Manglende tillid fra chefen suger fleksibiliteten ud af arbejdsmarkedet

Er hjemmearbejdsdage noget, som du eller kollegerne får tildelt som belønning for trofasthed og veludført arbejde?

Hvis det er tilfældet, så er du udsat for 'Den kontrolfikserede leder', en af seks ledertyper, som står i vejen for at skabe en arbejdsplads, der forener fleksibilitet, livskvalitet og produktivitet i en 'supervirksomhed'.

Begrebet er defineret af civilingeniør, ph.d., Camilla Kring, grundlægger af konsulentfirmaet Super Navigators, der rådgiver virksomheder om, hvordan de kan skabe disse supervirksomheder, hvor fleksibilitet er i højsædet.

»For mange chefer er fleksibilitet noget, du har gjort dig fortjent til. Jo flere år du har siddet i virksomheden, jo nemmere er det at få lov at sidde hjemme. Det er egentlig enormt komisk,« siger Camilla Kring. (Foto: Lars Bertelsen) Illustration: Lars Bertelsen

En af de største forhindringer for at skabe fleksibilitet er nemlig lederen, mener hun:

»For mange chefer er fleksibilitet noget, du har gjort dig fortjent til. Jo flere år, du har siddet i virksomheden, jo nemmere er det at få lov at sidde hjemme. Det er egentlig enormt komisk,« siger Camilla Kring.

»På mange ingeniørarbejdspladser kan man sætte folk fri, hvis de har en pc og en iPhone, men mange steder sker det ikke alligevel. Det handler jo om, at mange ledere i bund og grund ikke har tillid til deres medarbejdere,« siger hun.

National Hjemmearbejdsdag

Teknologien giver mulighed for, at mange kan arbejde hvor som helst og når som helst. Alligevel støder medarbejdere ofte ind i en chef, som har svært ved at håndtere medarbejdere, der klarer arbejdsopgaverne et andet sted end lige for næsen af ham eller hende.

Større fleksibilitet, mindre stress og dermed øget produktivitet blandt folk, der arbejder hjemme, er ellers baggrunden for, at videnskabsministeren i år har udpeget den 2. maj til National Hjemmearbejdsdag.

Camilla Kring har arbejdet med balance mellem arbejds- og familieliv, siden hun begyndte på den ph.d., hun afsluttede i 2005 med afhandlingen: 'Arbejdsliv og familie - Get a Balance!'.

Den gang som nu var hendes mission at skabe strukturer, som kan give den enkelte balance i tilværelsen.

En udfordring, som teknologisk set burde være blevet nemmere, fordi vi kan arbejde hvor og når som helst, men som samtidig også er blevet langt mere udfordrende.

At navigere uden at miste sig selv

»I dag har vi smartphones, så vi altid er på nettet, vi har fået de sociale medier, som f.eks. Facebook - og det bliver bare vildere. Det kræver, at folk holder fast i sig selv. Derfor bliver kunsten at sætte individuelle grænser og vide lige præcis, hvad man vil have ud af det her liv. Det handler om at navigere i verden uden at miste sig selv,« siger hun.

For når arbejdspladsen bliver elektronisk, kan vi ende med at arbejde døgnet rundt, og derfor bliver vi nødt til at sætte vores egne grænser. Men det forudsætter, at vi har en arbejdsgiver, som giver os rammerne til det, understreger hun.

»I det traditionelle industrisamfund fungerede den kollektive model med de kollektive grænser, men den virker ikke, efterhånden som verden bliver grænseløs og mere forskellig. Alene i dag er der ifølge Danmarks Statistik 37 versioner af børnefamilien,« siger hun.

'Jeg ser dig, ergo arbejder du'

Mange ledere har stadig ikke formået at omstille sig til den nye virkelighed, og det spænder ben for en fleksibel arbejdspladskultur. Hvad hjælper det, at teknologien er tilpasset et vidensamfund, hvis virksomhedens ledelse sidder fast i en arbejdskultur, der passer til industrisamfundet?

»Hvis virksomheden har paradigmet: 'jeg ser dig, ergo arbejder du', så bliver det meget vigtigt at blive set, og det går ud over produktiviteten,« siger Camilla Kring.

»Ofte fører det til en tsunami af 'cc(se se, red.)-mig-mails' til chefen, så han kan se, at man arbejder, når man sidder hjemme, og mange mails tidligt om morgenen, så kollegerne kan se, at man er flittig. Det er sådan en kultur, der skal knækkes, hvis man skal have en supervirksomhed,« siger hun.

Det findes ikke noget hurtigt fiks til at ændre en virksomhedskultur, fordi det er nødvendigt at arbejde med normer og adfærd. I sin nye bog, 'Supernavigatør - Få overblik over dit liv', formulerer Camilla Kring tre trin på vejen til en fleksibel virksomhed eller en 'supervirksomhed', som hun kalder det:

Første trin er at skabe et 'navigationsrum'. Det handler om at have de nødvendige rammer til at være fleksibel. Medarbejderne skal som udgangspunkt have bærbare pc'er og smartphones, så de kan arbejde, hvor og hvornår det passer dem bedst.

Drop cc'erne

Andet trin går ud på at uddanne medarbejderne til at agere i en fleksibel og grænseløs verden. Det kræver stor bevidsthed hos den enkelte, når den faste arbejdstid forsvinder, og man selv skal vælge arbejdstid, rum og rytme.

Hvad skaber den bedste balance mellem arbejde og privatliv for mig? Hvilke opgaver løser jeg bedst derhjemme? Og hvilke tidspunkter får jeg mest fra hånden?

Endelig handler det tredje trin om at forankre en fleksibel arbejdskultur i organisationens kultur og struktur.

»Et sted at begynde kunne være mailkulturen, så man f.eks. vælger at droppe 'cc-mig-feltet', medmindre det er relevant,« siger Camilla Kring.

Men fundamentet for de tre trin er først og sidst en arbejdsplads, der er baseret på tillid til medarbejderne, understreger Camilla Kring. Fundamentet for at skabe en fleksibel kultur er, at lederen stoler på sine medarbejdere og kan lede forskellige mennesker forskelligt. Samtidig mener hun, at lederen skal være karismatisk:

»I dag er det meget vigtigt at have en karismatisk leder på toppen. For at lede andre skal du kunne lede dig selv. Jeg kalder den ideelle leder for en superleder, fordi de ligesom Superman er nogle, der hjælper andre,« siger Camilla Kring.

Emner : Arbejdsmiljø
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvis man er hjemme og arbejder vil man være forstyrret af de ting man ikke har fået ordnet eller man vil holde børnene længere tid hjemme inden man sender dem i børnehave.

Selv har jeg ekstremt svært ved at sige at nu er det arbejde, hvis jeg ikke skal tage cyklen og flytte mit luksus legeme til arbejdspladsen for at udfører arbejdet. Derudover vil det også besværliggøre en reparation af maskinen hvis jeg ikke er der fysisk til at udskifte defekte eller nedslidte dele.

De folk jeg kender der arbejder hjemme har kun hvis hjemmet er rent og rydeligt haft noget ud af at arbejde hjemmefra. På arbejdspladsen skal folk bare lære at kollegerne skal have ro og der kan man istedet indfører perioder hvor telefonerne ikke må ringe eller kollegerne ikke må gå rundt og snakke. Dette har været lavet med succes i 1 virksomhed der blev beskrevet i en artikel for nogle år siden. Dette vil virke bedre efter min mening en hjemmearbejde.

I den periode jeg har været arbejdssøgende har jeg modtaget svar på ansøgninger kl. 1:00 om natten på en søndag og på andre mærkelige tidspunkter. Dette er ikke sundt for virksomheden, da medarbejderen så formentligt er typen der arbejder 24 timer i døgnet for firmaet. Men firmaet får formentligt ikke ret meget produktivitet ud af denne mellemleder!! Da personen aldrig slapper af og dermed ikke er frisk og klar til endnu en dag.

  • 0
  • 0

...har jeg modtaget svar på ansøgninger kl. 1:00 om natten på en søndag og på andre mærkelige tidspunkter...

Klokken 1:00 om natten i Danmark er lige før frokost i New Zealand - ikke et specielt underligt tidspunkt.

Det er noget af det vidunderlige ved at ikke have en fysisk arbejdsplads. At man kan flytte sig rundt. Personligt har "at gå på arbejde" for mig de sidste snart to år betydet at jeg satte mig ved den bærbare efter at have sendt den store i børnehave. Det har jeg normalt gjort mellem klokken 7 og 7:30 og 8.5 time efter har jeg så fri.

Så selv har jeg ikke flyttet mig det store geografisk set, men en god ven har været snart et halvt år på Filipinerne - en time efter New Zealand i øvrigt.

  • 0
  • 0

Dette er ikke sundt for virksomheden, da medarbejderen så formentligt er typen der arbejder 24 timer i døgnet for firmaet.

Eller også er firmaet af den type hvor det belønnes at sende mails der giver indtryk af at man arbejder altid - medens de ansatte til gengæld for længst har fundet ud af at man kan scripte afsendelsen af mail. Dette er heller ikke sundt ;-)

  • 0
  • 0

Det er så 'morsomt' at det for lærere synes at gå i den modsatte retning. Lærere har altid forberedt sig hjemmefra, og der har i hvert fald for gymnasie- og universitetslærere været en fast forberedelsesfaktor.

Presset her synes dog ikke at komme fra rektorerne, men fra politikere og højtplacerede embedsmænd. I hvert fald har jeg til GLs repræsentantskabsmøde hørt departementschefen på talerstolen, under den åbne del af møde, udtale at tillid er godt men kontrol er bedre. Han ønskede at landets gymnasielærere skulle udfylde arbejdssedler, når de sad og forberedte sig på undervisningen, så man havde en vis dokumentation for at de rent faktisk bestilte noget. Det var ikke nok at rektor havde føling med at tingene gik som de skulle, og at eleverne klarede studentereksamen.

Faktisk går udviklingen i retning af at skolerne skal etablere egentlige lærerkontorer, og det vil for de fleste folke- og gymnasieskoler sige at der skal bygges kontorbygninger med plads til en 50 skriveborde og reoler; inventaret skal naturligvis være ergonomisk korrekt, efter arbejdstilsynets anvisninger. Og så skal lærerne vænne sig til at stemple ind og ud, helt lige som på en fabrik anno 1920.

Så ikke noget med fremover at rette blækregningen om søndagen, i sommerhuset, og skal der foregå noget om aftenen skal der naturligvis ske overenskomstmæssig modregning. Til forældrene må lærerne fremover sige: »Kun i kontortiden«!

Nu skal der såmænd nok være nogle der vil hævde, at gymnasielærerne kun underviser 1/4 af tiden, og det skal såmænd nok være rigtigt hvis man med 'undervisning' kun mener 'stå bag katederet'. Og traditionelt vil man sige at en lektion udløser en samlet betaling for to klokketimer, idet der også skal tages hensyn til forberedelse.

I dag er der imidlertid dukket en masse ekstra arbejde op, som intet har med selve undervisningen at gøre. Dels er mange gymnasielærere blevet til mellemledere, som skal lede (og kontrollere) deres kolleger, og så har de jo i hvert fald ikke selv tid til at undervise så meget som de tidligere gjorde. Dels har man med en hoved- og halsløs gymnasiereform skabt en bunke ekstra møder for lærerne, møder med klassens andre lærere (for at koordinere undervisningen) og med sine fagfæller (for at kunne støtte hinanden). Samt naturligvis de møder som ligger på Pædagogisk Råds regi; det er det rådgivende råd med tilhørende udvalg der er blevet tilbage efter at man nedlagde de gamle lærerråd, og tildelte rektorerne al magten og æren.

Kort sagt; de møder som tager så meget af lærernes tid - et møder som politikerne har pålagt lærerne. Og lærerne vantrives med alt møderiet, og især lærere inden for de hårde drengefag (matematik, det der er tilbage, fysik, kemi og datalogi) går på efterløn når de fylder 62.

  • 0
  • 0

at Gymnasielærere er de hårdest ramte arbejdstagere i dette land, når jeg et par dage om ugen er i nærkontakt med dem og deres elever.

Og jeg siger ikke at opgaveretning og forberedelse ikke er arbejde, men der rigeligt tid til at gøre det ,indenfor en ugentlig normalarbejdstid på 37 timer når undervisning tiden er max 27.

Mødeproblemet er opstået fordi lærere kun betragter tid bag katederet som tilstedværelsestid og resten kan de disponere som de synes. Det giver ledelsen af skolerne et informationsproblem når alle skal gå samme vej og det ikke er muligt at finde et tidpunkt hvor alle sikkert er tilstede.

Der sker direkte ikke så mange ting inden for sprog matematik og fysik at der ikke opstår en form for rutine der ikke kræver den store forberedelse efter et par år. Ja somme onde tunger påstår ovenikøbet at kravene er blevet reduceret så meget, at der bør være et fjerde år for at eleverne kan eklæres studieegnede.

  • 0
  • 0

Naturligvis kan lærernes arbejde klares inden for de gennemsnitligt 37 timer om ugen, som arbejdstiden ligger på, set over hele året.

Men når gymnasielærerne i dag bruger mindre tid bag katederet end de tidligere gjorde (og som de fleste helst fortsat vil gøre), så skyldes det at arbejdstiden i vidt omfang er omlagt fra undervisning til spild i form af møder og et stort og uproduktivt lag af mellemledere.

Traditionelt har en matematik- og fysiklærer kunnet koordinere deres undervisning i en mat-fys klasse med nogle korte spørgsmål og svar. På under 10 sekunder; begge havde jo også begge fag fra universitetet. Og begge kunne jo se fordelen ved at matematisk teori knyttedes til fysisk praksis, i den rette orden.

I dag er sådan noget formaliseret i teamsamarbejde for den enkelte klasse, og her er alle fag 'naturligvis' med. Møderne skal have ordstyrere og referenter, de kan vare i timevis, der skal skrives officielle målsætninger, og der skal 'naturligvis' følges op på dem.

Noget tilsvarende findes på universiteterne, og jeg har da også netop på min iPad læst en kronik om et »Vildt kaos på Århus Universitet«:

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1290...

På Københavns Universitet viser eksempelvis Penkowa-sagen at det ikke tår bedre til her; alt drukner i bureaukrati som en inkompetent ledelse (kombineret med kontrol-fikserede politikere) står bag.

  • 0
  • 0

Noget tilsvarende findes på universiteterne, og jeg har da også netop på min iPad læst en kronik om et »Vildt kaos på Århus Universitet«:

Den grimme, ulæselige, "grafitti-font" som Århus Universitet bruger til at spilde cirka 1/3 af spaltepladsen på alle jobannoncer er da ellers et klart signal om at "branding" skal udgøre 1/3 af universitetets arbejde.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten