Materialefejl lammer Volvo-lastbilers rensning af diesel-udstødning
Lastbilproducenten Volvo har fået sin egen dieselsag på halsen. Der er ingen snyd involveret, og Volvo opdagede selv fejlen, så milliardbøder er der ikke udsigt til. Men det er såmænd alvorligt nok, mener svenskerne.
Problemet er kort beskrevet i en pressemeddelelse, som i morges fik kursen på Volvo-aktier til at dykke syv procent. Det omhandler en uspecificeret komponent i de katalysatorer, som nedbryder sundhedsskadelige kvælstofilter (NOx) i lastbilernes udstødning.
De virker fint, skriver Volvo, når lastbilerne triller ud fra fabrikken. Men hurtigere end ventet nedbrydes et materiale, og renseeffekten formindskes, så lastbilerne ikke længere overholder grænseværdierne for NOx.
Læs også: ANALYSE: Dieselskandalens 3-års jubilæum - hvad har vi lært?
Hvilket materiale der er tale om, hvor hurtigt det nedbrydes, hvor meget mere bilerne forurener og hvad det kræver at reparere dem, nævner pressemeddelelsen intet om. Det er heller ikke lykkedes de svenske medier, som Ingeniøren har læst, at hive flere detaljer ud af lastbilproducenten.
Tabloidavisen Expressen får end ikke svar på, om Volvo selv eller en ekstern leverandør har produceret den fejlramte komponent til NOx-katalysatoren.
Derimod står det klart, at Volvo selv tager sagen seriøst. For det første kan det, understreger Volvo, blive dyrt at udbedre. Det står ikke klart, hvor stor en del af lastbilflåden, som er ramt, men Volvo mener, at de fleste lastbiler, som pulser for meget NOx ud, kører i Europa og Nordamerika.
Med tanke på de 100 milliarder kroner, Volkswagen måtte punge ud for sin dieselskandale i USA, virker det meget forståeligt, at Volvo straks er gået i dialog med de europæiske og de amerikanske myndigheder. I USA gælder det både den føderale miljøstyrelse EPA og den californiske myndighed California Air Resources Board.
Læs også: Audi får milliardbøde og erkender ansvar for dieselfusk
Volvo understreger, at lastbilerne kører både fint og sikkert – udover at de altså forurener for meget.
Lastbilproducenten fortsætter nu analysen af, hvor omfattende og alvorlig fejlen er, inden den har tænkt sig at rykke ud med et estimat for, hvor mange biler der er omfattet, og hvor meget det koster at rette op på fejlen.
