Markedet for solceller får nyt løft

Markedet for solceller får nyt løft

Efter cirka to års stilstand kommer der igen gang i solcellemarkedet - i hvert fald for en stund: Fra 15. marts kan private, foreninger og boligselskaber søge tilskud til 60 MW ny solcelleeffekt.

Hvis man går i solcelletanker og har ventet på, at der igen kommer tilskud til sol-el, så kan man godt finde betalingskortet frem.

Læs også: Dansk støtte til nye solceller lammet på ny

Ifølge et udkast til en ny bekendtgørelse vil en pulje af støtte på 1,02 kroner pr. produceret kWh til i alt 60 MW solcellekapacitet blive udbudt fra 15. marts og frem til 31. maj.

Pristillægget – som kun gælder den del af solstrømmen, man ikke selv bruger i samme time – tildeles efter først til mølle-princippet, og Energinet.dk vil trække lod blandt de ansøgninger, der indkommer på samme dato.

Som noget nyt opdeles 60 MW-puljen denne gang i fire forskellige puljer, målrettet henholdsvis énfamiliehuse og forskellige former for fællesanlæg.

Ifølge næstformand i brancheforeningen Dansk Solcelleforening Søren Rise – som også er chefkonsulent i brancheforeningen Tekniq – vil de 60 MW solceller med dagens priser have værdi på omkring 1 mia. kroner.

»Vi er rigtig glade for, at puljen nu endelig udbydes, men vi forstår ikke, hvorfor en underpulje til énfamilieboliger kun er på 12 MW ud af de 60. Det betyder, at de mindre håndværksvirksomheder ikke får særlig stor gavn af udbygningen«, siger han.

Læs også: Ny lov har slået det danske solcellemarked fuldstændig ihjel

I Tekniqs høringssvar advarer brancheforeningen i øvrigt om, at bekendtgørelsens store fokus på at fremme fællesanlæg vil medføre, at en væsentlig del af disse anlæg vil blive solgt, designet, opsat og installeret af udenlandske virksomheder.

'Derfor vil denne bekendtgørelse medføre, at danske virksomheder ikke i tilstrækkelig grad vil kunne benytte denne mulighed til at dygtiggøre sig inden for denne del af VE-teknologiområdet,' hedder det i høringssvaret.

Af de fire puljer på i alt 60 MW handler de tre om fællesanlæg:

Pulje 1 er fælles solcelleanlæg på taget af andelsboligforeninger m.m., der i størrelse maksimalt må være 6 kW pr. deltagende husstand. Puljen er på i alt 18 MW.

Solcelleanlæg til et enkelt hus på maksimalt 6 kW ligger i pulje 2 og omfatter 12 MW.

Tredje pulje omfatter 15 MW og kan gå til store fællesanlæg på marker eller på bygninger, som evt. ejes af foreninger. Stadig krav om maks. effekt på 6 kW pr. deltagende husstand.

Pulje fire er fællesanlæg, hvor modregningen af eget forbrug kun gælder for bygningens eget-forbrug. Denne pulje er ligeledes på 15 MW.

Ifølge bekendtgørelsen kan ubrugte midler overføres til en ny runde af tildelingen, som afholdes 1.-31. oktober 2015, ligesom ubrugte midler i én pulje kan overføres til en anden.

Klima- energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) skriver i et brev sammen med høringsudkastet, at det skal ses i sammenhæng med, at han forventer at kunne sætte de vedtagne regler i kraft i februar 2015.

Kommentarer (5)

Jeg har elvarme og Genvex med varmepumpe. Bruger 11.000kwh om året til 150kvm inkl. alm. elforbrug. Hvorfor kan jeg ikke få tilskud til mere end 6kW anlæg?

  • 2
  • 4

Når du selv bruget terminologien 'Tilskud', så er det vel deraf også en smule uberettiget at brokke sig over at du ikke må 'få' mere. Vær du nu glad for at det er subsidieret som det er, og at du ikke skal sælge til markedsprisen om sommeren, og købe den til vinterprisen. Fast pris er noget man kan budgetterer efter. Får du ikke i forvejen 25% rabat på alt over 4.000 kWh da du bruger el til opvarmning?

/Martin

  • 11
  • 2

Hvordan er man sikret en "fast" pris? Er tilskuddet gældende i anlæggets levetid eller kan det fjernes efter kort tid, vigtigt at vide når der skal lægges budget...
Har jordvarmepumpe og Genvex, bruger ca. 9.000kwh til 176kvm inkl. alm elforbrug.

  • 4
  • 0