoriet.

»Vi kræver meget af de mennesker, der skal arbejde her. Ud over at det faglige niveau naturligvis skal være på plads, skal de være af en bestemt støbning og absolut i balance med sig selv. Det nytter ikke, at du går i panik, hvis du taber en bakke med ebola-virus på gulvet,« siger Ewa Ljungdahl Ståhle.

Sikker på hånden. Sektionschef Mikael Nilsson er en af de mest rutinerede i arbejdet med de dødsensfarlige vira på P4-laboratoriet. [foto: Karl Erik Sundqvist Illustration: Karl Erik Sundqvist

]

Ebola i Sverige

Vi er på vej over til P4, som svenskerne kalder deres topsikrede laboratorium. Den internationale betegnelse for den slags sikkerhedslaboratorier er BSL-4, Biosafety Level 4. Det er de eneste laboratorier, hvor forskere kan arbejde med f.eks. blødningsfeber som ebola, marburg eller lassafeber. Fælles for dem er de svære blødninger, som kan opstå både fra indre organer og fra huden. Blødningerne fører hos op til 90 procent til døden.

Faren for, at rejsende tager de frygtede sygdomme med hjem til Sverige, var en af de vigtigste årsager til, at det svenske laboratorium blev bygget i 1999. Specielt en episode i Linköping nogle år forinden åbnede politikernes øjne, forklarer Ewa Ljundahl Ståhle, mens hun taster sin personlige kode på et display i elevatoren – den eneste vej ind til laboratoriet.

En mand havde besøgt noget familie i Kenya, og få dage efter at han kom tilbage til Sverige, blev han alvorligt syg, fortæller hun.

»Ingen anede, hvad de stod med, og der var ingen mulighed for at diagnosticere. Samtidig blev han mere og mere syg med 40-42 i feber. Prøver, der blev sendt til USA, viste senere, at det var marburg, han havde haft med hjem,« siger sikkerhedschefen. Hun tilføjer, at manden til alt held overlevede og senere blev læge.

Elevatoren når den småkolde laboratoriegang. Det trækker konstant fra ventilationen, som stod man ved siden af en bordventilator på lavt blus. En computerskærm viser, hvem der i øjeblikket arbejder i de forskellige laboratorier, og hvad de arbejder med. Gule og sorte skilte advarer om »Biohazard« og »Skyddsklass 4«, og en konstant summen fra ventilation og computere følger en.

Stor respekt

Mikael Nilsson er sektionschef og laboratorieansvarlig for P4 og en af de mest erfarne brugere af laboratoriet. En stor del af hans tid går med at undervise kommende medarbejdere, som alle skal gennem et omfattende sikkerhedskursus, inden de mange sluser til P4 åbnes for dem. Men uanset erfaring og kurser, så er første gang, man står med de farlige vira i hånden, en oplevelse, man ikke glemmer, fortæller han.

»Selv om jeg vidste, at jeg var godt beskyttet, da jeg første gang stod med levende ebola i hånden, var det alligevel med en stor anspændthed. Jeg var som sådan ikke bange, men det var utrolig respektfuldt arbejde, og jeg var meget fokuseret på ikke at spilde noget og generelt undgå fejl,« husker Mikael Nilsson.

Selv om sikkerheden på P4-laboratorier rundt om i verden er tårnhøj, så sker der alligevel ulykker. Og de har ofte dødelig udgang. Forrige år var der en ulykke på et P4-laboratorium i Rusland, fortæller Mikael Nilsson. En kvinde stak sig i hånden med en kanyle fyldt med ebola, da hun skulle injicere en mus. Hun døde kort efter.

»Det er klart, at specielt med ebola eller marburg, hvor dødeligheden er op til 80-90 pct., skal man være ekstra forsigtig. Men i et P4-laboratorium må man aldrig miste grebet. Heller ikke selv om den slags arbejde også bliver hverdag. Der kommer jo et tidspunkt, hvor man ikke længere tænker så meget over, at man håndterer dødsensfarlige vira,« erkender sektionschefen.

Man skal holde hovedet koldt

Laboratoriet i sig selv ligner de fleste andre laboratorier. Hvidt, klinisk og på størrelse med en dagligstue. Kun en række blå slanger, som hænger ned fra loftet og forsyner forskernes dragter med luft, afslører, at der er tale om et helt særligt sted, og at der bag de tykke glasruder gemmer sig vira, der er i stand til at dræbe et menneske på få dage.

»Indimellem er der nogle af forskerne, der lige må uden for og trække vejret eller samle tankerne,« siger Ewa Ljungdahl Ståhle og lukker os ud gennem sluserne til laboratoriet.

»Vi har haft et par tilfælde, hvor en medarbejder blev sendt hjem efter at have spildt et par dråber med virus. Men næste dag var han i gang igen. Kan de ikke magte det, så skal de ikke arbejde her. Det er for risikabelt.«