Massiv luftforurening i Stuttgart får borgmester til at bønfalde bilister om at tage bussen

Massiv luftforurening i Stuttgart får borgmester til at bønfalde bilister om at tage bussen

Stuttgart er ramt af svær luftforurening, og byens borgmester har opfordret folk til at lade bilerne stå. Men det vækker stor harme blandt sundhedsorganisationer, at der ikke er kommet et decideret forbud mod at tage bilen.

Borgerne i Stuttgart blev i mandags af borgmester Fritz Kuhn opfordret til at lade bilen stå derhjemme og i stedet enten benytte sig af offentlig transport eller el-taxaer.

Det skete, efter den tilladte grænse for sundhedsskadelige PM10-partikler blev overskredet med hele 78 procent. EU-grænsen ligger på 50 mikrogram pr. kubikmeter

Læs også: Tysk bilby slår akut alarm over luftforurening

Tirsdag blev der målt værdier helt op til 124 mikrogram pr. kubikmeter, ifølge Tysklands institut for miljø, målinger og naturbeskyttelse - en overskridelse på 182 procent.

Det har fået bekymrede borgere og sundhedsorganisationer til at lufte deres bekymring over den manglende vilje til handling fra myndighedernes side.

‘Det rene humbug’

Et borgerinitiativ ved navn Neckartor kaldte allerede i mandags til demonstration. Initiativet kritiserede den alarm, der er udstedt af myndighederne, som ‘det rene humbug’, og som et ‘absurd skuespil’, så længe der ikke er konsekvenser for folk, der stadig benytter bilen.

Det skriver Süddeutsche Zeitung, der har talt med Peter Erben, som er en af initiativtagerne bag demonstrationen. Han mener, at det er meget sigende, at det kun er i Stuttgart, der er udstedt en alarm, og ikke i hele regionen, hvorfra folk ofte pendler til Stuttgart, der blandt andet huser en stor bilindustri.

Læs også: Bilernes voldsomme NOx-udslip slår 50 danskere ihjel hvert år

Miljøorganisationerne DUH (Deutsche Umwelthilfe) og BUND (Bund für Umwelt und Naturschutz Deutschland) kritiserer også den forsigtige tilgang.

Sidstnævnte efterlyser blandt andet transportafgifter, emissionszone og kørselsforbud for biler med kun én passager, mens DUH ønsker et totalt forbud mod biler, indtil forureningen igen er under grænseværdierne.

Det virker heller ikke til, at borgmesterens opfordring har givet stor genklang blandt borgerne. Den lokale avis Stuttgarter Nachrichten beretter således onsdag, at politiet melder om normal, tæt trafik med kødannelser på både indfaldsveje og i centrum.

Vejret er afgørende

Det er ifølge EU-loven tilladt for byer at overskride grænsen på 50 mikrogram pr. kubikmeter 35 dage om året. Målingen i mandags var allerede anden overtrædelse i 2016, og ifølge meteorologer gør vejrforholdene, at den store forurening som minimum vil vare ugen ud.

Læs også: Luftforurening slår hiv/aids og malaria i dødstal

Det er blandt andet manglen på regn, ugunstige vindretninger eller lav vindhastighed der gør det kritisk, ligesom inversion, hvor luften ikke kan cirkulere vertikalt, får forurenende stoffer til at ophobe sig i lav højde.

Hvis disse kriterier forventes at forekomme samtidigt to dage i træk, advarer meterologerne myndighederne, som så udløser en alarm, oplyser den tyske vejrtjeneste (DWD) til Süddeutsche Zeitung.

Den nuværende alarm, og borgmesterens opfordring om at lade bilen stå, gælder i første omgang til fredag, men kan forlænges. Der er dog ikke planer om, at efterleve kritikernes krav om et obligatorisk bilforbud.

Kommentarer (10)

Åbenbart har alle kigget på Beijing, så vi slet ikke opdager at Europa også har problemer.
Det er ikke så længe siden den også var gal i Paris, Milano og Rom, og vi har jo slet ikke disse gamle kulkraftværker, som får skylden i Kina. Mon det også skyldes biler i Kina?

  • 2
  • 8

Brug dog meget mere fjernvarme og isoler bedre i Stutgart. De mener ikke det er nødvendigt at isolere som vi gør, men der er lige så koldt lige nu.
Tillad så kun biler godkendt efter euro 6 normen på disse svære dage hvor vinden ikke ventilerer.
Endelig kan varmegenvinding i denne industriby ganske sikkert give et rigtigt godt bidrag til fjernvarmen i byen.
Teknikken findes. Brug den.

  • 5
  • 2

Åbenbart har alle kigget på Beijing, så vi slet ikke opdager at Europa også har problemer.
Det er ikke så længe siden den også var gal i Paris, Milano og Rom, og vi har jo slet ikke disse gamle kulkraftværker, som får skylden i Kina. Mon det også skyldes biler i Kina?


Tror mere at det skyldes alle former for forbrændinger som ikke renser røgen godt nok for de små partikler... Og kombineret med stillestående vejr så partiklerne ikke spredes... Men alt det vidste du jo godt i forvejen...

  • 4
  • 1