Mars-måne falder fra hinanden

Phobos kredsløb er i snit omkring 9.300 kilometer fra Mars. Til sammenligning er Månen i snit over 380.000 km fra jorden. Illustration: NASA/JPL-Caltech/University of Arizona

Mars-månen Phobos er godt i gang med at gå i stykker, mener Nasa.

Phobos, der ligger tættere på sin planet end nogen anden måne, har en overflade dækket af riller, som forskere tidligere har tilskrevet det voldsomme meteornedslag, der har skabt det enorme Stickney-krater.

Læs også: Nasa indleder jagten på en ny generation af astronauter

Men rillerne udspringer i virkeligheden fra et punkt i nærheden af krateret, mener et hold Nasa-forskere, der nu er klar med en alternativ teori: Strækmærker.

»Vi tror, at Phobos allerede er igang med at gå i stykker, og de første tegn på dette er skabelsen af disse riller,« fortæller Nasa-forsker Terry Hurford.

Riller i månens overflade tyder ifølge forskerne på, at Phobos langsomt men sikkert er ved at blive revet over i to. Hvert hundrede år kommer månen to meter tættere på Mars, og den stigende tyngekraftspåvirkning vil sandsynligvis smadre månen om 30 til 50 millioner år.

Læs også: Nye Pluto-opdagelser: Vulkaner er den mindst mærkelige hypotese

Forskere har tidligere overvejet, om rillerne kunne være skabt af en effekt, der minder om tidevandet på Jorden. På det tidspunkt ville dataen imidlertid ikke makke ret, fordi astronomer mente, at Phobos var solid. Men det er langt fra tilfældet, lyder budskabet fra Nasa.

I stedet er Mars-månen snarere en bunke stenbrokker, der kun svagt holdes sammen og dækkes af et ca 100 meter tykt lag måne-støv. Når månens indre bliver strakt, kan overfladen kun følge med til en vis grad. Og så kommer rillerne.

Læs også: Den sidste rumfærgepilot: »Glem aldrig gaffertapen«

Phobos er muligvis ikke alene om denne triste skæbne, mener Nasa-forskerne. Neptuns måne Triton har samme frakturer i overfladen og nærmer sig langsomt sin planet. Men den nye viden kan også være brugbar, når vi skal studerer planeter uden for solsystemet, påpeger Terry Hurford.

»Vi kan ikke tage billeder af disse fjerne planeter for at se, hvad der foregår, men dette arbejde kan hjælpe os med at forstå de systemer, fordi enhver planet, der nærmer sig sin værts-stjerne, kunne blive revet i stykker på samme måde,« siger han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Citat: "Hvert hundrede år kommer månen to meter tættere på Mars, og den stigende tyngekraftspåvirkning vil sandsynligvis smadre månen om 30 til 50 millioner år"

Man bør altså ikke investere i ejendom på Phobos.

Lidt ligesom husene der styrter i Vesterhavet. Men her på Jorden er det bare meget værre. Hvis Vesterhavet æder en meter af kysten om året, vil det inden der er gået 10 millioner år have opslugt Beijing :-)

  • 5
  • 1

Hvis den er 9.300.000 meter fra Mars, og nærmer sig med 2 meter om året, så varer det nok ikke 30 til 50 millioner år......

  • 3
  • 5

Om en måne bliver i banen afhænger af dens hastighed. Hvis den flyver lige præcis den rigtige fart, så bliver den i banen - som vores sateliter gør. Men flyver den for langsomt, vil den langsomt falde mod jorden (tyngdekraften > centripetalkraften). For hurtigt, og den vil stille og roligt komme længere og længere væk (centripetalkraften > tyngdekraften).

Så vidt jeg lige kan gennemskue er disse effekter også selvforstærkende, idet tyngdekræften falder med radius i (minus) anden, mens centripetalkraften falder med radius i (minus) første.

  • 0
  • 0

Men flyver den for langsomt, vil den langsomt falde mod jorden (tyngdekraften > centripetalkraften). For hurtigt, og den vil stille og roligt komme længere og længere væk (centripetalkraften > tyngdekraften).

Så, når vores måne fjerner, har den haft for megen fart på fra begyndelsen, hvordan begyndelsen nu end var! Den gængs forklaring er jo en helt anden, at det handler om rotationer og tidevandskræfter, men er Phobosses rotation retrograd, siden den ikke fjerner sig fra moderplaneteten som vores måne?

John Larsson

  • 0
  • 0

Nej både det at vores måne fjerner sig og Phobos nærmer sig er bege et produkt af tidevandskrafter og et normalt 'prograd' omløb.

Det er adskiller er om månen er over eller under den geostationære afstand. Er den over vil den bevæge sig udad og bremse planetens rotation indtil den geostationære bane har hævet sig til månen (det gør den hurtigere end månens bane hæves) hvilket til sidst giver en stabil situation med 2 gravitionelt bundne objekter der begge altid vender samme side mod den anden.

Er månen fra begyndelsen under den geostationære bane vil den bevæge sig nedad og samtidig accelerere planetens rotation op (i tilfældet Phobos kun meget meget lidt). Modsat situationen beskrevet ovenfor er der ikke en stabil slutsituation, da månen til sidst enten kommer under 'Roche grænsen' (som Phobos er tæt på) og bliver revet i stykker af tidevandskrafterne og bliver til et ringsystem, eller (hvis den er tilstækkelig lille og robust) trænger ind i atmosfæren og falder ned som en (stor) meteor.

