Marcel Somers nyt medlem af STVF
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Marcel Somers nyt medlem af STVF

Videnskabsminister Helge Sander (V) har udpeget Marcel Somers, professor ved Institut for Produktion og Ledelse på DTU, til den ledige plads i Statens Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd (STVF).

Dermed fulgte Helge Sander den indstilling, som de 14 øvrige medlemmer af rådet afleverede til Videnskabsministeriet 26. november 2003.

Som tidligere omtalt i Nyhedsmagasinet Ingeniøren manglede STVF et medlem, fordi forskningsdirektør Kim Vejlby Hansen fra Foss Electric trak sig i oktober efter blot at have deltaget i ét enkelt rådsmøde.

Med udpegningen af Marcel Somers er der nu sat et foreløbigt punktum i sagen om STVF's sammensætning.

Som omtalt i flere artikler i Ingeniøren har udpegningerne til STVF været omstridte, fordi Helge Sander i sommer højst usædvanligt vragede STVF's egne to kandidater: Marcel Somers og professor Jakob Stoustrup fra Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet.

I stedet valgte ministeren – uden at redegøre for sine motiver – at foretage to politiske udpegninger af Kim Vejlby Hansen og professor Henrik Hautop Lund fra Mærsk Mc-Kinney Møller-Instituttet på SDU.

De politiske udpegninger blev mødt med kritik fra flere sider, fordi de svækkede rådets faglige bredde – og kort efter sin udpegning valgte Kim Vejlby Hansen at trække sig fra rådet.

Herefter bad Helge Sander STVF om at indstille mindst to kvalificerede forskere til den ene ledige plads.

Som omtalt i Nyhedsmagasinet Ingeniøren den 12. december 2003 fulgte STVF ministerens ønske, men indstillingen var skruet sådan sammen, at den ikke gav Helge Sander mange andre valgmuligheder end at udpege Marcel Somers, der vil tilføre rådet stærkt tiltrængt ekspertise inden for både materialeforskning og produktionsteknologi.

De såkaldte beskikkelsesperiode gælder frem til 31. juli 2007, men kan blive ændret som følge af den nye forskningsrådslov, som trådte i kraft ved årsskiftet.

Men indtil bestyrelsen for det nye Frie Forskningsråd beslutter noget andet, fortsætter de nuværende seks statslige forskningsråd.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først