Mars bøvser methan og rummer organiske forbindelser
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Mars bøvser methan og rummer organiske forbindelser

Den ganske tynde atmosfære omkring Mars rummer blandt andet gasarten methan, og målinger fra det selvkørende Mars-laboratorium Curiosity røber nu, at koncentrationen af methan varierer voldsomt i det område, hvor robotten kører rundt. Det skriver Nasa i en pressemeddelelse.

To gange i løbet af de 20 måneder, hvor Curiosity har målt atmosfærens indhold af methan, er indholdet af gasarten pludselig steget til det tidobbelte. Sidst i 2013 og i starten af 2014 steg koncentrationen af methan til cirka syv milliardtedele for så at falde tilbage til mellem 0 og 1 milliardtedele igen.

Methan kan dannes på flere forskellige måder. Mest spændende er det selvfølgelig, hvis det er mikrober, der har været på spil. (Illustration: Nasa/JPL-Caltech/SAM-GSFC/Univ. of Michigan) Illustration: NASA/JPL-Caltech/SAM-GSFC/Univ. of Michigan

Læs også: Nye målinger af methan udelukker liv på Mars

Spørgsmålet er nu, hvor methanet kommer fra, og hvorfor koncentrationen af gassen svinger sådan i Gale-krateret, hvor Curiosity kører rundt og tager prøver.

Gassen kan dannes, når UV-stråler fra Solen reagerer med organiske forbindelser på overfladen af Mars, og så skyldes variationerne måske lokale vindforhold. Men det er også muligt, at methanet frigives uregelmæssigt fra undergrunden.

Engang i den nære eller fjerne fortid kan methanet være dannet, når mineraler som olivin er kommet i kontakt med vand, eller det kan være dannet af mikrober. Under Mars' overflade kan methanet være bundet i en form for is kaldet klatrat, og så kan det frigives derfra.

Forskerne kan nu også konkludere, at der er andre former for organiske forbindelser bundet i klipperne på Mars. Sidste år borede Curiosity et hul i en klippe kaldet Cumberland, og analysen af borestøvet viser tilstedeværelsen af organisk kulstof.

Læs også: Mars-robotten Curiosity tager boreprøve fra sandsten

Analysen har taget mange måneder, fordi Curiosity var forurenet af organisk materiale hjemmefra, og fordi Mars-klippen også rummer perklorater, som forstyrrer målingerne.

Når prøverne varmes op i måleinstrumentet SAM, ændrer perkloraterne sammensætningen af de organiske forbindelser. Derfor kan forskerne ikke sige, præcis hvilke organiske molekyler der findes.

Uden organisk kemi kan der ikke være liv - men modsat kan der godt dannes organiske molekyler, uden at der er levende organismer til stede.

Andre data fra SAM viser, at der har været masser af vand på Mars, men at det meste forsvandt for mere end tre milliarder år siden.

Det er forholdet mellem almindeligt brint og den tunge brintisotop deuterium i vand fanget i boreprøver fra Mars-klipperne, der fortæller forskerne, at meget af vandet på Mars må være forsvundet, inden klippen blev dannet. Det må ifølge Curiositys målinger være sket for mellem 3,9 og 4,6 milliarder år siden, altså relativ kort tid efter solsystemets dannelse.

De nye resultater fra Mars beskrives i alle detaljer i artikler i tidsskriftet Science. Artiklerne ligger frit tilgængeligt hos Nasa.

Emner : Mars
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten