Mangel på ingeniører: Nu uddanner Sønderborg dem selv
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Mangel på ingeniører: Nu uddanner Sønderborg dem selv

Illustration: SDU

Der er tempo på i elektronikindustrien i Syddanmark, og det betyder mangel på elektronikingeniører hos eksempelvis Danfoss og Linak. I Sønderborgområdet bliver der brug for at ansætte knap 1.400 akademikere inden 2020, men det vurderes, at det med den nuværende udvikling kun er muligt at skaffe 600.

Der kommer altså til at mangle 800 akademikere, og det er især ingeniører inden for især elektronik, mekatronik og it.

Derfor gik Danfoss A/S, Linak A/S, Region Syddanmark, Sønderborg Kommune og Syddansk Universitet (SDU) sammen om at etablere Center for Industriel Elektronik sidste år.

Læs også: Danske industrigiganter starter ny ingeniøruddannelse

Tilsammen har de fem partnere investeret 176 millioner kroner, og nu er konturerne for alvor ved at tegne sig af de nye uddannelser og forskningscenteret.

I dag blev første spadestik til Center for Industriel Elektroniks fysiske rammer taget. Bygningen er i fem etager fordelt på cirka 3.300 kvadratmeter og finansieret af Bitten og Mads Clausen Fond og Linak A/S.

Linaks ejer og direktør Bent Jensen stod i spidsen for det første spadestik på byggeriet af det nye Center for Industriel Elektronik i Sønderborg Illustration: Syddansk Universitet

Selvom bygningen først er klar i sommeren 2019, er de to første ingeniøruddannelser godkendt af ministeriet, og til sommer starter det første hold på bacheloruddannelsen med fokus på elektronik i Sønderborg.

»Center for Industriel Elektronik er en materialisering af vort tætte samarbejde med industrien. Dette samarbejde illustrerer ikke blot, at SDU er eksperimenterende og nytænkende, men også arbejde på tværs af kendte skel. Vi er ovenud lykkelige over, at parterne har investeret massivt i CIE, hvilket betyder, at vi kan oprette et center med forskning og uddannelse på et meget højt internationalt niveau. Vi har tænkt os at betale tilbage med ingeniører af en sådan støbning, at de kan være med til at løfte ikke blot parterne, men hele regionen,« siger Horst-Günter Rubahn, konstitueret leder af CIE og direktør for Mads Clausen Instituttet.

Læs også: Regeringsudvalg: Universiteterne skal bruge mere teknologi i undervisningen

Fem nye laboratorier

Han fortæller, at det nye center får fem fokusområder, både forsknings- og uddannelsesmæssigt.

»Vi satser på fem fokusområder: pålidelighed, både på komponent- og systembasis, indlejret elektronik og digital elektronik, EMC og motortest, aktuatorer, og advanced materials, især ’wide band gap’-materialer. Vi bygger nye laboratorier til netop de områder, ligesom vi får 14 projekt- og innovationsrum, så studerende, forskere og virksomheder kan mødes og arbejde med problemstillingerne,« siger Horst-Günter Rubahn.

Det er områder, der matcher godt med elektronik-løsninger som de lokale industrigiganter Danfoss og Linak arbejder med.

Derudover bliver der løbende udpeget nye fokusområder, i takt med at uddannelsen og forskningsmiljøet bliver etableret.

»Vi forventer også at prioritere akustik, både i forhold til støjreduktion på eksempelvis aktuatorer og i elektronikproduktionen,« siger Horst-Günter Rubahn.

Læs også: Ny prognose: Ingeniørmanglen er langtfra afblæst

Ny tysk centerleder på vej

Han fortæller, at der lige nu er ansat otte nye medarbejdere, og når centeret er fuldt etableret vil der være omkring 60 ansatte fra professorer til postdocs i SDU's elektronik-sektion

Det er inklusive en ny centerleder, for Horst-Günter Rubahn bliver afløst til august. Han bliver først præsenteret i næste uge, men han er fra en tysk virksomhed og har mange års erfaring i elektronikindustrien.

»Han tager en masse viden og erfaring med fra krydsfeltet mellem akademia og industrien,« fortæller Horst-Günter Rubahn, der fortsætter som direktør og professor på Mads Clausen Instituttet.

De nye faciliteter til Center for Elektronik ligger i forlængelse af den eksisterende ingeniøruddannelse på netop Mads Clausen Instituttet i Alsion i Sønderborg. Her uddannes i dag diplom- og civilingeniører inden for mekatronik og innovation og business.

»Det er vigtigt, at vi ikke kannibaliserer på vores egen mekatronik-uddannelse i Sønderborg, men vi har faktisk allerede fået flere kvote 2-ansøgere end forventet og det er ikke på bekostning af de andre uddannelser, så det er meget positivt. Vi havde egentlig planlagt at starte et hold med 10 studerende til sommer, men det ser ud til, at vi kan begynde med 20 studerende. Når vi er fuldt kørende, vil vi have 1.100 ingeniørstuderende her i Sønderborg, og mellem 300 og 400 vil være elektronikingeniører,« siger Horst-Günter Rubahn.

Den regionale forankring af ingeniøruddannelser er vigtig for de store elektronikvirksomheder i Syddanmark. For en ny analyse fra Danske Regioner viser, at dimittender fra de videregående uddannelser i høj grad bosætter sig i den region, hvorfra de er uddannet.

To år efter endt uddannelse er 72 procent af dimittenderne fra erhvervsakademierne, 78 procent fra professionshøjskolerne og 68 procent fra universiteterne nemlig stadig bosat i den region, de er uddannet i.

På Center for Industriel Elektronik er man indtil videre positiv over mængden af studerende, der har søgt ind, men forventer, at man får et internationalt miljø, hvor mindst halvdelen vil være udenlandske studerende, især fra Tyskland, de baltiske lande og andre dele af Europa.

»Vi vil gerne have flere danske studerende, men vi ved af erfaring, at det er svært at tiltrække danske studerende, der foretrækker at bo i større byer som København og Aalborg,« siger Horst-Günter Rubahn.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Man bør nu tage ved lære af den nye politiske beslutning om at åbne op for læge uddannelser i Esbjerg og Køge, det samme princip kan med fordel bruges på andre områder, ingeniører uddannelserne er oplagte, da man f.eks. både i Esbjerg, Sønderborg og andre steder mangler og kommer til at mangler endnu flere.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten