Siden invasionen af Ukraine har EU og Vesten forsøgt at løsrive sig fra og sanktionere russisk energi. Rusland sidder imidlertid tungt på markedet for atomreaktorer og -brændsel, og det vil derfor være svært for den vestlige verden at løsrive sig.
Det kan dog lade sig gøre, lyder meldingen i en ny analyse udarbejdet af to forskere fra Columbia Universitys Center on Global Energy Policy i USA. Her analyserer de, hvor stor en rolle russisk atomkraftteknologi spiller i de vestlige lande, og hvad der kan gøres for at minimere den.
Lande med planer om at opføre nye atomreaktorer »kan blot vælge andre leverandører, hvis de ikke ønsker at være afhængige af russisk brændstof, udstyr og tjenester. USA, Frankrig, Sydkorea og Kina er alle mulige reaktorleverandører«, skriver de to forskere.
Men i forhold til andre udfordringer, især brændselsforsyning, er situationen imidlertid langt mere kompliceret. »Rusland har eksporteret flere reaktorer i de seneste årtier end nogen anden stor leverandør«, noteres det. Problemet relaterer sig mere specifikt til de russisk-designede VVER-reaktorer, som det statsejede TVEL historisk set har haft monopol på, som Ingeniøren tidligere har omtalt.
Russiske VVER-reaktor dominerer i Østeuropa
I 2021 var der i alt 439 VVER-reaktorer i drift over hele verden. 38 af dem i Rusland, mens 42 russiske VVER-reaktor var i drift i andre lande, hvoraf størstedelen befinder sig i en række østeuropæiske lande; Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Slovakiet og Ukraine.
Herunder kan du se en liste over operationelle VVER-reaktorer i 2021. Listen inkluderer ikke VVER-reaktorer i Rusland, Belarus, Iran og Kina.
Lande med VVER-reaktorer er »sandsynligvis« afhængige af russiske brændselsleverancer, men også afhængige af udstyr til reaktorerne og tjenesteydelser, fremgår det af forskernes analyse.
Ved udgangen af 2021 var 15 VVER-reaktorer under opførelse eller planlagt uden for Rusland. To nye er planlagt i Ungarn, der i dag producerer omkring halvdelen af sin elektricitet fra fire VVER-reaktorer. Også andre lande har planer om at opføre VVER-reaktorer.
Lande med planer om eller opførsel af nye VVER-reaktorer fremgår på listen herunder (Rusland, Belarus, Kina og Iran ekskluderet).
Kort efter invasionen protesterede Ungarns opposition mod planerne, men den ungarske premierminister, Viktor Orban, afviste blankt protesterne. Både Ungarn og Slovakiet har efter invasionen og trods EU’s indflyvningsforbud fået leveret VVER-brændsel fra russiske fly, hvilket understreger afhængigheden af russiske brændselsleverancer til Europa.
I øjeblikket findes der udover TVEL kun én leverandør af VVER-brændsel nemlig amerikanske Westinghouse.
Westinghouse har frem til for bare et par år siden udelukkende produceret brændsel til de større VVER-1000-modeller på omkring 1 GW, men kan nu også levere brændsel til de mindre VVER-reaktorer på 400-500 MW. Det er dog endnu uvist, hvor meget brændsel Westinghouse årligt kan producere.
For lande med VVER-reaktorer er det ifølge forskerne bag den nye analyse »kompliceret, for de er sandsynligvis ikke kun afhængige af russisk brændselsleverancer, men også af udstyr til reaktorerne og tjenesteydelser. Men »selv for lande, der ikke har VVER'er, inklusiv USA, er Rusland en stor leverandør af flere serviceydelser relateret til fremstillingen af atombrændsel.«
Læs også: Kampen om at bygge Polens første atomreaktorer er i gang: Her er de tre bud
Rusland sidder tungt på markedet for atombrændsel
Rusland står i dag kun for en mindre del af selve udvindingen, og »der er flere allierede lande såsom Canada og Australien, der kan øge deres uranmineproduktion, hvis det er nødvendigt for at kompensere for ethvert underskud, der måtte være et resultat af at afskære russisk uran,« skriver forfatterne.
Produktionen af brændsel sker gennem en række trin. Først udvindes det rå uran fra miner, hvorefter det konverteres og beriges for til sidst at kunne producere det færdige produkt til brug i en reaktor (som vist i figuren herunder).
Rusland er dog i forhold til de efterfølgende trin en langt større spiller. I 2020 stod Rusland for næsten 40 procent af verdens samlede konvertering af uranmalm til uransvovlhexafluorid (UF6). Her viser de to forskeres analyse imidlertid, at flere eksisterende konverteringsanlæg i vestlige lande har muligheden for at skrue op for deres produktion.
Eksempelvis lukkede det eneste konverteringsanlæg i USA ejet af ConverDyn i 2017, blandt andet på grund af de daværende markedsforhold, der var stærkt påvirket af faldende efterspørgsel fra Japan og Tyskland efter Fukushima-ulykken. ConverDyn meldte dog i 2020 ud, at de planlægger at genoptage konverteringen på op mod 15.000 tons UF6 om året i 2023, hvis efterspørgslen stiger.
Rusland har også en stor andel på det globale marked for berigelse, hvor UF6 beriges i særlige centrifuger for at øge koncentrationen af isotopen uran-235, så det kan bruges som brændsel i en reaktor (som vist i nedenstående figur).
Læs også: Rusland bygger fjerdegenerationsreaktor: »Ressourcerne bliver praktisk talt uudtømmelige«
Brændslet vil blive dyrere
Ingeniøren og Version2 sætter i 2022 med økonomisk støtte fra Europa-Nævnet fokus på debatten om Europas behov for at gøre sig uafhængig af de teknologiske supermagter USA og Asien. I Bruxelles diskuteres blandt andet muligheden for, at Europa skal producere egne mikrochip og lægge kræfter i et cloud-alternativ, der kan konkurrere med de amerikanske tech-giganter. Men er det nødvendigt at vende globaliseringen ryggen og begynde en europæisk enegang på det teknologiske område, og er det overhovedet et realiserbart projekt? Hele artikelserien kan findes her.Europas kamp for teknologisk uafhængighed
Rusland stod i 2018 for 46 procent af verdens samlede berigelse af uran. I 2019 leverede det russiske, statsejede Tenex-anlæg 30 procent af Europas samlede forbrug af beriget uran, mens omkring 16 procent af USA’s import af uran kommer fra Rusland.
Også Sydkorea får store leverancer fra Tenex, og energigiganten Korea Hydro & Nuclear Power (KHNP) har for nylig underskrevet en ny kontrakt med den russiske leverandør, som nu står til at levere for to milliarder dollars berigelsestjenester til Sydkorea frem mod 2030.
»Men hvis der er en politik på plads for at reducere eller eliminere den russiske andel i de vestlige atombrændsels-markeder, så vil dette næsten garanteret føre til en omlægning af forsyningskæden,« fremgår det de to forskere fra Columbia Universitys analyse.
»På kort sigt vil markedet sandsynligvis skifte til at udvinde mere naturligt uran (fra ikke-russiske kilder) og hæve den lave udnyttelsesgrad på eksisterende vestlige konverteringsanlæg tættere på den maksimale kapacitet. Dette vil føre til dyrere brændsel til at drive reaktorer og vil ikke ske uden en klar politisk retning.«
Der er ingen juridiske eller regulatoriske regler, der forhindrer dette, og hvis det var den billigste tilgang, så ville markedet allerede have gjort dette, noterer forskerne bag den nye analyse. Derfor kræver det altså politisk handling at fratage Rusland sin dominans over atombrændsels-forsyningskæden.
»Internationale møder mellem vestlige regeringer kan afholdes for at diskutere, hvordan man bedst koordinerer en reduktion eller eliminering af de russiske dele af atombrændsels-forsyningskæder. Markederne for naturligt uran, konvertering og berigelse er forbundet internationalt, og nationale beslutninger i ét land vil have indflydelse i andre,« opfordres forskerne til.
Både i forhold til udvinding, konvertering og berigelse vil leverandører i Vesten kigge mod landenes regeringer og kræve klare politikker på området, før de investerer i nye anlæg og kapacitet, noterer forskerne, der efterspørger national lovgivning og en dato for et forbud mod at købe sig til russiske brændselsydelser.
»Deres (vestlige leverandører, red.) bekymring vil være, at russiske uran-produkter om et år eller to eller måske mindre vil blive tilladt på de nationale markeder igen og vil underbyde dem, hvilket fører til tab på deres investeringer.«
Forskerne anerkender, at Vestens afhængighed af berigelse, konvertering og import af færdigt atombrændsel fra Rusland ikke udfases i løbet af måneder, men langsomt over en periode på flere år.
