Massens mysterium

Hvorfor vejer en elefant mere end en mus?

Et godt svar kan være, at en elefant indeholder mere materiale eller flere atomer end en mus. Underforstået er dog så, at atomer vejer noget eller mere specifikt har masse. Et naturligt opfølgningsspørgsmål vil være, hvorfor det er tilfældet?

Vi kan på forskellig vis måle, at atomer har masse, men holder vi os udelukkende til en eksperimentel observation, så bliver svaret på spørgsmålet om, hvorfor en elefant vejer mere end en mus, jo blot, at det skyldes, at vi kan måle, det forholder sig sådan. Et sådant svar gør jo ingen meget klogere.

Man kan desuden tilføje, at det ikke generelt er sådan, at hvis vi fordobler antallet af partikler, så får vi mere masse. Hvis vi kunne lægge 1.000 fotoner på én vægtskål og 500 på en anden, så ville vægten stadig balancere, for 500 fotoner har lige så megen masse som 1.000 fotoner, nemlig nul.

Skal vi komme med et bedre svar på elefant-mus-spørgsmålet, må vi forklare, hvorfor atomer har masse.

De fleste ved, at atomer er opbygget af atomkerner bestående af protoner og neutroner, hvorom elektroner kredser, og at protoner og neutroner har meget større masse end elektroner. Så elefant-mus-spørgsmålet kan i første omgang reduceres til, hvorfor protoner og neutroner har masse.

Den megen omtale det seneste års tid af Large Hadron Collider og jagten på Higgs-partiklen vil sikkert få mange til at tænke, at det er her, vi skal finde det mere grundlæggende svar - for Higgs-partiklen omtales jo ofte som den partikel, der giver andre partikler masse.

Men Higgs-feltet og den tilknyttede partikel er kun en del af svaret på, hvorfor atomer har masse - og endda kun en meget lille del.

Naturen søger mod lav energi

Partikelfysikerne roder med en hel zoologisk have af underlige partikler, hvoraf mange kun lever ganske kortvarigt, før de omdannes til andre partikler.

Der findes dog et system i galskaben. Systemet kaldes Standardmodellen, og den beskriver de udelelige elementarpartikler, som er indmaden i alle andre partikler.

Standardmodellen indeholder en lang række forskellige partikler, men hvis vi skal forklare hovedparten af det, som vi kan se og iagttage under normale forhold, er der faktisk kun brug for fem partikler. Tre stof-partikler: op-kvarken, ned-kvarken og elektronen samt to kraftoverførende partikler: fotonen og gluonen. Med disse bestanddele kan vi bygge atomer og lave elektromagnetisk stråling i form af lys.

Lad os i første omgang antage, at alle disse partikler er masseløse - selv om det som bekendt ikke er rigtigt i alle tilfælde, men det vender vi tilbage til senere.

I sin bog 'The lightness of being' forklarer nobelprismodtageren Frank Wilczek fra Massachusetts Institute of Technology på følgende måde, hvordan protoner og neutroner alligevel får masse:

Naturen er indrettet, så den altid søger mod den laveste energitilstand. Det er bl.a. den simple forklaring på, at vand løber nedad.

Når fysikerne aldrig ser en fri kvark, er det, fordi den bærer en særlig form for ladning, på samme måde som elektroner bærer elektrisk ladning. Kvarkens ladning kaldes farveladning, uden at dette ord skal tillægges nogen særlig betydning.

En farveladning har den egenskab, at det i princippet kræver uendelig energi at holde den isoleret fra andre farveladninger.

Naturens måde at omgå dette energiproblem på er at placere en antikvark ved siden af en kvark, så deres farveladninger udbalancerer hinanden.

Kvantemekanikken regerer

Det er dog ikke muligt at opnå en eksakt udbalancering, for der findes en konkurrerende effekt. Kvarker er nemlig underlagt kvantemekanikkens love, og dermed også Heisenbergs usikkerhedsrelation.

Hvis de er tæt ved hinanden, kendes deres position med stor nøjagtighed, og derfor vil deres bevægelsesmængder være ubestemte. Det kræver, at de besidder energi.

Det kræver altså både høj energi at have en fri kvark og en antikvark meget tæt på en kvark. Systemet vil finde en tilstand, hvor energien af kvark-antikvark-systemer er mindst, men altså ikke nul.

I stedet for en kvark og en antikvark, kan tre kvarker også danne et system, hvor farveladningerne samlet set næsten udbalancerer hinanden. Det er det, der sker i protoner og neutroner, som begge er opbygget af tre kvarker med tre forskellige farveladninger.

Den kinetiske energi, som er knyttet til kvarkerne pga. Heisenbergs usikkerhedsrelation, kan via Einsteins formel omregnes til masse som m = E/c2.

En sådan forsimplet model, som går ud fra masseløse kvarker, vil redegøre for mere end 90 pct. af massen i protoner og neutroner.

Når elefanten har større masse end musen, så skyldes det altså, at den indeholder mange flere protoner og neutroner end musen, og at disse hver især indeholder energi i koncentreret form, der stammer fra kvarkernes kinetiske energi. Så simpelt er verden indrettet i grove træk.

Symmetribrud fører til masse

Hvis vi skal have alle detaljer med i fortællingen om massen i universet, så må vi dog også forklare, hvorfor kvarker, elektroner og andre elementarpartikler har masse, selv om det altså i det store billede betyder mindre.

Det er her, Higgs kommer ind i billedet.

Nogle elementarpartikler har endog relativt stor masse. Topkvarken, der ikke indgår i almindeligt forekommende stof i universet, er eksempelvis hen ved 175 gangere tungere end protonen.

Særligt interessante er W- og Z-partiklerne, der indgår i beskrivelsen af den svage kernekraft, der bl.a. forklarer radioaktivt henfald. De er nemlig på mange måder sammenlignelige med fotonen, som er masseløs.

Både den svage kernekraft og elektromagnetisme beskrives med såkaldte gauge-teorier, hvis indbyggede symmetriregler fører til, at massen af de indgående partikler er nul.

Symmetrireglerne er bl.a. en betingelse for, at universets love er de samme i morgen i Aarhus, som de er i dag i København.

De to W-partikler med henholdsvis positiv og negativ elektrisk ladning, svarende til størrelsen af elektronens ladning, er opkaldt direkte efter den svage kernekraft (weak). Z-partiklen har fået sit navn, fordi den har nul ladning (zero).

Når den svage kernekraft kun mærkes på atomar skala, er det netop, fordi disse kraftoverførende partikler har masse, i modsætning til elektromagnetiske kræfter, som kan mærkes over store afstande, fordi fotonen er masseløs.

Det store spørgsmål er, hvordan de tunge W og Z-partikler kan være en konsekvens af en gauge-teori, der automatisk tilsiger, at partiklerne skulle være masseløse. Det er en modstrid, som en særlig mekanisme skal forklare.

Teorien er inspireret af teorien for superledning, som blev udviklet i 1957. Superledning forklares med symmetribrud. Selv om de fysiske love fundamentalt set er baseret på symmetrier, kan man komme i en situation, som det sker i mange metaller ved lave temperaturer, at symmetrien brydes. Det er det, der fører til, at den elektriske modstand falder til nul.

Men symmetribruddet i superledere har også en anden og mindre kendt effekt. Det fører nemlig til, at fotonen inde i superlederen får masse - eller mere korrekt, at en person, som befinder sig i en superleder, vil opfatte, at fotoner har masse.

Det er derfor nærliggende at antage, at en lignende form for symmetribrud kan medføre, at også W- og Z-partiklerne får masse.

Den amerikanske fysiker Philip Anderson fra Bell Laboratories var den første, som i 1962 beskrev en mekanisme, der vil give masse til partikler, der i princippet er masseløse. Det er dog passende at indskyde, at W- og Z-partiklerne ikke var i Andersons tanker, for de blev først forudsagt i 1968 og observeret i 1983, men principperne er de samme.

Anderson var interesseret i at beskrive massen af den såkaldte Goldstone-boson, studeret af bl.a. Yoichiro Nambu fra University og Chicago og Jeffrey Goldstone fra Cambridge University.

Det store gennembrud skete dog i 1964, hvor flere fysikere uafhængigt af hinanden samtidig fandt frem til, hvordan spontane symmetribrud kunne indgå i en fuldt relativistisk model.

Francois Englert og Robert Brout fra Bruxelles var de første, der publicerede - 31. august 1964. Peter Higgs fra Edinburgh fulgte efter med to artikler 15. september og 19. oktober. Endelig blev en artikel af Gerald Guralnik, Carl Richard Hagen og Tom Kibble fra London publiceret 16. november 1964.

I dag anerkendes det, at de to grupper og Peter Higgs arbejdede uafhængigt af hinanden og kom frem til en enslydende teori, der forklarer, hvorfor elementarpartiklerne har forskellig masse og nogen er masseløse.

Massen af W- og Z-partiklerne forklarer fysikerne altså med, at hele universet fungerer som en slags 'superleder'.

Ligesom almindelig superledning forsvinder, når temperaturen øges over en kritisk grænse, og fotoner så at sige genvinder deres masseløse form, så vil universet også miste sine egenskaber som 'superleder' for W og Z, når temperaturen bliver høj.

Det skønnes, at denne temperatur er omkring en million milliard grader (1015) kelvin. Over denne temperatur, som fandtes indtil ca. 0,1 nanosekunder efter Big Bang, var den svage kernekraft og den elektromagnetiske kraft forenet i en fælles elektrosvag-kraft, og de kraftoverførende partikler var alle masseløse.

Teorien kan underbygges, hvis man observerer den partikel, som er forbundet med det såkaldte Higgsfelt, som skaber 'superlederen' og udfylder hele universet. I løbet af 2012 ved vi med sikkerhed, om Higgs-partiklen findes eller ej.

Målingerne ved LHC i 2011 giver gode forhåbninger for, at det er tilfældet, og for at fysikerne snart kan erklære massens mysterium for endeligt løst.

Emner : Fysik
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Når elefanten har større masse end musen, så skyldes det altså, at den indeholder mange flere protoner og neutroner end musen, og at disse hver især indeholder energi i koncentreret form, der stammer fra kvarkernes kinetiske energi. Så simpelt er verden indrettet i grove træk.

Det kræver formentlig mange års studier at komme frem til ovenstående forklaring. Nu bliver massen altså forklaret med energi, men hvordan vil man så forklare energi?

  • 0
  • 0

Kvarkens ladning kaldes farveladning, uden at dette ord skal tillægges nogen særlig betydning.

Så det har altså ikke noget med farvelade at gøre?

  • 0
  • 0

Så elefanten vejer mere end musen fordi den er større end musen, men det gælder jo kun når de begge befinder sig på den samme meget større masse. Flyt musen til Jupiter og elefanten til Månen.

  • 0
  • 0

'... Hvis vi kunne lægge 1.000 fotoner på én vægtskål og 500 på en anden, så ville vægten stadig balancere, for 500 fotoner har lige så megen masse som 1.000 fotoner, nemlig nul. ...'

Hvis fotonen ikke vejer noget, hvad driver så et solsejl?

  • 0
  • 0

Nu bliver massen altså forklaret med energi, men hvordan vil man så forklare energi?

Måske snarere hvorfor der er organisering af energien?

  • 0
  • 0

Impulsmoment. Når en foton rammer en overflade vil den enten reflekteres eller transmitteres/refrakteres. Et solsejl er meget blankt, hvorfor fotonerne alle reflekteres. Men da en foton har en energiretning, som spejles i reflektionen, så bliver den nødt til at afsætte noget energi i den overflade der reflekterer den. Dette gør at fotonerne faktisk skubber til overfladen.

  • 0
  • 0

Men vi kommer aldrig til at lægge så meget som een eneste foton i en vægtskål.

Fotoner har det sjovt nok med at bevæge sig med lysets hastig, og hvordan man nogensinde har fået den tåbelige ide at tillægge en hvilemasse til en "partikel" som pr. definition ikke kan ligge stille, har altid været en gåde for mig.

Efter min ringe mening, er det rigtige svar at fotoner slet ikke er partikler i traditionel forstand. Fotoner er elektromagnetiske bølger, som - lige som andre bølger - sagtens han overføre energi, selv om de ikke har nogen "masse".

Det store spørgsmål er: Bølger [b]i hvad ?[/b]

  • 0
  • 0

@Stig Larsen: Det drejer sig her ikke om hvad noget "vejer", men om masse. Vægt er kun et måleresultat på en vægt indenfor et gravitationsfælt, og der er proportional med den vejede krops masse. Selv vægtløse kroppe har masse f.eks udtrykt ved en målbar inerti. Forsøg at ændre musens og elefantens hastighed, enten det er på månen, Jupiter eller i frit fall (vægtløs i bane), og du vil fort mærke at deres lokale vægt intet har at sige for den energi der skal til. Masse er altså noget universelt.

  • 0
  • 0

Massens mysterium er ikke løst ved at putte det over i et Higgs-felt. Hvad er et Higgs-felt? Hvad er et felt? Men måske massen er reduceret til noget dybere: Et felt. Stort set alle fysikkens begreber er mysterier, Newton gik uden om mysteriet og skev "Naturfilosofiens MATEMATISKE principper". Mysteriet er ikke blevet mindre med det sidste århundrede mange eksotiske begreber, uhåndterlige for sindet men påstået indlysende for den matematikeren. Desværre kræver fysisk indsigt andet og mere end nok så ekvilibristiske matematik.

  • 0
  • 0

Desværre kræver fysisk indsigt andet og mere end nok så ekvilibristiske matematik.

Jamen så blev vi da så meget klogere.Tak Kim for at dele din indsigt med os alle.

  • 0
  • 0

Søren, jo det blev en tynd kop te, men så vil jeg dele denne her ud (snakkede med et par fysikere en dag, og de nikkede meget ivrigt): Det fuldstændig altomfattende er identisk med naturen, og denne identitet er summen af 1) den livløse natur 2) den levende natur 1) + 2) = det fuldstændig altomfattende (naturen).

  • 0
  • 0

Om universet: Universet består af to dele:

a. Mig b. Alt det andet

Om Gud: Enten

a. Eksisterer han b. Eller han eksisterer ikke c. Eventuelt begge dele (man kan jo aldrig vide med Gud)

Om Kim Sahl: Enten er han

a. Virkelig b. Uvirkelig c. Påvirket

  • 0
  • 0

...burde vi se nærmere på forbindelsen imellem masse og tid. Vi ved med sikkerhed at tiden går langsommere på overfladen af masse... hvorfor er det sådan ? Kunne det tænkes at tid og masse har mere til fælles end vi regner med ?

Jeg tror ikke et sekund på Higgs og er sikker på at den ikke findes, hverken i 2012 eller senere.

  • 0
  • 0

Vi ved med sikkerhed at tiden går langsommere på overfladen af masse... hvorfor er det sådan ? Kunne det tænkes at tid og masse har mere til fælles end vi regner med ?

Hvad regner vi med? Tidsdilationen for et system i acceleration (raket) er den samme som for et system (Berndt i hængekøje på Java) på overfladen af en masse med tyngdeacceleration sv.t. accelerationen af raketten. (Ækvivalensprincippet.)

Men det regner du jo ikke med.

  • 0
  • 0

Hvis du da bare kunne få orden i dine hjerneceller... du har slet ikke fattet HVAD jeg ikke regner med. Jeg synes helt ærligt at du skulle holde dig til det du ved noget reelt om... det du blev uddannet til. Du aner ikke hvad du gør ved dig selv... med den opførsel du lægger for dagen ! ER på bodega nu... fordi det er ret sent for dig ?!

  • 0
  • 0

De fleste ved, at atomer er opbygget af atomkerner bestående af protoner og neutroner, hvorom elektroner kredser, og at protoner og neutroner har meget større masse end elektroner. Så elefant-mus-spørgsmålet kan i første omgang reduceres til, hvorfor protoner og neutroner har masse.

Om du så skærer elefanten og musen op i nok så mange stykker, ændrer det ikke på noget. Hver enkel bid har masse. Iøvrigt [b]véd[/b] alle ikke, at atomer er opbygget af atomkerner bestående af protoner og neutroner, hvorom elektroner kredser, og at protoner og neutroner har meget større masse end elektroner; men de fleste lærer, at atomer er opbygget af atomkerner bestående af protoner og neutroner, hvorom elektroner kredser, og at protoner og neutroner har meget større masse end elektroner, fordi det er en bekvem model, der kan bruges til at beregne en hel bunke. Det forekommer mig bare at være risikabelt at bruge modellen i videre forskning, før det er sikkert, at modellen faktisk beskriver virkeligheden.

  • 0
  • 0

Det forekommer mig bare at være risikabelt at bruge modellen i videre forskning, før det er sikkert, at modellen faktisk beskriver virkeligheden.

Ja... fuldstændig enig. ...jeg har store tvivl mht modellens fuldstændighed og rigtighed... men jeg vil hverken afvise protoner, neutroner eller elektroner og stiller kun spørgsmålstegn ved selve modellen der sætter dem sammen.

  • 0
  • 0

Att. Mr Fosberg

Hvad regner vi med? Tidsdilationen for et system i acceleration (raket) er den samme som for et system (Berndt i hængekøje på Java) på overfladen af en masse med tyngdeacceleration sv.t. accelerationen af raketten.

Det er noget du grundigt har misforstået, tidsdilatationen siddende her på jorden forbliver den samme, mens den for raketten tiltager med tiltagende hastighed ! For raketten betyder acceleration altså at hastigheden tiltager, mens du føler den samme tyngde, men for tyngdeaccelerationen gælder at du føler den samme tyngde uden at du flytter r*ven nogen steder hen....

  • 0
  • 0

Vil bare takke Ramskov, for endnu en SUPER artikel. Der er dejligt at kunne læse en sådan artikel, med indsigt, og meget stor evne til at forklare samt finde gode analogier.

Men Svend Ferdinansen har dog en pointe deri, at massen nu er forklaret med, at den er energi - der fortalte Albert os jo for snart 100år siden. Et mysterium afløst af et andet.

  • 0
  • 0

'... Hvis vi kunne lægge 1.000 fotoner på én vægtskål og 500 på en anden, så ville vægten stadig balancere, for 500 fotoner har lige så megen masse som 1.000 fotoner, nemlig nul. ...'

Hvis fotonen ikke vejer noget, hvad driver så et solsejl?

Hej Morten

Impuls/bevægelsesmængde!

En raket, ubåd... drives af frem af impuls/bevægelsesmængde.

Impuls (fysik): http://da.wikipedia.org/wiki/Bev%C3%A6gels...

Og ja - du kan accelerere ude i rummet uden at miste masse:

2008: Re: Kan foton accelerere i aktivt spejl: http://ing.dk/debat/107914#p137488 Re: Kan foton accelerere i aktivt spejl [Amazing Laser Spacecraft]: http://ing.dk/debat/107914#p138762

2002: Re: Tid? Rum og stof i bevægelse?: http://ing.dk/debat/17037#p73611

Med bonusafsnit: Ormehulsopskrift ;-) : http://ing.dk/artikel/119098#p341235

  • 0
  • 0

Men vi kommer aldrig til at lægge så meget som een eneste foton i en vægtskål.

Fotoner har det sjovt nok med at bevæge sig med lysets hastig, og hvordan man nogensinde har fået den tåbelige ide at tillægge en hvilemasse til en "partikel" som pr. definition ikke kan ligge stille, har altid været en gåde for mig.

Efter min ringe mening, er det rigtige svar at fotoner slet ikke er partikler i traditionel forstand. Fotoner er elektromagnetiske bølger, som - lige som andre bølger - sagtens han overføre energi, selv om de ikke har nogen "masse".

Det store spørgsmål er: Bølger [b]i hvad ?[/b]

Hej Nils

Hvad så med Lene Hau? Hun kan "gemme" lys i stilstand...:

February 8, 2007 In Tiny Supercooled Clouds, Physicists Exchange Light And Matter: http://www.sciencedaily.com/releases/2007/... Citat: "... "We demonstrate that we can stop a light pulse in a supercooled sodium cloud, store the data contained within it, and totally extinguish it, only to reincarnate the pulse in another cloud two-tenths of a millimeter away," says Lene Vestergaard Hau, Mallinckrodt Professor of Physics and of Applied Physics in Harvard's Faculty of Arts and Sciences and School of Engineering and Applied Sciences. ... Hau and her co-authors, Naomi S. Ginsberg and Sean R. Garner, found that the light pulse can be revived, and its information transferred between the two clouds of sodium atoms, by converting the original optical pulse into a traveling matter wave which is an exact matter copy of the original pulse, traveling at a leisurely 200 meters per hour. ... "This work could provide a missing link in the control of optical information," Hau says. ..."

BBC News: 18 January, 2001, Light stopped in its tracks: http://news.bbc.co.uk/2/hi/science/nature/... Citat: "... And, astonishingly, if the coupling laser is turned off while the probe pulse is inside the gas cloud, the probe pulse stops dead in its tracks. If the coupling beam is then turned back on, the probe pulse emerges intact, just as if it had been waiting to resume its journey. The biggest impact of this work could be in the burgeoning field of quantum computing and quantum communication. ..."

  • 0
  • 0

... Iøvrigt [b]véd[/b] alle ikke, at atomer er opbygget af atomkerner bestående af protoner og neutroner, hvorom elektroner kredser ...

Hej Benny

Elektronen kredser ikke om atomkernen - elektronen står som en stående bølge. I nogle "skaller" går den stående elektronbølge gennem kernen:

Med afslørende "fotografier":

Atommodel (bølge): http://da.wikipedia.org/wiki/Atommodel_%28... Citat: "... Denne atommodel er grundlæggende baseret på Bohrs atommodel, men elektronerne og atomkernen beskrives som tredimensionale stående bølger i rumtiden - tredimensionale sandsynlighedsfordelinger, i stedet for punkter. Elektronernes tredimensionale sandsynlighedsfordeling bliver også benævnt "elektronskyer" eller "orbitaler". ..."

"Elektronskal" - afslørende farvede champignoner til højre: http://da.wikipedia.org/wiki/Elektronskal Citat: "... De enkelte orbitaler kan gå gennem hinanden og atomkernen, da der "blot" er tale om stående bølger. ... Eksempler på elektronskallers rumlige sandsynlighedsfordelinger. Lodret er elektronskalnummeret n, Vandret er de forskellige mulige orbitaler. Hver tegning viser 2 elektroners stående bølge. Faktisk burde skallerne have diffuse grænser og derfor ingen rande eller kanter, men så er det sværere at se orbitalens form. ... Selvom det almindeligvis hævdes, at alle elektroner i en skal har samme energi, er dette blot en approksimation. Men elektroner i en orbital har den samme energi - og de efterfølgende orbitalers elektroner har højere energi per elektron end tidligere orbitalers. ..."

Milo Wolff's Quantum Science Corner's: The Quantum Universe: http://www.quantummatter.com/articles/see_... Citat: "...Actually, in the H atom both the electron wave-structure and the proton have the same center. The electron's structure can be imagined like an onion - spherical layers of waves around a center. The amplitude of the waves decreases like the blue standing wave in the bottom diagram. There are no point masses - no orbits, just waves...".

Her er farverige champignoner og gennemskårne:

a gallery of atomic orbitals and molecular orbitals on the WWW: http://winter.group.shef.ac.uk/orbitron/

  1. feb 2008, Ing.dk: Video: Verdens første billede af en elektron: http://ing.dk/artikel/85960 Citat: "...Filmen er i virkeligheden elektronens energifordeling gennem et kort stykke tid, og altså ikke en rigtig filmoptagelse i gængs forstand..."

Aug 27, 2009, physicsworld.com: Molecules revealed in all their glory by microscope: http://physicsworld.com/cws/article/news/4... Citat: "...Physicists in Switzerland and the Netherlands have designed a new form of atomic force microscopy (AFM) capable of revealing the identity of individual atoms within a molecule for the first time..."

Og hvad kan vi lære af det - verden består af farvede champignoner ;-)

  • 0
  • 0

Fotoner er elektromagnetiske bølger, som - lige som andre bølger - sagtens han overføre energi, selv om de ikke har nogen "masse".

Det store spørgsmål er: Bølger [b]i hvad ?[/b]

  • Elektromagnetiske bølger i Æteren? = Ursuppen = Altså bølger i Urhavet = Den Kosmiske Baggrundsstråling?

Why not?

  • 0
  • 0

[quote]Fotoner er elektromagnetiske bølger, som - lige som andre bølger - sagtens han overføre energi, selv om de ikke har nogen "masse".

Det store spørgsmål er: Bølger [b]i hvad ?[/b]

  • Elektromagnetiske bølger i Æteren? = Ursuppen = Altså bølger i Urhavet = Den Kosmiske Baggrundsstråling?

Why not? [/quote]

Thumbs down:

Michelson-Morley eksperimentet: http://da.wikipedia.org/wiki/Michelson-Mor...

Michelson–Morley experiment: http://en.wikipedia.org/wiki/Michelson%E2%... Citat: "... Its results are generally considered to be the first strong evidence against the theory of a luminiferous aether and in favor of special relativity. The most immediate effect at the time was to put an end to Lord Kelvin's Vortex theory, which said that atoms were vortices in the aether.[1] ... After all this thought and preparation, the experiment became what might be called the most famous failed experiment to date.[7] ... Morley was not convinced of his own results, and went on to conduct additional experiments with Miller. Miller worked on increasingly large experiments, culminating in one with a 32 m (effective) arm length at an installation at the Mount Wilson observatory. To avoid the possibility of the aether wind being blocked by solid walls, he used a special shed with thin walls, mainly of canvas. He consistently measured a small positive effect that varied with each rotation of the device, the sidereal day and on a yearly basis. His measurements amounted to approximately 10 km/s instead of the nearly 30 km/s expected from the Earth's orbital motion alone. He remained convinced this was due to partial entrainment, though he did not attempt a detailed explanation. ... Also note, that the expected values are related to the relative speed between Earth and Sun of 30 km/s. With respect to the speed of the solar system around the galactic center of ca. 220 km/s, or the speed of the solar system relative to the CMB rest frame of ca. 368 km/s, the zero results of those experiments are even more obvious. ..."

  • 0
  • 0

May 29, 2007, Researchers Catch Motion of a Single Electron on Video: http://brown.edu/Administration/News_Burea... Citat: "... “We were astonished when we first saw an electron moving across the screen,” said Humphrey Maris, a professor of physics at Brown University. “Once we had the idea, setting it up was surprisingly easy.” ..."

Movement of single electron captured on video: http://www.youtube.com/watch?v=04KaWCXkSC0

  • 0
  • 0

Som mange herinde nok har erfaret, så tror jeg ikke på at masse eksisterer. Forstået på den måde at gravitation og masse måske kan forklares elektromagnetisk.

Jeg tror på at universet's byggesten er stående bølger i form af elektromagnetisme.

Da der i sagens natur er megen elektromagnetisme i universet, fungerer de stående bølger som en slags "æter". Der findes ikke et vacuum, da denne "æter" er overalt i større eller mindre grader af energi og impuls.

Lysets hastighed var i skabelsen uendelig, og bliver bremset ned af sig selv, så at sige.

Jeg er klar med paraderne.

  • 0
  • 0

Som mange herinde nok har erfaret, så tror jeg ikke på at masse eksisterer. Forstået på den måde at gravitation og masse måske kan forklares elektromagnetisk. ... Jeg er klar med paraderne.

Hej Otto

Nu bliver der nok ballade herinde ;-)

Is the gravity of distant objects the cause of inertia?: http://einstein.stanford.edu/content/relat... Citat: "... We do not really know. General relativity and Mach's Principle seem to suggest that this is true. [] [b]Recently, a group of physicists have speculated that inertia arises from charged matter ( electrons atoms etc) moving through the physical vacuum which acts differently along the direction of motion and behind the particle so that inertai [inertia] is actually a quantum machanical effect produced locally, not by distant matter.[/b] ..."

An electromagnetic basis for inertia and gravitation: What are the implications for 21st century physics and technology? http://www.calphysics.org/articles/zpf_sta... Citat: "... Haisch, Rueda and Puthoff (1994a) published a controversial but substantive formulation of a concept proposing an expla- nation of inertia of matter as an electromagnetic phenomenon originating in the zero-point field (ZPF) of the quantum vacuum. ... Haisch, B., Rueda, A. and Puthoff, H.E. (1994a) “Inertia as a zero-point field Lorentz Force,” Phys. Rev. A, 49:678–694. ..."

Masser af matematiske formler - nu er læseren advaret: Haisch, B., Rueda, A. and Puthoff, H.E. (1994a) “Inertia as a zero-point field Lorentz Force,” Phys. Rev. A, 49:678–694: http://www.calphysics.org/articles/PRA94.pdf

Phys. Rev. A 79, 012114 (2009) [14 pages] Inertia as a zero-point-field force: Critical analysis of the Haisch-Rueda-Puthoff inertia theory: http://pra.aps.org/abstract/PRA/v79/i1/e01... Citat: "... In the article by Haisch, Rueda and Puthoff Phys. Rev. A 49 678 (1994), an explanation of inertia as an “electromagnetic resistance arising from the known spectral distortion of the zero-point field in accelerated frames” is proposed. In this paper, we show that this result is an error due to incorrect physical and mathematical assumptions associated with taking a nonrelativistic approach. ..."

  • 0
  • 0

[quote][quote]Fotoner er elektromagnetiske bølger, som - lige som andre bølger - sagtens han overføre energi, selv om de ikke har nogen "masse".

Det store spørgsmål er: Bølger [b]i hvad ?[/b]

  • Elektromagnetiske bølger i Æteren? = Ursuppen = Altså bølger i Urhavet = Den Kosmiske Baggrundsstråling?

Why not? [/quote]

Thumbs down:

Michelson-Morley eksperimentet: http://da.wikipedia.org/wiki/Michelson-Mor... [/quote]

Thumbs up:

Robert B. Laughlin, Nobel Laureate in Physics, endowed chair in physics, Stanford University, had this to say about ether in contemporary theoretical physics:

“It is ironic that Einstein's most creative work, the general theory of relativity, should boil down to conceptualizing space as a medium when his original premise [in special relativity] was that no such medium existed . . .

The word 'ether' has extremely negative connotations in theoretical physics because of its past association with opposition to relativity. This is unfortunate because, stripped of these connotations, it rather nicely captures the way most physicists actually think about the vacuum. . . . Relativity actually says nothing about the existence or nonexistence of matter pervading the universe, only that any such matter must have relativistic symmetry.

It turns out that such matter exists. About the time relativity was becoming accepted, studies of radioactivity began showing that the empty vacuum of space had spectroscopic structure similar to that of ordinary quantum solids and fluids. Subsequent studies with large particle accelerators have now led us to understand that space is more like a piece of window glass than ideal Newtonian emptiness. It is filled with 'stuff' that is normally transparent but can be made visible by hitting it sufficiently hard to knock out a part. The modern concept of the vacuum of space, confirmed every day by experiment, is a relativistic ether. But we do not call it this because it is taboo.”

  • 0
  • 0

Ballade og ballade, det er jo i sig selv et fænomen og ganske underholdende i sig selv.

Tak for linksene.

Læg mærke til at Haisch et al, bliver falsificeret ved deres tilsyneladende manglende anvendelse af relativitet.

Jeg gentager mit mantra, relativitetsteorien skal revideres kraftigt, eller helt skrottes, for at naturvidenskaberne kan komme videre.

Undskyld afbrydelsen, og tak til Jens Ramskov. Han holder sig dejligt til fakta, i modsætning til undertegnede og så mange andre der gætter vildt.

Jeg glæder mig til at den Higgs partikel bliver fundet, for så er jeg da sikker på at jeg har gættet forkert et eller andet sted.

  • 0
  • 0

We demonstrate that we can stop a light pulse in a supercooled sodium cloud, store the data contained within it, and totally extinguish it, only to reincarnate the pulse in another cloud two-tenths of a millimeter away," says Lene Vestergaard Hau, Mallinckrodt Professor of Physics and of Applied Physics in Harvard's Faculty of Arts and Sciences and School of Engineering and Applied Sciences.

Lene Hau kan lige så lidt som andre påvirke den enkelte fotons hastighed. Som hun selv skriver ovenfor, stopper hun fotonen fuldstændigt (det er som bekendt ikke svært) gemmer energi OG information i et superafkølet medium (det er lidt sværere), hvorefter hun lader fotonen "genopstå" med sin oprindelige fart, bølgelængde og retning (og [b]det[/b] er svært !).

En enkelt foton har ingen selvstændig idenditet, og kan ikke skelnes fra alle andre fotoner (med samme bølglængde).

Vi kan ikke tage en foton og mærke den med et nummer eller andet, og så følge den fotons videre færd. Faktisk kan vi kun detektere en foton indirekte, ved den [b]virkning[/b] den forårsager i vores detektor. Efter at vi har målt fotonen, er den væk !

Faktisk tror jeg, at det forholder sig ligesom med elektricitet: Den enkelte elektron futter ganske langsomt afsted, med omkring et par milimeter i sekundet. Men [b]impulsen[/b] bevæger sig med næsten lysets hastighed.

Forestil dig et elektrikerrør som er fyldt op med glaskugler. Nu putter vi (langsomt) en ny glaskugle ind i den ene ende. Og ja, "øjeblikkeligt" kommer der en glaskugle ud af den anden ende. Vi slutter (da vi ikke kan se forskel på kuglerne) at den kugle vi puttede ind i røret har bevæget sig igennem røret med lysets hastighed. Det er der så nogle der protesterer over, og vi får den gode ide at bruge kugler med forskellig farve. Og så går sandheden op for os.

Det kan vi jo desværre ikke gøre med fotoner.

  • 0
  • 0

... Vi kan ikke tage en foton og mærke den med et nummer eller andet, og så følge den fotons videre færd. Faktisk kan vi kun detektere en foton indirekte, ved den [b]virkning[/b] den forårsager i vores detektor. Efter at vi har målt fotonen, er den væk ! ...

Hej Niels

Vi kan også måle fotonen, mens den er der:

Centre National De La Recherche Scientifique (2007, April 2). Life And Death Of A Photon 'Filmed' For The First Time. ScienceDaily. Retrieved March 22, 2008: http://www.sciencedaily.com/releases/2007/... Citat: "... A photon is an elementary particle of light. In general it can only be observed when it disappears ... The end result is that the atom changes to state 1 if the cavity contains a photon and remains at state 0 if it is empty, as in the standard method. [b]However, this time the energy absorbed by the atom is taken from the auxiliary field and not from that of the cavity. As a result, the photon is still there after having been seen, and is ready to be measured again[/b] ... Suddenly the atoms appear in state 1, showing that a photon has been trapped between the mirrors. The photon comes from the residual thermal radiation which surrounds the cavity ... The moments at which the photons appear and disappear reveal the quantum jumps of light, which occur at random ..."

  • 0
  • 0

Thumbs down:

Michelson-Morley eksperimentet: http://da.wikipedia.org/wiki/M...ntet

Jeg skylder måske lige at sige, at mit indlæg bestemt ikke var et forsøg på at genoplive æteren, som jeg ikke tror på.

Hvad jeg TROR der sker er følgende: En elektron skifter "bane" (energitilstand) omkring et atom, og forårsager derved en lokal "boble" af energi. Denne lokale energi forårsager dannelsen af et par virtuelle partikler, som lever ganske kort. I løbet af deres korte livstid flytter de blot "energiboblen" et lille stykke vej. Og så gentager det hele sig.

Jeg kan naturligvis hverken bevise eller sandsynliggøre dette, derfor skrev jeg ikke noget om det.

Men æter - nej tak !

  • 0
  • 0

Helt ærligt: Ser det ikke ud til at kosmologerne og astrofysikerne har begravet sig selv i en masse kunstige spekulationer?

For mig ser det ud til at det er ganske nødvendigt at genopridse de basale grundegenskaber hos atomer og deres atomvægt.

Fra http://da.wikipedia.org/wiki/Atom ”Atomer består af en kerne og række elektronskaller med negativt ladede elektroner i. Kernen er uhyre lille, er kun ca. en hundredetusindedel af atomet, men rummer næsten al massen. Kernen består af to slags partikler, positivt ladede protoner og neutrale neutroner, og sammensætningen af disse bestemmer hvilket grundstof og hvilken isotop atomet er”.

  • Det handler altså om elektromagnetiske kredsløb i de mindste og største dele hvor Musen og Elefanten har fået tilført et ulige antal atomer. Antallet af atomerne = tilført energi skaber vægten ifølge den art der er tale om.

”Bindingseffekt” er dermed i bund og grund et elektromagnetisk spørgsmål hvor samme og forskellige grundstoffer bliver bundet sammen via forskellige styrker af elektriske ladninger og polariteter i magnetiske kredsløb og felter/celler – og dermed er de elektromagnetiske effekter logisk nok forbundet med begreberne ”masse; tyngde; tyngdekraft – og Higgs-effekten”.

Effekten er dermed helt naturligt indbygget i de overordnede elektromagnetiske kredsløbs- og feltprincipper som hverken Newton og Einstein havde muligheden for at erkende i det fulde omfang – og som derfor nødvendiggør et markant paradigmeskift indenfor astrofysikken og kosmologien som sådan.

Så: Tilbage til en naturlig kredsløbs-tænkning i kosmologien. Tænk elektro-dynamisk i stedet for ”tyngdelovs-statisk”.

  • 0
  • 0

Suddenly the atoms appear in state 1, showing that a photon has been trapped between the mirrors. The photon comes from the residual thermal radiation which surrounds the cavity

Hej Glenn,

Bestemt et meget spændende eksperiment. Jeg bemærker dog, at man forlader sig på fotoner som opstår tilfældigt på grund af temperaturen - det vi andre plejer at kalde "støj".

Jeg vil ikke affærdige eksperimentet, men for det første er det jo en ret indirekte måde at "detektere" fotonen på, og man kan vel aldrig være sikker på hvor mange fotoner der måtte befinde sig i caviteten, og slet ikke på hvor de er på et givet tidspunkt.

Og jeg bemærker også, at eksperimentet ikke er i modstrid med "min" teori: Fotonen kan stadig opstå og blive udslettet millioner af gange mellem de to spejle, uden at vekselvirke med noget andet end virtuelle partikler.

  • 0
  • 0

"Efter min ringe mening, er det rigtige svar at fotoner slet ikke er partikler i traditionel forstand. Fotoner er elektromagnetiske bølger, som - lige som andre bølger - sagtens han overføre energi, selv om de ikke har nogen "masse". Ja det har du helt ret i - lys kan beskrives som såvel bølger som partikler med masse. I øvrigt kan lysets hastighed som bekendt reduceres til nærmest stilstand i følge berømt dansk forskning -

Ik at jeg forstår ret meget af det hele -

  • 0
  • 0

Så: Tilbage til en naturlig kredsløbs-tænkning i kosmologien. Tænk elektro-dynamisk i stedet for ”tyngdelovs-statisk”.

Jeg kan ikke være mere end ualmindelig enig.

  • 0
  • 0

Søren, Udmærket, du tager et skridt mere: Naturen er den overordnede betegnelse for alle hertil hørende elementer - kaldet naturelementer. Vi har nu, alle naturelementer = det fuldstændig altomfattende. Kan du så definere naturelementet, har du indsigt i de grundlæggende egenskaber for alt (herunder også masse).

  • 0
  • 0

Eksisterer han? Idet alt er naturelementer (og alle disse har eksistens), eksisterer Gud. Spørgsmålet er ikke om han eksisterer, men om hans eksistens er sand eller falsk - om det er en sand eksistens eller en falsk eksistens. Vi skal huske på at den levende natur kan lyve....

  • 0
  • 0

[quote]Suddenly the atoms appear in state 1, showing that a photon has been trapped between the mirrors. The photon comes from the residual thermal radiation which surrounds the cavity

Hej Glenn,

Bestemt et meget spændende eksperiment. Jeg bemærker dog, at man forlader sig på fotoner som opstår tilfældigt på grund af temperaturen - det vi andre plejer at kalde "støj". ... [/quote]

Hej Niels

Har lige fundet et et eksperiment mere:

Jun 14, 2002, Single photons to soak up data: http://physicsworld.com/cws/article/news/7201 Citat: "... If the original beam had an even value of orbital angular momentum, the beams interfered constructively, but if it had an odd value, they interfered destructively. This enabled the team to separate the photons with even and odd values of orbital angular momentum into two different detectors. ... By passing both of these beams through the process again, the researchers separated photons into four different values of orbital angular momentum. [b]Using filters, they also reduced the intensity of the beams so that on average, there was only one photon at a time present in each interferometer.[/b]

According to the researchers, this technique could – in theory – be extended to detect any number of different orbital angular momentum states, although they concede it could quickly become cumbersome. [b]The Glasgow team now plans to refine its technique by using single-photon emitters and detectors.[/b] ..."

Phys. Rev. Lett. 88, 257901 (2002), Measuring the Orbital Angular Momentum of a Single Photon: http://prl.aps.org/abstract/PRL/v88/i25/e2... Citat: "... We propose an interferometric method for measuring the orbital angular momentum of single photons. We demonstrate its viability by sorting four different orbital angular momentum states, and [b]are thus able to encode two bits of information on a single photon.[/b] This new approach has implications for entanglement experiments, quantum cryptography and high density information transfer. ..."

Er ovenstående rigtigt, kan de (også) måle på én foton uden at det destruerer denne.

  • 0
  • 0

Puha, nu bliver der rigtig meget ballade, og det på en højhellig søndag.

Du eksisterer, derfor eksisterer Gud.

Altsammen ifølge oraklet Otto Krog.

Du er et guddommeligt væsen, der gennemgår en jordisk oplevelse.

Din guddommelighed eksisterer i et parallelt univers, hvor din bevidsthed, som er antistof, også eksisterer. Derfor annihilerer din antistof (din bevidsthed) ikke med det stof vi observerer i dagligdagen.

Man bliver nødt til at sætte sig en smule ind i min teori for bare at få den mindste smule hovede og hale i det ovenstående. Men hvorfor ikke bruge en højhellig søndag på at dykke ned i et orakels tankespind.

http://crestroyertheory.com/the-theory/

  • 0
  • 0

Han var til tider "skæv". Og sagde at hans vilde tanker ikke var indbildte men virkelige. Spørgsmålet er ikke om noget er virkeligt, men om det er sandt eller falsk. ALTET eksisterer, men ikke alt har en sand eksistens - ligesom ikke alt har en falsk eksistens. Alt hvad der har en sand eksistens + alt hvad der har en falsk eksistens = ALTET (det fuldstændig altomfattende). Så derfor eksisterer Gud (hvad der er opfundet kan ikke nedfindes).

  • 0
  • 0

... Spørgsmålet er ikke om noget er virkeligt, men om det er sandt eller falsk. ...

Hej Kim

Selv matematik fejler...?:

Gödel's incompleteness theorems: http://en.wikipedia.org/wiki/G%C3%B6del%27... Citat: "... The two results are widely, but not universally, interpreted as showing that Hilbert's program to find a complete and consistent set of axioms for all mathematics is impossible, giving a negative answer to Hilbert's second problem.

The first incompleteness theorem states that no consistent system of axioms whose theorems can be listed by an "effective procedure" (e.g., a computer program, but it could be any sort of algorithm) is capable of proving all truths about the relations of the natural numbers (arithmetic). For any such system, there will always be statements about the natural numbers that are true, but that are unprovable within the system. The second incompleteness theorem, a corollary of the first, shows that such a system cannot demonstrate its own consistency. ... Gödel's first incompleteness theorem states that:

Any effectively generated theory capable of expressing elementary arithmetic cannot be both consistent and complete. In particular, for any consistent, effectively generated formal theory that proves certain basic arithmetic truths, there is an arithmetical statement that is true,[1] but not provable in the theory (Kleene 1967, p. 250).   

... Gödel's first incompleteness theorem shows that any consistent formal system that includes enough of the theory of the natural numbers is incomplete: there are true statements expressible in its language that are unprovable. ... The liar paradox is the sentence "This sentence is false." ... Gödel's second incompleteness theorem can be stated as follows:

For any formal effectively generated theory T including basic arithmetical truths and also certain truths about formal provability, if T includes a statement of its own consistency then T is inconsistent.   

... Gödel's second incompleteness theorem also implies that a theory T1 satisfying the technical conditions outlined above cannot prove the consistency of any theory T2 which proves the consistency of T1. This is because such a theory T1 can prove that if T2 proves the consistency of T1, then T1 is in fact consistent. ...

The second incompleteness theorem only shows that the consistency of certain theories cannot be proved from the axioms of those theories themselves. It does not show that the consistency cannot be proved from other (consistent) axioms. For example, the consistency of the Peano arithmetic can be proved in Zermelo–Fraenkel set theory (ZFC), or in theories of arithmetic augmented with transfinite induction, as in Gentzen's consistency proof. ... Authors including J. R. Lucas have debated what, if anything, Gödel's incompleteness theorems imply about human intelligence. Much of the debate centers on whether the human mind is equivalent to a Turing machine, or by the Church–Turing thesis, any finite machine at all. If it is, and if the machine is consistent, then Gödel's incompleteness theorems would apply to it.

Hilary Putnam (1960) suggested that while Gödel's theorems cannot be applied to humans, since they make mistakes and are therefore inconsistent, it may be applied to the human faculty of science or mathematics in general. Assuming that it is consistent, either its consistency cannot be proved or it cannot be represented by a Turing machine.

Avi Wigderson (2010) has proposed that the concept of mathematical "knowability" should be based on computational complexity rather than logical decidability. He writes that "when knowability is interpreted by modern standards, namely via computational complexity, the Gödel phenomena are very much with us." ... In the course of his research, Gödel discovered that although a sentence which asserts its own falsehood leads to paradox, a sentence that asserts its own non-provability does not. In particular, Gödel was aware of the result now called Tarski's indefinability theorem, although he never published it. ... [Uha dette afsnit bølger frem og tilbage ;-) ] Multiple commentators have read Wittgenstein as misunderstanding Gödel (Rodych 2003), although Juliet Floyd and Hilary Putnam (2000), as well as Graham Priest (2004),[5] have provided textual readings arguing that most commentary misunderstands Wittgenstein. ..."

  • 0
  • 0

Er ovenstående rigtigt, kan de (også) måle på én foton uden at det destruerer denne.

Citat fra ovenstående link ( http://www.sciencedaily.com/releases/2007/... ):

However, there is nothing in nature that says that photons have to be destroyed in order to be measured.

Jo der er! Det kaldes energibevarelsessætningen.

Der findes [b]intet[/b] måleudstyr, der kan give udslag uden tilførsel af energi, og den energi må nødvendigvis tages fra det, man måler på. Problemet med fotonen ifølge den traditionelle fotonmodel er, at den har en konstant energi (hastighed og frekvens), som [b]ikke[/b] kan ændres, når først fotonen er udsendt - heller ikke ved gravitation (udbredt misforståelse). Det betyder, at der ikke findes nogen måde at reducere energien på uden at destruere fotonen 100%. Man kan f.eks. ikke udtage 10% energi til måleudstyret, for det ville resultere i enten en hastighed mindre end c eller i en rødforskydning (E = h*f).

At forsøgene viser noget andet er jo bare endnu et bevis på, at den traditionelle fotonmodel er forkert.

  • 0
  • 0

Hej Gleen Jeg tror på at matematik findes i den livløse natur, da den livløse natur ikke kan lyve er denne matematik sand. Tror også på en matematik (eller fortolkning af denne) findes i den levende natur - ikke mindst hos homo sapiens. Idet det levende kan lyve, kan denne matematik være sand/falsk. Blot et eks. Resultatet af en matematisk opgave er i den livløse natur sand. I den levende natur er et matematisk resultat enten sandt eller falsk - hvad ethver barn (og voksen) der forsøger sig udi den matematiske kunst må sande!

  • 0
  • 0
  • og matematisk bevis, er underlagt mine nævnte grundlæggende egenskaber. Gödels teorem ligeledes. Er ikke god til engelsk, men Gödel findes el også på dansk Wiki. Få var ordene til Gleen Møller.
  • 0
  • 0

[quote]Er ovenstående rigtigt, kan de (også) måle på én foton uden at det destruerer denne.

Citat fra ovenstående link ( http://www.sciencedaily.com/releases/2007/... ):

However, there is nothing in nature that says that photons have to be destroyed in order to be measured.

Jo der er! Det kaldes energibevarelsessætningen.

Der findes [b]intet[/b] måleudstyr, der kan give udslag uden tilførsel af energi, og den energi må nødvendigvis tages fra det, man måler på. Problemet med fotonen ifølge den traditionelle fotonmodel er, at den har en konstant energi (hastighed og frekvens), som [b]ikke[/b] kan ændres, når først fotonen er udsendt - heller ikke ved gravitation (udbredt misforståelse). Det betyder, at der ikke findes nogen måde at reducere energien på uden at destruere fotonen 100%. Man kan f.eks. ikke udtage 10% energi til måleudstyret, for det ville resultere i enten en hastighed mindre end c eller i en rødforskydning (E = h*f).

At forsøgene viser noget andet er jo bare endnu et bevis på, at den traditionelle fotonmodel er forkert. [/quote]

Hej Carsten

Her er deres idé:

17 May 1999, Seeing a single photon without destroying it. G. Nogues1, A. Rauschenbeutel1, S. Osnaghi1, M. Brune1, J. M. Raimond1 & S. Haroche1: http://www.nature.com/nature/journal/v400/... Citat: "... Light detection is usually a destructive process, in that detectors annihilate photons and convert them into electrical signals, making it impossible to see a single photon twice. But this limitation is not fundamental—quantum non-demolition strategies1, 2, 3 permit repeated measurements of physically observable quantities, yielding identical results. For example, quantum non-demolition measurements of light intensity have been demonstrated4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, suggesting possibilities for detecting weak forces and gravitational waves3. ... Here we report a cavity quantum electrodynamics experiment in which we detect a single photon non-destructively. We use atomic interferometry to measure the phase shift in an atomic wavefunction, caused by a cycle of photon absorption and emission. ..."

Og her gøres det:

2008: http://ing.dk/artikel/126172#p409882

Reference: Quantum jumps of light recording the birth and death of a photon in a cavity, Sébastien Gleyzes, Stefan Kuhr, Christine Guerlin, Julien Bernu, Samuel Deléglise1, Ulrich Busk Hoff, Michel Brune, Jean-Michel Raimond, Serge Haroche, Nature, 15 March 2007.

  • 0
  • 0

Er ovenstående rigtigt, kan de (også) måle på én foton uden at det destruerer denne.

Er det nu også helt rigtigt ? Hvis jeg sender en foton igennem et vandret polariseret filter, kan jeg efterfølgende konkludere, at fotonen er vandret polariseret. Men har jeg målt noget på fotonen, eller har jeg blot konstateret at den slap igennem, altså konkluderer jeg at den var vandret polariseret. Var den ikke sluppet igennem (men i stedet absorberet af mit polaroidfilter) ville jeg istedet have konkluderet, at den var lodret polariseret.

Uanset hvad, så får jeg først mit svar [b]efter[/b] at fotonen er blevet absorberet, enten af mit filter eller min detektor. Der er ingen måde hvorpå jeg (eller andre) kan tage den pågældende foton og kigge efter om den nu virkelig var vandret polariseret.

  • 0
  • 0

We use atomic interferometry to measure the phase shift in an atomic wavefunction, caused by a cycle of photon absorption and emission.

Hvis det er rigtigt, er det intet mindre end en sensation ! Aldrig før er det - så vidt jeg ved - lykkedes at måle på en bølgefunktion, uden at kollapse den. Schrødingers kat kan ånde lettet op !

Men i betragtning af at artiklen er mere end ti år gammel, føler jeg mig ret overbevist om at vi ville have hørt om det, hvis det havde sin rigtignokhed !

  • 0
  • 0

[quote]Er ovenstående rigtigt, kan de (også) måle på én foton uden at det destruerer denne.

Er det nu også helt rigtigt ? Hvis jeg sender en foton igennem et vandret polariseret filter, kan jeg efterfølgende konkludere, at fotonen er vandret polariseret. Men har jeg målt noget på fotonen, eller har jeg blot konstateret at den slap igennem, altså konkluderer jeg at den var vandret polariseret. Var den ikke sluppet igennem (men i stedet absorberet af mit polaroidfilter) ville jeg istedet have konkluderet, at den var lodret polariseret.

Uanset hvad, så får jeg først mit svar [b]efter[/b] at fotonen er blevet absorberet, enten af mit filter eller min detektor. Der er ingen måde hvorpå jeg (eller andre) kan tage den pågældende foton og kigge efter om den nu virkelig var vandret polariseret. [/quote]

Hej Niels

På en måde vil jeg give dig ret i, at de ikke laver en direkte måling.

Men selve det at sortere fotonerne som de viser i figur 4, vil jeg tillade mig at kunne fortolke som en del af måleprocessen. Hver af detektorernes detektion fortæller hvilken vej fotonen gik - og her dens angulære moment (er det lig polarisationen?).

Angular momentum of light: http://en.wikipedia.org/wiki/Angular_momen... Citat: "... But there are actually two distinct forms of rotation of a light beam, one involving its polarization and the other its wavefront shape. These two forms of rotation are hence associated with two distinct forms of angular momentum, respectively named light spin angular momentum (SAM) and light orbital angular momentum (OAM). ... For such a beam, SAM is strictly related with the optical polarization, and in particular with the so-called circular polarization. OAM is related with the spatial field distribution, and in particular with the wavefront helical shape. ... In addition to these two terms, if the origin of coordinates is located outside the beam axis, there is a third angular momentum contribution obtained as the cross-product of the beam position and its total momentum. This third term is also called “orbital”, because it depends from the spatial distribution of the field. However, since its value is dependent from the choice of the origin, it is termed “external” orbital angular momentum, as opposed to the “internal” OAM appearing for helical beams. ..."

  • 0
  • 0

When a light beam carrying nonzero angular momentum impinges on an absorbing particle, its angular momentum can be transferred on the particle, thus setting it in rotational motion.

Ovenstående er klippet fra den Wikipedia-artikel du henviser til. Her fremgår det klart (som jeg ser det), at der er tale om at en foton kan overføre sit vinkelmoment til en partikel [b]som derved absorberer den ![/b]

Et af de bedste eksempler på hvor dårligt vi har forstået fotonen er følgende (som jeg citerer fra John Gribbins bog "Jagten på Schrødingers Kat" - efter hukommelsen):

Vi skal bruge to polaroid-filtre og f.x. en laser. Vi lader lysstrålen gå gennem begge filtre, og drejer filtrene i forhold til hinanden. Når de to filtres polarisationsretning er vinkelret på hinanden, udslukkes lysstrålen helt. JG foreslår, at vi betragter fotonerne som krigere med spyd, der skal igennem en smal port. De krigere der bærer deres spyd lodret slipper igennem en lodret port, men bliver standset af en vandret port, og vice-versa.

Det overraskende kommer når vi sætter et tredie polaroidfilter ind i mellem de to første, drejet så det har vinklen 45 grader til begge de to oprindelige filtre. Nu slipper der lige pludseligt lys igennem !

Som JG skriver, dette er lige så overraskende, som hvis man havde en zoologisk have hvor rovdyrene er spærret inde af et dobbelt pigtrådshegn. Så øger man sikkerheden ved at tilføje et tredie hegn, og nu vader nogle af rovdyrene pludseligt igennem alle tre hegn.

Dermed er det rimelig klart, at det for det første er en vis procentdel af fotoner der slipper igennem et polaroidfilter, for det andet at dem der gør det er blevet "drejet" af filteret - men altså ikke stoppet. Dermed kan man jo godt postulere, at man har udført dels en måling, og dels en drejning af den enkelte fotons polarisering. Jeg vil dog stadig påstå, at vi intet får at vide om dette før vi absorberer fotonen i en detektor. På den led minder eksperimentet meget om Schrødingers famøse kat i dens kasse: Vi får intet at vide før vi åbner kassen, indtil da er systemet i en "ubestemt" tilstand (superposition eller to universer).

Men pointen er, at som alting i kvantemekanik er der tale om et statistisk fænomen, og det virker også på enkelte fotoner - der er bare ingen måde hvorpå man kan "forudsige" om en given foton slipper igennem eller ej.

  • 0
  • 0

Hvis min hånd bliver ramt af fotoner fra solen, dannes der en skygge af min hånd som bliver varm. Så har jeg stoppet lyset og så har fotonerne vel også mistet energi?

Sker der det samme med fotonerne når de stråler igennem kosmos, så kan man vel ikke bruge lyset som en konstant målingsenhed når rummet ikke er tomt og nogle gange mere eller mindre fortættet af molekylære gasser og partikler og endda stjerner og planeter og galakser?

Er målingen af blå- og rødforskydningen egentlig et udtryk for dette?

  • 0
  • 0

Hvis min hånd bliver ramt af fotoner fra solen, dannes der en skygge af min hånd som bliver varm. Så har jeg stoppet lyset og så har fotonerne vel også mistet energi?

Sker der det samme med fotonerne når de stråler igennem kosmos, så kan man vel ikke bruge lyset som en konstant målingsenhed når rummet ikke er tomt og nogle gange mere eller mindre fortættet af molekylære gasser og partikler og endda stjerner og planeter og galakser?

Er målingen af blå- og rødforskydningen egentlig et udtryk for dette?

Hej Niels

Det har jeg også spekuleret på.

Prøv at læse følgende:

Effects due to physical optics or radiative transfer: http://en.wikipedia.org/wiki/Redshift#Effe... Citat: "... Except possibly under carefully controlled conditions, scattering does not produce the same relative change in wavelength across the whole spectrum; that is, any calculated z is generally a function of wavelength. Furthermore, scattering from random media generally occurs at many angles, and z is a function of the scattering angle. If multiple scattering occurs, or the scattering particles have relative motion, then there is generally distortion of spectral lines as well.[2]

In interstellar astronomy, visible spectra can appear redder due to scattering processes in a phenomenon referred to as interstellar reddening[2] — similarly Rayleigh scattering causes the atmospheric reddening of the Sun seen in the sunrise or sunset and causes the rest of the sky to have a blue color. This phenomenon is distinct from redshifting because the spectroscopic lines are not shifted to other wavelengths in reddened objects and there is an additional dimming and distortion associated with the phenomenon due to photons being scattered in and out of the line-of-sight. ..."

  • 0
  • 0

When a light beam carrying nonzero angular momentum impinges on an absorbing particle, its angular momentum can be transferred on the particle, thus setting it in rotational motion.

En lysstråle kan vel ikke have "nonzero angular momentum"?

Lys er en elektromagnetisk bølge og vil vel altid have et vinkelret momentum?

Lysbølger bevæger sig jo ikke op og ned som på en 2 dimensional graf, men i en cirkulær bevægelse? http://en.wikipedia.org/wiki/Circular_pola...

  • 0
  • 0

En lysstråle kan vel ikke have "nonzero angular momentum"?

Polariseret lys kan forekomme i to varianter: "Planpolariseret" lys er lys hvor det elektriske felt altid peger i een bestemt retning, og hvor det magnetiske felt peger konstant i en retning 90 grader forskelligt fra det elektriske. Både det elektriske og det magnetiske felt varierer i amplitude, men altså ikke i retning. Denne situation minder meget om det man i elektronikken kalder en svingningskreds, hvor energien konstant "skvulper" frem og tilbage mellem en spole (hvor den er oplagret i et magnetisk felt) og en kondensator (hvor den er oplagret i et elektrisk felt).

I modsætning hertil er cirkulært polariseret lys, hvor både det elektriske og det magnetiske felt konstant ændrer retning, men stadig står konstant vinkelret på hinanden. Som jeg læser artiklen, er det denne form for lys man taler om, og det har altså et vist "snurre-rundt-momentum" som kan overføres til en partikel som absorberer fotonen.

Du har fuldstændig ret i at lys [b]normalt[/b] ikke bevæger sig "op og ned". Men planpolariseret lys, som det der slipper igennem vores polaroid-solbriller gør faktisk. Det er derfor brillerne dæmper reflekser fra vandrette flader - her er det reflekterede lys i stort omfang blevet planpolariseret.

  • 0
  • 0

...Jeg tror ikke et sekund på Higgs

Det skal man heller ikke, har jeg hørt. Det er alt for længe.

  • 0
  • 0

Jeg håber der er nogen der kan hjælpe mig i mit spørgsmål.

Når jeg flytter en masse, skal jeg da have en masse bag mig, for at jeg kan flytte massen?

Har jeg ikke en masse som ballast, vil jeg ikke kunne flytte en masse, hvor meget energi jeg end bruger.

Jeg ved godt det jeg nu kommer med er en meget lidt accepteret hypotese.

Men kunne det ikke tænkes, at der vitterligt eksisterer et masseelement (partikel eller lignende) der slet ingen friktion har, da friktion er noget kraftfelterne skaber.

Masseelementets størrelse er ekstremt lille, hvis det egentlig kan gives en definition på omfang og størrelse og elementet kan ved hjælp af de elektriske og magnetiske kraftfelter omsluttes i såkaldte lukkede kraftfelter (opfattes som partikler), hvorved at masseelementet påfører det lukkede kraftfelt en træg masse.

Ligesom en bølge på vandoverfladen skaber bevægelse i vandets masseelement (vandpartiklerne), flytter bølgerne en energi ved hjælp af bevægelsesmomentet i vandets masseelement, uden at vandets masseelement flyttet nævneværdigt fra det sted masseelementet befinder sig i/på.

Denne form for bølgeforstyrrelse i rummets masseelement, kunne de elektromagnetiske strålingsbølger vel egentlig også forårsage, hvorved der sker en energibevægelse gennem et universelt hav af masseelementer, uden at selve bølgerne som bølge indeholder et gram af masse.

Nu opstår den elektromagnetiske bølge ikke blot ved hjælp af energi uden masse, for der skal hele tiden være masse tilstede, for at der kan frembringes en elektromagnetiske bølge.

Det sker eksempelvis når en jernplade bliver varm, så begynder atomerne at vibrere i jernet og bliver jernet så varmt at atomerne vibrerer med en sitren der vil kunne give en svingning på mellem 300-400 TeraHertz (1 THz = 1.000 GigaHertz), så dannes der en elektromagnetisk bølge der viser infrarødt lys.

Så længe masseelementet ikke forstyrres, vil masseelementet blot eksisterer som masseelement uden nogen virkningseffekt. Masseelementet har endvidere et kraftfelt, der ikke i sig selv eksisterer før det forstyrres og når så endelig det forstyrres af et lukket kraftfelt med masse, så dannes der et elektromagnetisk felt i masseelementet, som så sendes ud gennem det universelle rums hav af masseelement som en elektromagnetisk bølgestråling.

Det kraftfelt masseelementet har er ikke et Higgsfelt, men en felt der danner elektromagnetiske kraftfelter, når det forstyrres.

Masseelementernes kraftfelt kunne om muligt være en tyngdekraftfelt, som ingen virkningseffekt fremviser, så længe masseelementet er frit og uforstyrret svævende i rummet.

Når masseelementet indgår i lukkede elektromagnetiske kraftfelter (elementarpartikler) overfører masseelementet sit tyngdekraftfelt til det lukkede kraftfelts indelukkede masseelement og på den måde vil alle lukkede elektromagnetiske kraftfelter fremvise en tyngdekrafteffekt, som så vil virke tiltrækkende på alle andre lukkede elektromagnetiske kraftfelter med indesluttet masseelement.

Dette er en meget kort beskrivelse af hvad jeg kunne tænke mig, hvad og hvordan masse hos partikler er og opstår.

Men denne hypotese er der selvfølgelig ingen der vil kunne opfatte som værende troværdig eller er der?

Den er ikke en fast forankret hypotese, men en arbejdshypotese, som fint vil kunne ændres, dersom andre kan komme med gode modargumenter eller andre forhold der sætter spørgsmålstegn ved hypotesen.

  • 0
  • 0

Du har fuldstændig ret i at lys [b]normalt[/b] ikke bevæger sig "op og ned". Men planpolariseret lys, som det der slipper igennem vores polaroid-solbriller gør faktisk. Det er derfor brillerne dæmper reflekser fra vandrette flader - her er det reflekterede lys i stort omfang blevet planpolariseret.

Citat fra: http://www.chemguide.co.uk/basicorg/isomer... - om planpolariseret lys med gode illustrationer, men så lyder det:

"Care! It is important not to take the analogy too far. The polaroid material doesn't consist of "slits" in any sense of the word. The way it actually polarises the light is quite different (and irrelevant to us here!)"

Siger det ikke også noget om foton-eksperimentet med slidserne?

Når en elektromagnetisk foton roterer i længderetningen, så skal fotonen jo ramme slidsen når fotonen er præcis i slidsens horisontelle eller vertikale åbning?

Hvis man skal løse dette spørgsmål skal man altså vide hvor fotonen befinder sig i rotationen når den rammer det materiale hvor slidsen er placeret. Eller hvad?

  • 0
  • 0

Lars, At flytte en masse, er at ændre massens tilstand fra hvile til bevægelse - forudsætter en vekselvirkning. Enhver vekselvirkning forudsætter to systemer (f.eks. to systemer af masse), sådan som beskrevet i Newtons 3.lov.

  • 0
  • 0

@Lars Kristensen,

Du skrev bl. a.:"Ligesom en bølge på vandoverfladen skaber bevægelse i vandets masseelement (vandpartiklerne), flytter bølgerne en energi ved hjælp af bevægelsesmomentet i vandets masseelement, uden at vandets masseelement flyttet nævneværdigt fra det sted masseelementet befinder sig i/på".

Jeg synes du er inde på noget meget interessant og jeg kan godt følge dig.

Hvad skaber så bølgerne på vandet - "dig bagved liggende kraft"?

Vinden - så den må jo have partikler som skubber til vandmolekylerne. Hvad består vindpartiklerne af? Elektromagnetiske atomer - som bygger bølgerne op fordi de har et angular momentum i bevægelsesretningen.

Hvad så med det atmosfæriske tryk? Det må jo også skabe et "tyngdepres på det aktuelle masseelement", alt efter den aktuelle vejrsituation? (Trykker såvidt jeg husker i gennemsnit 1 kg. pr. cm2 - og den aftager også med kvadratet på afstanden ligesom en vis persons hypotese)

Så kan man også tænke på hvordan solvinden påvirker Jordens vinde, ikke sandt? Og på hvordan Jordens magnetisme egentlig bliver skabt og og og

  • 0
  • 0

Niels, Hvad får vandpartiklerne til at bevæge sig (udføre roterende svingninger) - det gør vandets elektromagnetiske signaler, opstået da du smed en sten i vandet. Hvad får den elektriske strøm til at strømme - det gør spændingen der udbreder sig langs strømvejen (ledningen).

  • 0
  • 0

@Stig Larsen: Det drejer sig her ikke om hvad noget "vejer", men om masse. Vægt er kun et måleresultat på en vægt indenfor et gravitationsfælt, og der er proportional med den vejede krops masse. Selv vægtløse kroppe har masse f.eks udtrykt ved en målbar inerti. Forsøg at ændre musens og elefantens hastighed, enten det er på månen, Jupiter eller i frit fall (vægtløs i bane), og du vil fort mærke at deres lokale vægt intet har at sige for den energi der skal til. Masse er altså noget universelt.

Nu var det jo ikke mig som startede artiklen med ordet vejer!

  • 0
  • 0

@Glenn Møller-Holst, Du citerede:"In interstellar astronomy, visible spectra can appear redder due to scattering processes in a phenomenon referred to as interstellar reddening[2] — similarly Rayleigh scattering causes the atmospheric reddening of the Sun seen in the sunrise or sunset and causes the rest of the sky to have a blue color. This phenomenon is distinct from redshifting because the spectroscopic lines are not shifted to other wavelengths in reddened objects and there is an additional dimming and distortion associated with the phenomenon due to photons being scattered in and out of the line-of-sight".

"Scattering of light" kan man jo også se når der dannes en ring "omkring solen eller månen" i høje tynde isskyer.

Jeg tror også at dette fænomen spiller ind ved den såkaldte "gravitational lensing". Det er ikke tyngdekraften som forvrænger billedet men gasserne og partiklerne omkring lensing-objekterne. Hvad mener du om det?

  • 0
  • 0

At flytte en masse, er at ændre massens tilstand fra hvile til bevægelse - forudsætter en vekselvirkning. Enhver vekselvirkning forudsætter to systemer (f.eks. to systemer af masse), sådan som beskrevet i Newtons 3.lov.

Kim,

sådan som jeg forstår dig, så skal der masse til for at kunne flytte masse. Masse kan ikke flyttes uden en masses tilstedeværelse. Det er ikke nok bare at have en energi, der skal også være en masse tilstede, hvorigennem energien kan flyttes.

Er det rigtigt forstået?

  • 0
  • 0

Lars, Energi kan rummeligt overføres ved partikler eller bølger. Elektroner (og disse representerer en masse) kan flyttes rundt med ved energibærende elektromagnetiske felter, disse felter er masseløse. Så masse kan flyttes ved energi fra energibæerne: masse eller felt.

  • 0
  • 0

Men Lars, så vidt jeg kan se kan et fysisk system ikke eksistere uden henvisning til masse. Så derfor kan du have lidt ret i at der skal masse til at flytte masse - blot behøver disse ikke at være i direkte berøring med hinanden (feltet sørger for kontakten).

  • 0
  • 0

I tråden spørges der til hvad lyset udbreder sig i. Tja, i svingende elektromagnetiske felter. Rummet har den egenskab at kunne transmittere lys, og denne egenskab er altså bundet op på feltet der kan sættes i svingninger - eller også - tager lyset selv sit felt med sig under flugten, som snejlen har sit eget slim med den bevæger sig ved. Men hele denne emnekreds er aldeles uforstået og ubeskrevet sådan fysisk, til gengæld rigeligt matematisk beskrevet

  • 0
  • 0

Masse er noget underligt noget, for hvad består den af?

Almindeligvis har massen tilsyneladende vedhæftet en tyngdekraft, men kunne det tænkes, at massen kunne eksistere uden at der er en tilsynekomst af en tyngdekraft i forbindelse med massen?

Hvis der vitterlig kunne eksistere partikler med masse, uden en vedhæftet tyngdekraft, ville det være en meget spændende massepartikel, for blev det muligt at isolere en sådan massepartikel uden tyngdekraft, ville rumfart kunne blive gratis i brændstof.

  • 0
  • 0

Lars, Når solen udstråler elektromagnetiske bølger taber den masse.

  • 0
  • 0

Lars, Når en partikel dannes, har den mindre masse end delenes summeriske masse.

  • 0
  • 0

Hvad masse "dybest" set er, og hvad alt muligt andet dybest ser er for noget, tja: men hvilke egenskaber har dit og dat, er der nogle grundlæggende egenskaber som alt besidder, jeg tror ja. Disse egenskaber finder man ikke i Cern, men må grave dybt i sindet.

  • 0
  • 0

I undertegnedes kvante-kosmologi udledes en sammenhæng mellem Universets aktuelle alder T, kvante-tiden t, Universets totale masse M og den variable aktuelle kvante-masse m af én Uniton: Sammenhængen er følgende:

(1) T = (Mt)(1/m)

Af ligning (1) ses, at Universets aktuelle alder T er omvendt proportional med den aktuelle kvante-masse m. Denne er defineret som massen af det mindste stof-kvantum i Universet. Dette mindste stof-kvantum betegnes med navnet Uniton. Størrelsen t er det ’tidsforløb’, som det tager lys at tilbagelægge kvante-længden d. Dvs. der gælder: d = c*t, hvor c er lysets hastighed i ’såkaldt vakuum’. (Se link). Det antages at M, d og t er konstante under Universets udvikling.

Sammenhængen mellem Universets totale masse M og kvante-massen m er givet ved:

(2) M = N* m

I ligning (2) er N lig med det aktuelt totale antal Unitoner i Universet. Tallet N kan fortolkes som et kosmisk evolutions-kvantetal, idet antallet af unitoner er stadigt voksende.(Se link).

Mere kan studeres på: http://louis.rostra.dk http://louis.rostra.dk/kvant_18.html

Hilsen fra Louis Nielsen

  • 0
  • 0

Når solen udstråler elektromagnetiske bølger taber den masse.

At Solen taber masse, får ikke nødvendigvis massen til at forsvinde fra universet. Massen er der stadigvæk, nu er den blot ikke omsluttet af kraftfelter og kraftfelterne er blevet til frie kraftfelter der stråler væk fra Solen som elektromagnetiske bølger, der gennem sin rejse i rummet flytter rundt på samme mængde masse som stoffet i Solen indeholdt, inden stoffet forsvandt fra Solen og blev omdannet til stråling.

Bare fordi vi observerer, at Solen taber masse, når den udstråler lys, får altså ikke massen til at forsvinde. Massen kan ikke tilintetgøres, den kan kun flyttes og omsluttes, men forsvinde kan massen ikke.

For at illustrere hvordan det foregår med massen, så tænk på at vi befinder os i en svømmehal i vandet.

Vi ligger i vandet med en plastpose. Vi tager plastposen med ned under vandet og holder i bunder af plastposen. Nu bevæger vi posen og vi vil opdage at den faktisk skaber bølgelignende bevægelser når vi bevæger den gennem vandet.

Plastposen symboliserer frie elektromagnetiske kraftfelter og i ovennævnte tilfælde opfører plastposen sig som frie kraftfelter (stråling) og vandet symboliserer masseelementet.

Nu gør vi det at vi åbner for plastposen under vandet og lader den blive fyldt op med vand og bagefter lukker vi den til igen. Nu er den vandfyldte plastpose symbolet på et lukket kraftfelter, hvori masseelementet er omsluttet af kraftfelter. Plastposen er hermed også symbolet på en partikel, der indeholder masse.

Når vi nu bevæger plastposen med vandet i, så kan vi pludselig føle en forskel fra dengang plastposen ingen vand havde i sig og til nu, for nu har plastposen en træg masse, hvad den ikke havde før. Præcis ligesom lukkede kraftfelter har en træg masse, når de omslutter masseelementet, som værende stofpartikler

Nu åbner vi for plastposen og lader vandet komme ud af plastposen, vi annihilerer den vandfyldte plastpose og nu kan vi bevæge den gennem vandet som en massefri plastpose (kraftfelter).

Men hov, hvor er vandet der var i posen blevet af? Massen som Solen tabte, da den udstrålede den elektromagnetiske stråling.

Ja, det flyder såmænd rundt et eller andet sted i svømmepølen sammen med alt det andet vand.

Så du kan jo nok se. Vi kan godt fjerne vandet fra plastposen (Solen mister masse), men fjerne vandet fra svømmepølen det kan vi ikke, hvis den vel at mærke var universet og vandet er det universelle masseelement.

Håber det giver en forståelse.

  • 0
  • 0

Masse, et mål for antal unitoner?

I den etablerede fysik opereres der i det væsentlige med tre massedefinitioner, nemlig: 1) Den inertielle masse 2) Den aktive gravitationelle masse 3) Den passive gravitationelle masse.

De tre massestørrelser er mål for og defineret ved følgende: Den inertielle masse af et afgrænset stofsystem - et legeme - er et mål for den inerti. træghed eller modstand som legemet 'udviser' når det bliver accelereret, dvs. får en hastighedsændring, målt i forhold til et givet referencesystem, et inertialsystem.

Et partikels inertielle masse m(i) er defineret som en proportionalitetsparameter i Newtons 2.lov: Der gælder følgende:

(1) m(i) = F(res)/a

I ligning (1) er a størrelsen af den acceleration, der forårsages af en resulterende kraft af størrelsen F(res). Den aktive gravitationelle masse er defineret som et mål for størrelsen af det aktive gravitationsfelt, der eksisterer omkring en given stoffordeling. Den passive gravitationelle masse m(g) af en partikel er et mål for størrelsen af den gravitationskraft, som partiklen bliver påvirket af, når denne befinder sig i et aktivt gravitationsfelt, forårsaget af en aktiv gravitationel masse.

-- Ækvivalens-princippet -- En vigtig eksperimentel erkendelse er følgende: Den inertielle masse af en afgrænset stofportion er ligefrem proportional med samme stofportions gravitationelle masse. I passende enheder, eksempelvis måleenheden kg, har de samme talværdi, dvs. der gælder m(i) = m(g). Ligheden mellem inerti-kræfter og gravitation-kræfter blev stærkt fremhævet af Isaac Newton (1642-1727). Newton efterprøvede ligheden ved svingningsforsøg med penduler, hvor pendullegemerne var af forskellige stoffer. Mere nøjagtige forsøg blev udført i slutningen 1890'erne af den ungarske forsker Roland von Eötvös (1848-1919). Von Eötvös benyttede en torsionsvægt, som han oprindelig havde udviklet til måling af lokale variationer i tyngdekraften. Også nyere og meget mere følsomt apparatur har (indenfor målemulighed) påvist en identitet mellem inertiel og gravitationel masse. Ligheden mellem inertiel masse og gravitationel masse tyder på en intim sammenhæng mellem inertielle og gravitationelle virkninger. At der er lighed mellem inertiel masse og gravitationel masse formuleres i det såkaldte ækvivalensprincip, der danner grundlaget for Einsteins generelle relativitetsteori.

Ækvivalens-princippet kan kort formuleres på følgende måde:

  • Et kinematisk accelerations-felt kan, matematisk i ethvert punkt, efterlignes af et stoffremkaldt gravitations-felt. Bemærk: Der er tale om en matematisk ækvivalens!

-- Gravito-magnetisk kraft omkring en masse i bevægelse -- Ifølge Einsteins generelle relativitetsteori skulle det være umuligt ved noget fysisk eksperiment at påvise en forskel mellem et 'kinematisk accelerations-felt' og et 'stofligt gravitations-felt'.

Men: Ifølge den af mig udledte 'Maxwell-analoge gravitationsteori med to gravitationsfelter' er der en umiddelbar feltmæssig forskel på et 'kinematisk accelerations-felt' og et 'stofligt gravitationsfelt'. Omkring en masse i relativ bevægelse eksisterer der nemlig et Gravito-magnetisk felt (svarende til magnetfeltet omkring en elektrisk ladning, der bevæger sig). Denne forskel giver en eksperimentel mulighed for at afgøre mellem de to tilfælde!

Ja, fysisk er der forskel på et ’kinematisk accelerations-felt’ og et ’stofligt gravitations-felt’!

-- Inertikræfter og Gravitationskræfter forårsages af Unitoner -- Når man analyserer kraftvirkninger på det fundamentale Uniton-mekaniske niveau, træder lighederne mellem inerti-kræfter og gravitations-kræfter frem, idet både gravitationskræfter og inertikræfter antages at være forårsaget af uniton-vekselvirkninger! (Ja, dette ifølge undertegnedes Uniton-teori).

-- Det Kosmiske Uniton-medium -- Gravitationskræfter og inertikræfter (og for den sags skyld alle kraftvirkninger) er et resultat af vekselvirkninger mellem unitoner og kræfternes størrelser har bl.a. med antal vekselvirkende unitoner at gøre. Grundmediet for alle kraftvirkninger er eksistensen af et alle steds eksisterende universelt kvante-medium bestående af universets aktuelt mindste 'stof-/energi-kvanter', kaldet unitoner. Unitonerne er, med forskellig uniton-tæthed, til stede overalt i universet.

Den inertielle masse af en partikel er et mål for ’friktions-kræfterne’ mellem partiklens unitoner og det kosmiske uniton-medium. Gravitations-kræfter er ’skygge-kræfter’ etableret af to eller flere legemer, der befinder sig i det kosmiske uniton-medium .

-- Uniton-defineret masse-størrelse -- Da antallet af vekselvirkende unitoner er afgørende for kraftvirkningen mellem stofpartikler er det hensigtsmæssigt med en fysisk massestørrelse, der er defineret som et mål for antal af unitoner.

Lad os derfor definere følgende massestørrelse baseret på et bestemt antal unitoner: Massen M af en afgrænset stofportion, en partikel, er ligefrem proportional med antallet N(u) af unitoner som partiklen består af. Der gælder således følgende:

(2) M = m(u)*N(u)

I masse-definitionen (2) er m(u) en proportionalitets-konstant, hvis måleenhed vi kan vælge at være kilogram. Størrelsen m(u) angiver således massen af én Uniton.

Den hermed definerede massestørrelse er en kosmisk invariant størrelse, som i princippet blot kræver en tælling af antal unitoner.

-- Kosmologiske Kvante-enheder -- I kosmologiske kvante-enheder kan m(u) vælges at have talværdien 1 med måleenheden ’masson’. Talværdien af M er da lig med antallet af unitoner, som et givent legeme består af. Masson-enheden er for os en upraktisk måleenhed, da talværdien for selv den mindste partikel vil være et uhyre stort tal. Masson-massen for en elektron er således omkring 10^37 massoner.

I kosmologiske kvante-enheder bestemmes et legemes masse ved en optælling af antal unitoner og massemåling er således blevet til en tælleproces. Andre intelligensvæsner i Universet vil også kunne bestemme en given stofportions uniton-definerede masse ved - i princippet - en tælleproces!

Mere kan studeres på: http://louis.rostra.dk

Hilsen fra Louis Nielsen

  • 0
  • 0

CNN.com har i dag en enkel og klar forklaring på masse som et spørgsmål om hvor mange, eller hvor få, sirupsagtige Higgs-partikler de forskellige grundstoffer tiltrækker. 1)Tiltrækker de få, er stofferne mindre træge at flytte rundt på, og dermed lette. 2) Tilttrækker de mange, er stofferne mere træge at flytte rundt på, og dermed tunge. Artiklen hedder: "What is the Higgs boson and why is it important" skrevet af Nick Thompson. Linket er: http://edition.cnn.com/2011/12/13/world/eu...

  • 0
  • 0

Øhhh, jeg kom vist til at skrive "grundstoffer" i ovenstående referat fra artikel hos CNN - det er da vist ikke rigtigt, forklaringen på grundstofferens forskellige masse er da vist en helt anden. Det som det handler om, er en forklaring på at elementarpartikler, som grundstoffer er opbygget af, har større eller mindre masse, og masse i det hele taget, vil jeg mene. I øvrigt fungerer linkene ovenfor fint nok, selv om de er kortet ned af systemet, Endnu en gang øhhh....

  • 0
  • 0

Hej, jeg kommer meget sent ind i diskussionen med en klar frustration omkring Higgs-forklaringen på masse.

Higgs-partiklen og Higgs-feltet hører sammen. Det kan jeg acceptere som beskrivelse, men mange (alle?) partikler har et tilhørende felt, som andre partikler kan interagere med. F.eks. fotonen og det elektromagnetiske felt via attributten ladning. Hvad er det, der gør at det netop er masse og ikke en anden attribut, som kædes sammen med Higgs-feltet?

  • og det med at partikler får masse ved at tiltrække Higgs-bosoner. Flytter det ikke bare mysteriet om partiklernes masse over til mysteriet om hvorfor Higgs-bosonerne har masse? Hvis Higgs-bosonerne ikke havde masse, kunne andre partikler vel trække rundt med vilkårligt mange Higgs-bosoner uden af den grund at "opleve" inerti eller gravitation?
  • 0
  • 0

Jeg kan vældigt godt lide Rasmus Møllers spørgsmål ovenfor, og det kunne være interessant, hvis nogle her på strengen kunne komme med præcise svar på dem. Umiddelbart skulle man mene, at det CERN "blot" har gjort, er at konstatere, at de omtalte partikler findes, men hvorfor man mente at kunne forudsige, at de burde være der + Rasmus Møllers gode spørgsmål om deres fysiske natur og funktion, såsom i forhold til at give andre partikler masse, kunne jeg godt tænke mig at vide mere om. Uden at have sat mig grundigt nok ind i tingene, kunne jeg forestille mig, at det Rasmus Møller spørger om, fortsat, helt eller delvist, ligger uden for vor viden i dag. Hvis noget af det ikke allerede står i ovenstående lange streng, kunne det være fint at få fokus på spørgsmålene i det videre. Det vil sige nærmere om den fysiske natur og fysiske funktion af Higgs-partiklerne. Og selvfølgelige dokumentationen herfor. Et er de rene spekulationer - wild theories" eller matematiske beregninger, der med hævet lommeregner (eller supercomputer) peger i retning af... Noget helt andet og bedre er fysisk dokumentation baseret på pålidelige observationer som grundlag for at forstå hvordan vores forunderlige fysiske verden er skruet sammen og virker på. Problemet med kernefysik er jo, at den let bliver spekulations- og matematik tung, fordi det er så vanskeligt at lave eksperimenter og observationer, når tingene foregår i så lille en størrelsesorden. Uden eksperimentel og observationer i naturen som prøvesten forfalder det hele jo let til noget andet end eksakt videnskab.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten