McKinsey-rapport: Robotten udkonkurrerer ikke ingeniører
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

McKinsey-rapport: Robotten udkonkurrerer ikke ingeniører

Jo længere uddannelse, du har taget, jo færre af dine arbejdsopgaver vil i fremtiden kunne klares af en robot.

Bestrider du derimod et job med stor forudsigelighed, f.eks. som maskinoperatør eller som kontorassistent, vil mere end halvdelen af dine opgaver forsvinde til fordel for en robot eller en algoritme.

Sådan lyder den ultrakorte konklusion i en nye rapport, A Future That Works: the impact of automation in Denmark, som konsulenthuset McKinsey har offentliggjort i dag.

Analysen er med andre ord godt nyt til de ingeniører, der nødigt giver opgaver fra sig.

Ingeniørmangel er en trussel

Ingeniørmanglen er et af de temaer, der trækkes frem i analysen. Ikke så underligt, for det er ingeniører og dataloger, der skal stå i spidsen for den automatisering og digitalisering, der skal lægge rutineopgaverne til rette for robotter og computerkraft.

Regeringen opfordres derfor til at se nærmere på uddannelsessystemet for at imødegå ingeniørmanglen. En opgave, som både arbejdsgivere, uddannelsesinstitutioner og IDA har sat fokus på de senere år gennem Alliancen Engineer the Future.

Analysen har opgjort automatiseringspotentialet på baggrund af fag, uddannelsesniveau og brancher.

Har man taget en lang, videregående uddannelse, som f.eks. civilingeniør, anslås det, at 24 procent af arbejdsopgaverne kan automatiseres. Har man udelukkende en folkeskolebaggrund, gælder det i snit 52 procent af arbejdsopgaverne.

Samlet set vurderes det, at 40 procent af alle arbejdsopgaver, som i dag udføres af mennesker, på et tidspunkt vil blive overtaget af maskiner.

Ifølge undersøgelsen kan 73 procent af maskinoperatørens og 66 procent af kontorassistentens opgaver således automatiseres. Når det gælder ingeniører, ledere og højtuddannede er tallene henholdsvis 43, 24 og 19 procent.

Hvis du som ingeniør vil finde et entydigt svar på, hvor mange af dine arbejdsopgaver, der i fremtiden klares af algoritmer og kunstig intelligens, må du altså vælge mellem at definere dig selv som højtuddannet eller som ingeniør. I analysen hører titlen ’ingeniør’ ind under kategorien ’teknikere’, og det forklarer måske, hvorfor andelen af arbejdsopgaver, der kan gives videre til en robot, er højere i denne kategori.

Fuldautomatik i 2055

Det kommer måske ikke som nogen kæmpe nyhed, at industrien har det største automationspotentiale. Hele 63 procent af deres opgaver kræver ingen varme hænder. En mulighed mange produktionsvirksomheder allerede er i fuld gang med at udnytte.

Nederst på listen står den offentlige sektor. Det skyldes, at undervisning, omsorg og pleje kun giver plads til en automatiseringsgrad på 27 procent.

Ifølge undersøgelsen skal vi vente lidt endnu på det - næsten - fuldautomatiske samfund.

McKinsey anslår, at 50 procent af alle verdens arbejdsopgaver vil blive klaret af maskiner i 2055, og peger samtidig på, at et andet scenarie siger i 2075. Med mindre der sker et teknologisk gennembrud, som vender op og ned på det hele, som det hedder i rapporten. Ja, det er svært at spå om fremtiden.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Nå McKinsey udtaler sig er det lov og de tager aldrig fejl.
Det er derfor, heldigvis, at Danmark altid basere sin lovgivnng og forvaltning på McKinsey rapporter.

Deres ufejlbarlighed er forebilledelig og jeg fatter ikke hvorfor de ikke bare leder landet, ja hele verden?

  • 9
  • 0

Det er kun rapporter fra opblæste McKinsey der bliver taget seriøst med forudsigelser om 2055. Alle andre ville blive grinet ud af salen.
2055 er om 38 år. Det er længere tid end en ingeniørs arbejdsliv.
56 sider rapport med mange billeder. Får de penge for den slags gætværk.

  • 7
  • 0

Ellers gjorde de det ikke.....men man kan ikke være sikker på hvem der betaler.

Men at ingeniøres arbejde ikke kan robottiseres er vist lidt af en påstand.
FE, Math Cad, Solidworks, regneark, tegningsarkivering etc.

  • 3
  • 1

Citat fra artiklen: "Når det gælder ingeniører, ledere og højtuddannede er tallene henholdsvis 43, 24 og 19 procent".

Ingeniører er altså ikke højtuddannede og næsten halvdelen af os bliver erstattet af robotter.
Godt at man nærmer sig pensionsalderen...

Jeg troede at det hovedsageligt var ingeniører, der designer og programmerer robotterne.

Har jeg misforstået noget ?

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten