MBA-studerende får testet deres IQ

Figurer skal tilpasses, mønstre gennemskues og kompliceret information systematiseres. Det er de udfordringer, der møder nye MBA-studerende på Henley Business School. Siden 2012 har IQ-test været en fast del af MBA-uddannelsen, der hvert år optager 60 studerende i Danmark. Testen er indført af to årsager, fortæller Sven Demant, programleder og coach på Henley Business School.

»Testen kortlægger deltagernes indlæringskapacitet og gør det klart for deltagerne, om de kan forvente sig, at uddannelsen bliver et joy ride eller hårdt arbejde. På længere sigt øger testen deltagernes chancer for at opnå succes som leder,« fastslår Sven Demant.

Opret et cv på Jobfinder - det først skridt mod en ny karriere.

Intelligenstesten er ikke et optagelseskriterium, men indgår som del af de studerendes personlige coaching, der skal gøre dem klogere på egne styrker og svagheder. Resultatet afslører f.eks. de studerendes evne til at løse opgaver hurtigt, perspektivere data og gennemskue komplekse sammenhænge. Alt sammen nyttig viden at have både som studerende på et krævende studie og som leder.

IQ-test er tabubelagt

»Viser testen en profil, der scorer højt på evne til at perspektivere, men lavere på opfattelsesevne, bør vedkommende for eksempel lære at stille opklarende spørgsmål, før der drages konklusioner. Det er en profil, der risikerer at misforstå information og bevæge sig i en forkert retning, medmindre der tages forholdsregler,« forklarer Sven Demant.

På trods af testens fordele er det ikke alle MBA-studerende, der ved første møde er lige trygge ved at få afprøvet deres logiske evner. Intelligenstest er stadig tabubelagt, fortæller programlederen.

»Selv om vi har at gøre med ambitiøse ledere, der kan lide at blive udfordret, er der nogle, der frygter at falde igennem. Det kan være hårdt at blive bekendt med sin IQ. Til forskel fra andre typer af intelligens er den medfødt og kan ikke ændres,« pointerer Sven Demant.

Læs også: »Jeg blev meget overrasket over at være blandt de 2,5 procent mest intelligente«

Så hvorfor overhovedet lære den at kende, hvis der ikke er mulighed for at forbedre den?

»Fordi den gør dig klogere på dig selv,« lyder svaret fra Sven Demant.

Chancen for at fremstå som en autentisk og troværdig leder stiger, jo bedre lederen kender sig selv. Det er langt bedre at forstå egne svagheder og kunne kompensere for dem gennem andres hjælp end at forsøge at dække over dem, påpeger Sven Demant:

»Medarbejderne mister hurtigt respekten for en leder, der promoverer sig som den smarte strateg, men i virkeligheden vælter rundt i glashuset. IQ-testen giver selvindsigt, der gør dig til en bedre leder.«

Læs også: Hver tredje dansker dumper deres nærmeste leder