Mars-prøve endelig ombord: Der blev boret, rystet, vejet og forseglet

En flad sten kaldet Rochette blev udvalgt til at blive udboret for den første prøve, som det lykkedes Perseverance at gemme i sit indre. Illustration: Nasa/JPL-Caltech

Inde i maven på Nasa’s Perseverance-rover befinder sig nu første forseglede prøve af Mars-overfladen, der en dag skal sendes hjem til Jorden for yderligere studier.

Nasa har ellers haft problemer med at indsamle sin første Mars-prøve, der blev udboret i starten af august, men øjensynligt smuldrede og forsvandt ud af røret.

Læs også: Mars-mysterie opklaret: Indsamlet sten forsvandt fra Perseverance-roveren

Efter den nedtur kørte Nasa Perseverance knap en halv kilometer videre til et nyt stenfyldt område kaldet Kastellet, hvor den 1. september udborede en prøve fra en flad sten. Og her skal man forestille sig, at der er tale om et kopbor på en slagboremaskine, hvor prøven så og sige bliver presset op i et cylindrisk titanium-kammer i midten af boret.

Præcis som i august brugte forskerne roverens Mastcam-Z kamera til at kigge ind i kapslen for at se, om der var fyldt med Mars-materiale, men lysforholdene var faktiske i første omgang - ifølge Nasa - for dårlige til at give noget sikkert svar - og der skulle gå adskillige dage, før Nasa var helt sikker på, at man havde en kapsel fyldt med Mars-materiale.

»En stor milepæl«

Efter udboringen foretog Perseverance en ‘tromme-for-at-sluge’ manøvre (percuss to ingest), hvor boret og titanium kapslen bliver vibreret fem gange for at fjerne materiale fra toppen af kapslen - så den kan forsegles - og få materialet til at samle sig i bunden.

Først efter den manøvre var lysforholdene optimale til at Mastcam-Z kunne tage tilstrækkeligt gode billeder af kapslens indhold til at bekræfte, at prøven var i hus. Dernæst kunne Perseverance forsegle og lagre prøven, der er den første ud af 38 kapsler, som Nasa har til rådighed for hele missionen. Faktisk har Perseverance yderligere fem kapsler med sig, men de er pakket med materiale, der kan opsuge partikler undervejs, så forskerne kan sammenligne deres prøver med indholdet i en af de fem kapsler for at sikre sig, at de ikke mistolker indholdet af deres prøver med 'forurening' fra omgivelserne.

Læs også: PODCAST: Mars-helikopteren flyver som en drøm – for det meste

»Det er en stor milepæl, at vi nu har en prøve i hus. Når vi får prøverne hjem til Jorden, vil de fortælle os en masse om de tidligste kapitler i historien om Mars udvikling,« lyder det fra en af forskerne knyttet til Perseverance, Ken Farley fra Caltech i en pressemeddelelse fra Nasa.

Syv prøver mere før hovedmissionen begynder

Perseverance kører i øjeblikket omkring i et stenfyldt område kaldet Artuby med flere større sten. Området er en slags bakkekam på cirka 900 meter, der også er et grænseland mellem to forskellige geologisk områder i Jezero-kraterets dybeste og ældste lag af den oprindelige hav- eller søbund.

Den sekshjulede robot er nu i gang med sin indledende videnskabs-mission, der omfatter en rundtur på op mod fem kilometer, hvor Perseverance efter 100 dage ventes at vende tilbage til sin oprindelige landingszone og have indsamlet otte prøver.

Næste mission har kurs mod nord, hvor Perseverance skal udforske et gammel floddelta i Jezero-krateret. Det område har forskerne store forventninger til, da det er rigt på ler. Og her håber forskerne at finde tegn på ældgammelt liv.