Det skal til slut lige siges, at bevægelsen ud eller ind absolut INTET har med 'for meget' eller 'for lidt' fart at gøre!

  • 9
  • 0

Christian V: Hov-hov! - Det er rigtigt, at hvis månen bevæger sig for hurtigt, vil den rykke lidt længere væk fra Mars, og omvendt: hvis den bevæger sig for langsomt, vil den nærme sig Mars. Men du glemmer, at så ændrer månens potentielle energi sig og dermed også dens kinetiske energi (summen er konstant). Så hastigheden ændre sig helt automatisk, så den passer til månens højde over Mars. Man kan sige, at bevægelsen er selvstabilerende. - Ligesom alle vores satellitter og vores måne.

  • 1
  • 1

Det er adskiller er om månen er over eller under den geostationære afstand.

Hvad er egentlig mekanikken bag ved det med at den geostationære afstand har betydning i denne sammenhæng?

Hvis vi nu dvæler ved planeten Mars og en relativt lille måne som ikke væsentlig ændrer den "geostationære" (marsstationære?) afstand, uanset hvor lang afstanden er til sattelitten, og at vi forestiller os at begge legemer roterer i den samma retning initialt, og at det lille legeme (som fx. vores egen måne!) ret hurtigt, pga. tidevandsvirkningen, får en lavere rotationshastighed end moderplaneten, hvad er det så for en mekanik som gør at sattelitter over den "planetstationære" afstand trækker udad og under denne afstand, trækker indad?

John Larsson

  • 0
  • 0

Det der betyder noget i den henseende er at hvis månen er under den geostationære bane 'overhaler' den overfladen (og dermed vil tidevandet bremse den og den vil tabe energi hvilket gør at den vil få et lavere kredsløb).

Er den derimod over vil den være langsommere end overfladen og vil (populært sagt) blive hevet med og derved op i en højere bane.

Har man som i Mars tilfælde en måne over og og en under den geostationære bane vil de faktisk se ud til at bevæge sig hver sin vej set fra overfladen (de vil dog begge bevæge sig samme vej rundt om Mars)

  • 0
  • 0

Det der betyder noget i den henseende er at hvis månen er under den geostationære bane 'overhaler' den overfladen (og dermed vil tidevandet bremse den og den vil tabe energi hvilket gør at den vil få et lavere kredsløb).

Er den derimod over vil den være langsommere end overfladen og vil (populært sagt) blive hevet med og derved op i en højere bane.

Tak for din forklaring! Som jeg forstår dig, så har sattelittens egenrotation mindre betydning, men nogen betydning må den vel have? Kan man sætte tal på hvor meget egenrotationen (den kan jo også være retrograd!) hæver eller sænker den "geostationære" afstand?

Det må vel også være sådan at sattelitten lige omkring den "geostationære" afstand er lidt "ambivalent" og at fjernelsen/nærmelsen tiltager med en øget afstand fra den "geostationære" afstand. Kan man opstille en formel for denne bevægelse fra den "geostationære" afstand?

(Grunden til at jeg konsekvent skriver den "geostationære" afstand med gåseøjne, er at vi jo her taler om sattelitter til andre planeter end jorden!)

John Larsson

  • 0
  • 0

Sjov diskussion. Det må betyde, at vores måne hele tiden bremses ganske lidt af Jordens tidevandsbølge. Og dermed vil Månen langsom komme nærmere til Jorden - og om nogle mia år komme så tæt på, at den begynder at fræse toppen af de højeste bjerge sådan ca. ved ækvator. Og det, der derefter sker, bliver så voldsomt, at man næppe kan overleve - selv ved polerne! Er der en astronom/fysiker/matematiker, der kan be- eller afkræfte denne forudsigelse???

  • 0
  • 0

Det må betyde, at vores måne hele tiden bremses ganske lidt af Jordens tidevandsbølge. Og dermed vil Månen langsom komme nærmere til Jorden

Det er omvendt. Vores måne cirkulerer som bekendt langsommere end Jorden roterer. Den får derfor tilført energi og fjerner sig ca. 3,8 cm om året. Jvf. Søren Kochs udmærkede redegørelse ovenfor. Det interessante i den sammenhæng er hvordan forløbet har været tidligere. Effekten af tidekræfterne stiger kraftigt med faldende afstand. Ved at regne baglæns kan man slutte at tidevandskræfterne må have været forholdsvis mindre i tidligere geologiske perioder. Det kunne skyldes istider og at oceanerne havde en anden form og placering.

Edit: Oluf kom mig i forkøbet.

  • 2
  • 0

Det interessante i den sammenhæng er hvordan forløbet har været tidligere. Effekten af tidekræfterne stiger kraftigt med faldende afstand. Ved at regne baglæns kan man slutte at tidevandskræfterne må have været forholdsvis mindre i tidligere geologiske perioder. Det kunne skyldes istider og at oceanerne havde en anden form og placering.

Det er jo en svær øvelse med mange usikkerheder, Søren!

For det første er tidevandskræfter ikke noget der kun påvirker vandet og kontinenternes placering, men alle jordens forskellige lag, ja endda atmosfæren giver et bigrag! Vi ved heller ikke med rimelig nøjagtighed hvor meget vand der har været i begyndelsen og hvor meget vand der var i atmosfæren. Vi kan måske være nogenlunde sikre på månens alder, men vi ved ikke noget sikkert om hverken jordens eller månens masser i de første milliarder af år!

John Larsson

  • 1
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten