Mandrake klar i to udgaver

Den fransk udviklede Mandrake, som er kendt for at være en af de mest brugervenlige Linux-distributioner, er netop udgivet i "community"-version 10.0. Efter den forrige version 9.2 vil Mandrake nu komme i to versioner.

Først en "community" version til de brugere, som vil have det nyeste og det smarteste.

Et par måneder efter kommer en »official« version af 10.0, hvor man har rettet eventuelle fejl fundet i "community"-versionen. Mandrake 10.0 kan endnu kun hentes via "BitTorrent" p2p-systemet. Den nye version fylder fire cd-rommer på totalt 2.9 gigabyte.

Mandrake 10.0 har to store nyheder: Man er gået over til Linux-kerne 2.6 (version 2.6.3) og den grafiske brugergrænseflade KDE er opgraderet til version 3.2. Kombinationen er markant. Opstart af KDE er markant hurtigere end i tidligere versioner af Mandrake. Programmer såsom OpenOffice.org starter generelt en del hurtigere i Mandrake 10.0.

Efter en dags test virker Mandrake 10.0 meget velpoleret og grafisk gennemført. Med hensyn til hardware er der også godt nyt. Der er mange nye drivere til wireles LAN med, bl.a. prism54-drivere til 802.11g-kort. Det drillede lidt med få installationsprogrammet til at genkende et prism54-kort, men det virkede efter lidt manuel tilpasning. Det var den eneste hardware-del, som drillede ved installationen. Alt andet blev genkendt automatisk på testmaskinen.

Mandrake 10.0 er endnu kun udgivet til medlemmer af MandrakeClub, dvs. de kunder som betaler for tidlig adgang til nye versioner. Om få uger forventes version 10.0 at blive frit tilgængelig på Internettet.

Tidspunktet for version 10.0 kan ikke være bedre valgt.

I dag mandag den 8/3 går MandrakeSoft igen på børsen efter at firmaet sidste år var tæt på at være bankerot. På det seneste har der heldigvis været en så positiv økonomisk udvikling i firmaet, at man igen er klar på børsen.