På Cape Canaveral-rumcenteret i Florida er de sidste klargøringer ved at være afsluttet til opsendelsen lørdag af Nasas 15 milliarder kroner dyre Mars-bil Curiosity. Opsendelsen er planlagt til kl. 16.02 dansk tid fra rampe 41 med en Atlas-5-raket.
Vejret kan dog udsætte opsendelsen. En koldfront ser ud til at være på vej ind over Florida og kan skabe kraftige vindstød og et tæt skydække. Men foreløbigt ser det ud til, at vejret stadig vil være godt nok til en opsendelse.
I øjeblikket regner Nasa med 30 procents chance for, at vejret vil forhindre opsendelsen. Kommer Curiosity ikke af sted lørdag, er der igen mulighed søndag. Mars-bilens opsendelsesvindue strækker sig frem til den 18. december.
Læs også: Se Mars-bilen Curiosity
Læs også: Se imponerende video af rumsondes rejse til Mars
Lander på Mars til august
Det et ton tunge fartøj skal først gennemføre en ni måneders rejse ud til Mars. Her vil den med 21.000 kilometer i timen ramme den tynde Mars-atmosfære til august næste år og blive bremset. Efterfølgende vil faldskærme og et kransystem sikre, at Curiosity kommer velbeholden ned på Mars-overfladen.
På jagt i Gale-krateret
I det 158 kilometer brede Gale-krater skal Mars-bilen lede efter organiske sammensætninger og spor af fugtige områder, hvor tidligere eller nuværende liv kan eksistere.
Gale-krateret har et 4,5 kilometer højt centralt bjerg i midten, som rejser sig op over kraterbunden. Krateret er opkaldt efter den australske astronom Walter F. Gale. Krateret befinder sig i det næststørste vulkanske område på Mars, Elysium Planitia, omkring 4,5 grader syd for Mars' ækvator.
I kraterbunden findes en række strukturer, som formodentlig er dannet med sedimentaflejringer af materiale, som er blevet bragt derhen af flydende vand.
Krateret menes at indeholde spor af Mars' tidligere vandbaserede historie. En af Curiositys primære opgaver er at finde tegn på, at Mars engang har haft et fugtigt miljø, som kunne huse mikrobiologisk liv.
Som en Mini Cooper
Curiosity er 2,5 meter lang og fem gange tungere end de to seneste Mars-biler, Spirit og Opportunity, der blev sendt op i 2003.
Mars-bilen skal begynde udforskningen af Mars i august 2012, og den medbringer 10 videnskabelige instrumenter.
De ti instrumenter omfatter analyseapparater til undersøgelser af støvet på Mars, en række mikroskoper og panoramakameraer, en laser til at brænde overfladen bort på klipper samt udstyr til at måle stråling og sammensætning af Mars-støvet.
Spanien har leveret en meteorologisk vejrstation og Rusland et instrument til at finde vandis under overfladen.
Læs mere om Mars-bilen og se en detaljeret grafik i Ingeniøren, der udkommer fredag.
