Maskiningeniør og jazzmusiker udvikler 3D-printet elektrisk violin

Laurent Bernadac med sin elektriske violin, 3Dvarius, der er 3D-printet i epoxy resin. Illustration: Laurent Bernadac / 3Dvarius

Maskiningeniør og uddannet jazzmusiker fra musikkonservatoriet er ikke den mest udbredte kombination på cv’et. Men som 23-årig blev franskmanden Laurent Bernadac færdig som maskiningeniør, sideløbende med at han gik på musikkonservatoriet i Toulouse, hvor han læste jazzviolin og guitar.

Da han tre år senere dimitterede fra konservatoriet, skulle han finde ud af, hvad han ville med sit liv. Laurent var begejstret for ingeniørfaget, men hans store drøm var at få lov til at spille på alskens scener.

Han betragtede sin violin og tænkte: »Jeg laver noget anderledes«.

»Jeg spekulerede på at lave en specialfremstillet elektrisk violin. Jeg ville have noget anderledes og underligt,« fortæller han, da Ingeniøren møder ham på AM Summit 2021, en messe for 3D-print arrangeret af Dansk AM Hub, på Docken i København.

»Jeg elsker teknikken ved ingeniørfaget, men jeg brænder mest for musikken og at stå på scenen. Derfor ville jeg blande mine to passioner, så jeg kunne få lov til at stå på større scener.«

Så du brugte udelukkende dit anderledes instrument som en form for branding?

»Ja.«

Her kan du høre Laurent Bernadac i aktion:

3Dvarius opkaldt efter mesterviolinen

Med denne simple marketingstrategi gik han i gang med at undersøge, hvordan hans elektriske violin skulle adskille sig fra de andre. Til at begynde med ville han fremstille instrumentet i aluminium og lave den på en 5-akset CNC-fræser.

Det ville dog stå ham i 100.000 euro – penge han ikke havde. Derfor ændrede han materialet til plexiglas og skar en prototype indefra og ud af en blok. Resultatet blev en transparent og godt udseende violin, men den vejede et kg, hvilket er det dobbelte af en normal violin, og den var umulig at spille på.

»Efter de mislykkedes forsøg med aluminium og plexiglas fandt jeg endelig SLA 3D-print med flydende epoxy resin og laserteknologi. Denne teknik er godt nok en smule mere upræcis end andre 3D-print-metoder, men efter et år med diverse test kom jeg frem til det endelige resultat,« fortæller Laurent Bernadac.

Dermed var den elektriske violin 3Dvarius, opkaldt efter den famøse stradivarius, kommet til verden.

Mange test af mindre stykker

Epoxy resin har en højere massefylde end træ, og derfor kunne Laurent Bernadac slippe af sted med at bruge mindre af det i produktionen end ved traditionelle elektriske violiner fremstillet i træ.

»Med træ ville man tage en stor blok træ og skære det ned til den ønskede størrelse. Når du 3D-printer, bruger du kun den påkrævede mængde materiale, så der er stort set intet spild i produktionen,« forklarer han.

Man hører tit, at 3D-print er nemt og billigt at komme i gang med, men i Laurent Bernadacs tilfælde var det en anden sag. Violinen bliver nemlig printet i ét stykke, så den er enormt dyr at fremstille. Derfor måtte han lave mange test af små stykker, som han løbende kunne justere. Efter seks fuldt printede prototyper var han tilfreds.

»Det var en kompliceret proces. Produktet er så stort, at der sagtens kan komme fejl undervejs i printningen. Har du én lille fejl, bliver du nødt til at smide det hele væk.«

Den største udfordring var dog at få lavet et solidt instrument. På en elektrisk violin har man fire strenge, nogle gange flere, der har tendens til at bøje strukturen. Løsningen var at understøtte strukturen med transparent glas på indersiden af violinen.

Laurent viser sin 3D-printede elektriske violin, 3Dvarius, frem. Skriften på violinen kan justeres efter ønske. Screenshot af YouTube video fra Laurent Bernadacs YouTube kanal. Illustration: Laurent Bernadac / YouTube

Op til 20 dages efterbehandling

Når violinen er færdigprintet, hvilket i sig selv tager 24 timer, er der også et stort stykke arbejde i at behandle og finjustere produktet. Violinen skal UV-behandles, så den bliver mere robust, kanter skal afrundes og poleres, og alle delene skal samles.

Så er der den musiske del, hvor stemmeskruer, strenge og mikrofoner skal monteres. I slutningen af processen skal violinen justeres til kunden. Kunderne hos 3Dvarius er nemlig professionelle musikere, der alle har deres egen personlige måde at spille på violinen.

»Når du er professionel violinist, øver du tusind og atter tusind timer med din egen violin. Derfor ligger den bedste information i violinen. Vi tager målene fra kundens personlige violin – længden, højden, vinklen på strengene, vægtfordelingen, skulderformen osv. – og tager dem ind i 3D-printeren. De justeringer laver vi så i slutningen af processen.«

Hele denne proces kan tage op til 20 dage, fortæller Laurent Bernadac.

Mikroskopisk marked

På verdensplan skønner Laurent, at der bliver solgt omkring 3.000 elektriske violiner årligt – på tværs af alle producenter. Køberne er hovedsageligt professionelle, men der er også en samler eller to blandt kunderne.

»Vi solgte 100 violiner sidste år, og vi kan måske komme til at sælge 150 i år,« siger Laurent Bernadac.

»Ud af de 100 solgte var kun 10 af dem vores dyreste modeller (der begynder ved 52.000 kr., red.).«

Med lidt let hovedregning, når man hurtigt frem til, at det er ikke en forretning, man tjener astronomiske summer på. Derfor bruger Laurent også halvdelen af sin tid som professionel musiker, hvor han blandt andet har spillet steder som Norge, Los Angeles og København.

Men han havde jo en ambition om at få lov til at spille på større scener, så spørgsmålet er, om det er lykkedes.

»Jeg ved selvfølgelig ikke, om jeg havde fået lov til at stå på større scener uden min særlige violin, men jeg har spillet koncerter for 10.000 mennesker og spillet sammen med store kunstnere som Gypsy Kings, Luz Cazal og Cock Robin,« fortæller Laurent Bernadac.

»Jeg tror på, at kunstnere bliver nødt til at sælge sig på mere end bare musikken, og derfor kommer jeg til at fortsætte på min facon – så må vi se, hvad det fører til.«

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Forskellen på en elektrisk violin og en klassisk, akustisk violin er måden, hvorpå lyden bliver undfanget. I en traditionel violin ræsonnerer lyden

Lyden transmitteres - og resonerer.

Jeg gik engang selv igang med at prøve at lave en 1/2 akustisk cello på en CNC-maskine, men det lykkedes ikke - siderne er simpelthen for tynde til at de ikke splintres af fræseren. Næste projekt er at prøve at lave en elektrisk - men den skal nærmest nok bare være et kraftigt 'bræt' med strenge og pickupper på, bare for at sætte mig et nogenlunde realistisk mål denne gang :)

  • 2
  • 0

De fleste 3D printere er mest egnet for akitekter - styrken af plastik'en er lav, og kan ikke bruges til meget andet end som demo model. Plastikket flækker og splintrer, og tåler ikke styrke.

Markforged 3D printere er en undtagelse - de printer ud i en styrke, så det kan bruges af ingeniører. Det er muligt at udprinte værktøj, håndtag og lign. Og de nyeste kan også printe i metal. Måske kan de printe dele, der er stærke nok, til at de kan bruges til en violin.

Måske findes også andre der kan udprinte i "ingeniørkvalitet". Men langt de fleste, er ikke egnet til emner hvor der kræves styrke.

  • 0
  • 5
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten