Mammutter og mus har samme hårfarve-gen

Det kun 34-årige tvillingepar Eske og Rane Willerslev fik i januar 8.2 millioner kroner tilsammen, da Det Frie Forskningsråd uddelte priser til unge lovende forskere. Eske Willerslev er professor i zoologi på Københavns Universitet, mens Rane Willerslev er antropolog tilknyttet Århus Universitet.

Eske har nu i et forskerhold med deltagere bl.a. fra Rusland studeret DNAet i en 43.000 år gammel knogle fra en mammut, fundet nedfrosset i Sibiriens tundra.

Man koncentrerede sig om et gen, der betegnes MC1R. Det står for melanocortin type 1 receptor. Melanin er det stof, der giver hår dets mørke farve. Rødhårede mennesker har et MC1R-gen med lav aktivitet.

På Floridas sandstrande lever Sandmusen. Nogle af dem er lyse pga. lav MC1R-aktivitet, og det er godt for musen. Den jages nemlig af både høge og ugler, og de har sværere ved at opdage den lyse version.

Forskerne opdagede, at mammutten havde to versioner af MC1R-genet. Den ene var mere aktiv end den anden, skriver de i tidsskriftet Science.

Derfor gætter de på, at mammutter - ligesom Sandmusen - fandtes i to udgaver, en mørk og en lys.

De tør ikke gætte på, om mamutten kan have haft nogen som helst fordel af at være enten lys eller mørk, men de har vist, at man ved studiet af DNAet hos uddøde dyr faktisk kan få en idé om, hvordan de så ud, da de levede.

Og det er interessant, for - som Willerslev og kollegerne indleder deres artikel med at nævne - så er mere end 99 procent af alle dyrearter, der har levet på Jorden, nu uddøde.

Kilde: Artiklen »Nuclear gene indicates coat-color polymorphism in mammoths« i tidsskriftet Science, 7.7.06, p.62.