MarsOne er vigtig – men Elon Musk kommer (måske) først
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

MarsOne er vigtig – men Elon Musk kommer (måske) først

Illustration: MI Grafik

Om ti år vil den første astronaut plante sine rumstøvler på Mars’ støvede overflade ... hvis ikke snakken om bemandede ekspeditioner til den røde planet blot er verdens dyreste drengedrøm, der aldrig vil kunne realiseres.

Det spørgsmål dukkede atter op i sidste uge, da SpaceX-grundlæggeren Elon Musk fremlagde planer, der skal bringe 100 mennesker ad gangen til Mars om otte-ti år.

Og som med så mange ting er det et spørgsmål om penge, mener astrofysikeren Michael Linden-­Vørnle fra DTU Space:

»Selvfølgelig kan det lade sig gøre, hvis der bliver smidt penge nok i det. Det er penge og ikke nye teknologier, der kommer til at afgøre, hvem der lander på Mars og hvornår,« siger han.

Tre kandidater i spil

SpaceX er dog ikke alene med sine Mars-ambitioner. Den amerikanske rumfartsadministration, Nasa, har heller ikke afvist, at astronauter med deres logo på brystet med tiden kan komme til at udforske planeten på nærmeste hold, og en tredje spiller er hollandske Mars­One.

Michael Linden-Vørnle ville dog personligt sætte sine penge på Elon Musk og SpaceX, hvis han skulle vælge:

»Nasa har været meget effektive og synlige i Mars-forskningen, men når det handler om bemandede rejser, så er der stadig et stykke vej. At Elon Musk er kommet i spil, kan betyde, at det ændrer sig: Når han sætter sig nogle mål, har han det med at nå dem,« siger Michael Linden-Vørnle og tilføjer:

»Når han siger, at Dragon-rumkapslen lander i 2018, så er jeg sikker på, han mener det.«

Hvad med overlevelsen?

Elon Musk er måske også den af de tre, som er længst fremme teknologisk, og som ikke på samme måde som Nasa er begrænset af politik, når det gælder, hvordan hans millioner skal investeres.

Forrige tirsdag stod han frem på den årlige astronautkongres i Mexico og fortalte om sine stor­stilede planer, som – hvis alt går vel, især på pengepungen – betyder mennesker på Mars allerede om otte-ti år.

Jonas Bækby Bjarnø, der er elektronikingeniør og forsker på DTU Space, vurderer, at SpaceX har smidt over en halv mia. kroner i projektet, og virksomheden står i dag med en testet prototype på den kraftfulde raketmotor, der skal til, og et klart design til en løfteraket, der kan bære rumfartøjet med de planlagte 100 passagerer om bord.

»Til gengæld ser de ikke ud til at have nogen idé om, hvordan folk skal overleve på Mars. SpaceX koncentrerer sig om transporten, og det er nok også meget fornuftigt. Så må resten bero på partnerskaber, hvilket til gengæld også gør projektet noget spekulativt,« siger han og tilføjer, at tidsplanen nok er lidt til den ambitiøse side.

»Men skal man have aktiveret folk, kan det være en god idé at sige ti år, så de føler, at det sker i deres levetid. 30 år lyder som meget lang tid, men det er svært at se, hvor den lander, selv om mennesker på Mars i midten af 2020’erne nok er på kanten af det mulige. Det er i hvert fald meget ambitiøst,« siger Jonas Bækby Bjarnø.

En årtier gammel drøm

Drømmen om at rejse til Mars har mange årtier på bagen. Allerede i 1965 fløj Nasas Mariner 4 forbi Mars for at tage billeder, men ifølge Michael Linden-Vørnle var skuffelsen over de golde landskaber så stor, at interessen kølnede i nogle år.

Først i 1990’erne, da forskerne ud fra en meteorit fra Mars fandt ud af, at der kunne være tegn på fossilt liv, steg interessen for alvor igen.

Sojourner-roveren blev sendt af sted i 1997 med Pathfinder, og siden da har rumfartsorganisa­tionerne ikke set sig tilbage.

Faktisk er Mars blevet så populær, at ikke kun de etablerede spillere som Nasa og SpaceX snakker om astronauter på planeten. I 2012 dukkede det hollandske foretagende MarsOne op, som ville have en flok mennesker af sted til Mars på en envejsbillet som led i et reality-show.

Så vidt vides kører forretningen stadig, dog med forskudt tidsplan, men der har været umådeligt stille omkring projektet i nogen tid.

»MarsOne vil bl.a. købe teknologi hos Elon Musk og SpaceX, men de har endnu ikke samlet penge nok til at købe for,« siger Michael Linden-Vørnle.

»Men det interessante er, at de har fået folk til at snakke om, hvorvidt vi skal bo på Mars. Det står ikke klart for mig, hvad der er det rigtige, men vi er begyndt at diskutere, hvad fidusen skulle være,« siger han.

Urealistiske planer

Ifølge Jonas Bækby Bjarnø er Mars­Ones finansieringsplan og tidsplan dog meget urealistiske.

»Når man som de påstår, at det er muligt at lave en permanent bosættelse på Mars med eksisterende teknologi for 6 milliarder dollars, så har man simpelthen ikke gjort sit hjemmearbejde. I mine øjne er projektet useriøst,« siger han.

Alligevel udelukker heller ikke Nasa, at der kan stå et menneske på Mars inden for de nærmeste årtier. Dog er de mere påpasselige med at påstå, at det kommer til at ske i nær fremtid.

Rumfarts­administrationen er i gang med udviklingen af sin kraftfulde SLS-raket, som i princippet kan få folk til Mars, men i første omgang går de langsigtede planer mere i retning af astronauter i kredsløb frem for en decideret landing.

»Faktisk er Nasas Mars-planer efter den nye rover i 2020 ret diffuse. Det bunder naturligvis i usikkerhed om budgetter og tidsplanen for den nye raket. Ingen ved med sikkerhed, præcis hvornår SLS bliver operationel,« understreger Jonas Bækby Bjarnø.

Michael Linden-Vørnle mener dog nok, at mennesket vil finde fodfæste på Mars, og så må det blive, når rette tid kommer.

»Generelt er fornemmelsen stadig en tidshorisont på omkring 20 år. Medmindre Elon Musk formår at realisere sin vision,« siger han.

Emner : Mars
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Ifølge artiklen, er meningen at MarsOne skal bruge Musk's rumskib, og tage et antal af de 100 ledige pladser. Giver nogen mening, hvem der kommer først?

  • 0
  • 0

flere tidligere deltagere i Mars One projektet har udtalt, at hele projektet er det rene platenslagerri. De sidste 40 udvalgte (mener det var 40), er valgt udfra nærmest ligegyldige ting. Personlige møder blev hele tiden aflyst. Der var 10 minutters Skype møder og ellers hørte de mere eller mindre intet nærmere.
Ydermere påstår de, at al teknologien mere eller mindre allerede er opfundet og det kun er et spørgsmål om at få penge nok.

  • 0
  • 0

lige meget hvem der skal få os til mars .. så handler det om penge.og stort set ikke andet. vi ved rigtig meget om mars, og vi flyver ting derop hver 2. år, derudover har vi masser af erfaring med at leve i rummet i de 7 måneder det vil tage og flyve derop... dog har vi ikke meget erfarning i at live et sted med kun lav trygekraft som på mars. det svære bliver ikke at komme til mars men at komme hjem igen og at overleve der i længen

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten