Manden, der hører farver: At blive cyborg er et etisk valg

Illustration: Magnus Boye

Det er umuligt at beskrive Neil Harbisson uden at begynde med antennen, der vokser frem af de viltre gul-blonde lokker og overskygger selv den laksefarvede blazer.

Antennen er opereret ind i den bagerste del af hans kranium og gør ham til det menneske, der er kommet tættest på en officiel anerkendelse som ‘cyborg’ – altså en blanding af menneske og maskine.

»Der er meget larm i Dis­ney­world,« siger han om omgivelserne, da Ingeniøren møder ham på et hotelværelse i Orlando, Florida.

Men han taler ikke om musikken eller de mange mennesker. I stedet henviser han til farvespektret i den gigantiske forlystelsespark. For Neil Harbisson kan høre farver, og jo kraftigere farver, jo højere er lyden.

Jakkesættet til venstre på illustrationen danner i Neil Harbissons hoved en C-dur-akkord. Tøjsættet til højre danner en mol­akkord, og er ifølge Neil Harbisson velegnet til at bære ved begravelser. Illustration: Neil Harbisson

»At gå i supermarkedet er som at være på natklub. Særligt rengøringsprodukterne har meget intense og overraskende farvekombina­tioner,« siger han.

Kunstner, musiker og cyborg Neil Harbisson er født komplet farveblind og ser verden i nuancer af grå. For 14 år siden satte han sig for at designe sig ud af den biologiske mangel. Ikke fordi han ønskede at se farver, men på grund af den rolle, farver spiller i sproget.

Fra nationalflag over Bluetooth, Red Bull, De Gule Sider og Grønland til farvekoden, der adskiller varmt og koldt vand på vandhanen er farver dybt indkodet i samfundet.

»Hvis man ikke har set farver, kan man aldrig forestille sig det. Men du kan ikke ignorere deres eksistens,« siger han.

Kraftige hovedpiner

Svaret på den udfordring svæver nu over panden på irsk-spanske Neil Harbisson: en sensor, der registrerer farver og får en chip til at vibrere i hans kranium, hvilket skaber en korresponderende tone. Rød bliver til tonen F, gul bliver til G og så videre.

»Mit mål var ikke at bruge teknologi. Mit mål var at blive teknologi. Jeg ville ikke have et wearable, men et nyt sanseorgan,« siger han.

Trods en tidlig prototype var implantatet et sats. Det var uvidst, hvordan Harbissons hjerne ville håndtere det nye input, og om hans krop ville frastøde de forskellige fysiske dele. I sidste ende tog det fem uger med kraftige hovedpiner og yderligere fire måneder, før teknologien føltes som en naturlig udvidelse af kunstnerens sanseregister. Og i dag er sammenføringen af de to komplet:

»Jeg føler ikke nogen forskel mellem softwaren og min hjerne,« siger han.

Antennen med på pasfoto

Implikationerne er vidtrækkende. Efter en kamp med den britiske stat fik Neil Harbisson lov til have sin antenne med på sit pasfoto – en officiel anerkendelse af hans status som cyborg. Mennesker, der ser antennen, reagerer med alt fra aggression og afsky til oprigtig interesse, mens fulde mennesker hiver i den. Og den kan hverken slukkes eller tages af.

»Men jeg kan dække den til, ligesom jeg kan holde mig for ørerne og lukke øjnene,« siger han.

Den nye sans har utilsigtet ændret på Neil Harbissons opfattelse af lyd, der har fået farver, og i MRI-scanninger har læger ikke kunnet finde forskel i den måde, hvorpå cyborgens hjerne reagerer på henholdsvis lyde og på farver.

Det giver en ny oplevelse af musik, men gør også, at Harbisson fejlagtigt kan tro, at en telefon er grøn på grund af vente-tonen i røret.

Design verden, eller design dig selv

Da Neil Harbisson første gang gik til et hospital med sine implantat-­planer, var svaret klart nej fra et etisk panel, der ikke fandt operationen forsvarlig, fordi den ikke skulle genskabe en eksisterende sans eller kropsdel, men tilføje en ny.

I dag betragter Neil Harbisson omvendt beslutningen om at blive en cyborg som det eneste etiske valg.

»I tusinder af år har vores art ændret planeten for at overleve. Og det har ikke været godt for vores planet eller for andre arter,« siger han.

Hvis vi havde nattesyn, kunne vi overflødiggøre en masse kunstig belysning. Hvis vi havde sensorer i kroppen, kunne vi gå til lægen, før vi blev syge. Og bliver vi i stand til at regulere vores kropstemperatur, vil aircondition virke som gammeldags energispild, mener Neil Harbisson.

»Enten designer vi verden, eller også designer vi os selv,« siger han.

Til kamp for cyborg-rettigheder

Neil Harbisson er ikke færdig med at designe sig selv og afsøge grænselandet mellem biologi og teknologi. I 2010 blev han medstifter af organisationen Cyborg Foundation, der har til formål at kæmpe for cyborg-rettigheder og hjælpe andre mennesker med at integrere teknologi i deres krop.

I dag planlægger han et nyt implantat: et bånd rundt om kraniet med et varmepunkt, der bevæger sig hovedet rundt i løbet af 24 timer. Ideen er at internalisere en sans for tid og gøre følelsen fra implantatet uløseligt forbundet med tidsfornemmelsen. Når først det er sket, vil Harbisson manipulere med sin egen opfattelse af tid ved at justere hastigheden af varmebåndet, så et øjeblik kan strækkes ud eller forkortes. Og så kroppen kan narres til ikke at have jetlag efter en tur over Atlanten.

Mens omverdenen har kaldt Neil Harbissons antenne for unaturlig, føler han selv, at den har bragt ham tættere på dyrene, som har evner, vi i mennesker ville betragte som superkræfter. Så udviklingen er ikke bare naturlig, den er nødvendig, mener han:

»Jeg vil opfordre alle til at blive cyborgs.«

Emner : Sensorer
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Der er andre mere spændende cyborger som implantater der kan give blinde synet tilbage, det tjener ikke noget egentlig formål andet end fascination at høre om denne farve/lyd-cyborg!

  • 1
  • 3

Der er andre mere spændende cyborger som implantater der kan give blinde synet tilbage, det tjener ikke noget egentlig formål andet end fascination at høre om denne farve/lyd-cyborg!

det var dog en kedsommelig og fantasiforladt reaktion.

Der er forskel på løsning af konkrete problemer som synstab og medfødt døvhed gennem teknologi og så at udforske virkeligheden som et spektrum, hvoraf menneskene kun har udviklet sanser til at benævne og værdsætte en brøkdel. Tænk, hvis vi kunne se ind i det ultraviolette eller infrarøde spektrum? Eller røntgen :-) Eller bevidst kunne identificere vore medmennesker gennem duft? Eller bevidst kunne udvide vores proximitetssans? Eller nogle af 50+ andre måder at beskrive sanseadgang til verden på?

Vi er på Jorden i så uendelig kort tid i forhold til, hvad der er at opleve og opdage, og at betragte virkeligheden som materialet, der angiver fremtiden, udelukker jo ikke teknologiens støtte og tilbud til mennesker, der ikke naturligt har samme sanser som alle andre.

Personligt er jeg sindssygt imponeret af hans fremtidige planer med at genopdrage sin hjerne til at percepere tid med formålet at manipulere med øjeblikkets varighed. Ikke blot er det ganske logisk at forsøge at opdrage på PERCEPTIONEN af øjeblikkets kemisk/elektriske længde på 0,3-3 sekunder, men det sætter også fingeren på filosofiske spørgsmål som : er man sin hjerne i en kemisk/elektrisk forstand (erindringsfremhentelse, behov, emotioner og følelser) eller er man "over" den på samme måde som man er "over" sin krop, når man optræner den til akrobatik og reaktioner?

  • 4
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten