Malersyndrom i opløsning
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Malersyndrom i opløsning

Over 5000 danskere er anerkendt som ramt af malersyndromet. Men nye test sår tvivl om diagnosen Af Anne Meiniche og Lotte Jørgensen Opløsningsmidler er sundhedsskadelige. Dels giver det forgiftningsskader at indånde dampene, dels er det almindeligt anerkendt herhjemme og efterhånden også i udlandet, at opløsningsmidler kan forårsage varig hjerneskade. Den tvivl, der alligevel lurer, er spørgsmålet om, hvor udbredt malersyndromet er.

Malersyndromets omfang er skrumpet dramatisk ind siden fagforeningsfolk og avisoverskrifter i begyndelsen af firserne proklamerede: 'Titusinder hjerneskadet af opløsningmidler'. Seneste opgørelse viser, at Arbejdsskadestyrelsen siden 1978 indtil udgangen af 1992 har anerkendt 5157 tilfælde af hjerneskade efter arbejde med opløsningsmidler. Mange af dem, der fik diagnosen i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne er fejldiagnosticerede - måske flere hundrede, mener stadig flere arbejdsmedicinere og neuropsykologer. Kriterierne for at stille diagnosen var alt for løse i de første år efter at lidelsen blev anerkendt som en arbejdsskade, hævder de. Men kan det være rigtigt? Her er historien om malersyndromet, firsernes mest omdiskuterede sygdom i Danmark.

De organiske opløsningsmidler blev uhyre populære i 50'erne og 60'erne, hvor det var opgangstider og alt skulle gå stærkt. Terpentin, styren og cellulosefortynder gjorde maling hurtigtørrende og affedtningsmidler effektive, og ingen vidste dengang, hvor farligt det var at indånde dampene fra dem.

MALERRAPPORTERNE De første danske undersøgelser kom i begyndelsen af 70érne med de såkaldte malerrapporter, der belyste problemet. Med dem gik startskuddet til en række langt mere dybtgående undersøgelser af de organiske opløsningsmidlers virkning De første danske undersøgelser kom i begyndelsen af 70érne med de såkaldte malerrapporter, der belyste problemet. Med dem gik startskuddet til en række langt mere dybtgående undersøgelser af de organiske opløsningsmidlers virkning på mennesker. Samtidig indvarslede de en kraftig forbedring af arbejdsmiljøet.

Per Gregersen, overlæge på arbejdsmedicinsk klinik i Køge, var med fra starten: - Det billede, som tegnede sig i malerrapporterne, var et billede af begyndende hjerneskader. Folk var trætte og begyndende glemsomme, og det er usædvanligt for folk i den erhvervsaktive alder. Disse mennesker var jo ikke mere end cirka 45 år, så det måtte skærpe opmærksomheden.

Per Gregersen deltog i researchen til de første undersøgelser om emnet fra midten af 70'erne og han forklarer, at eftersom feltet var så nyt, så måtte man lede hos andre kolleger efter testmetoderne.

  • Jeg henvendte mig til neurologisk afdeling, for de beskæftiger sig professionelt med at diagnosticere hjerneskader. Så den måde, vi stillede diagnoserne på, var den, der er tradition for at bruge, og som er blevet brugt gennem en lang og god neurologisk, psykologisk tradition i 50 år.

I 1981 offentliggjorde overlæge, dr.med. Peter Arlien-Søborg, en undersøgelse af en gruppe malere på Rigshospitalets arbejdsmedicinske afdeling. De 26 malere havde Arlien-Søborg allerede undersøgt én gang - i 1979 - og de fik dengang diagnosen malersyndrom. Ved genundersøgelsen viste malerne stadig tegn på hjerneskade og konklusionen var, at hjerneskaden var en kronisk lidelse. Malersyndromet blev en realitet.

Perspektivet i rapportens konklusion var skræmmende; masser af mennesker havde i årenes løb været udsat for opløsningsmidler: Autolakerer, husmalere, glasfiberstøbere, typografer, laboranter -. Listen over fag og folk, som dagligt var i kontakt med organiske opløsningsmidler, var uendelig lang. Derfor var malersyndromet godt mediestof - og pressen slog historien stort op.

Den massive omtale gjorde folk bange, og tusinder af arbejdere henvendte sig til deres læge med symptomer på hjerneskade. Det toppede i 1986, hvor 1605 anmeldelser om opløsningsmiddelskader indløb hos Arbejdsskadestyrelsen.

Antallet af anerkendte tilfælde var dog knapt så højt. Ifølge Arbejdstilsynets årsberetning steg den årlige tilgang fra 407 anerkendelser i 1980 til 574 i 1985, som blev året, hvor Arbejdsskadestyrelsen anerkendte flest tilfælde.

Samtidig med, at snakken om hjerneskader bredte sig til hver eneste arbejdsplads i danmark, sad en gruppe psykologer på rigshospitalet og fandt ud af, at noget ikke stemte. De sammenlignede resultater af psykologprøver gennemført af folk, med diagnosen opløsningsmiddelskade, med resultater fra en kontrolgruppe, som ikke har været i kontakt med opløsningsmidler. Opdagelsen chokerede, forklarer lektor i neuropsykologi, Anders Gade, som var med til at teste folk: - Kort sagt, så kunne vi ikke se forskel. De malere og andre, vi havde kaldt demente, klarede prøverne stort set som de normale forsøgspersoner. Derfor måtte vi konkludere, at enten var vores normale forsøgspersoner ikke normale, eller også var de malere, vi havde kaldt demente og hjerneskadede, hverken demente eller hjerneskadede - men normale.

RAMASKRIG I LÆGEVERDENEN I 1985 offentliggjorde psykologerne fra Rigshospitalet offentliggør, hvad de var nået frem til, og det affødte et ramaskrig i lægeverdenen.

Anders Gade og hans kolleger konkluderede nemlig, at diagnosen kronisk hjerneskade var blevet stillet på for løst et grundlag, og at de selv havde været med til at give folk et forkert stempel.

Anders Gade har undersøgt folk på Rigshospitalets arbejdsmedicinske klinik - bla. i forbindelse med Peter Arlien-Søborgs undersøgelse - og som konsulent ude i landet i begyndelsen af firserne, og han har stillet diagnosen på mange patienter.

Derfor gav de nye resultater anledning til selvransagelse og diskussion internt i gruppen: Skulle man virkelig vende på en tallerken og ændre holdning til malersyndromet? Anders Gade tog skridtet fuldt ud og lavde en særudtalelse i forbindelsen med offentliggørensen i Dansk Psykologforenings blad. Han fortalte om sine overvejelser om konsekvensen af undersøgelsen: Flertallet af samtlige tilfælde var formentlig fejldiagnosticerede.

Dét brød hans kolleger sig ikke om. På et møde i Psykolog Forening fik Anders Gade læst og påskrevet; han havde ikke opbakning blandt sine fagfæller, de tog tværtimod kraftigt afstand fra hans kritik, lød det.

Debatten om resultaterne fra Rigshospitalets undersøgelse nåede aldrig ud til offentligheden. Det gjorde derimod en rapport, som lægerne Finn Olsen og Erik O. Errebo-Knudsen skrev for Oliebranchens Fællesrepræsentation i 1984. Rapporten 'Organiske opløsningsmidler og præsenil demens (malersyndrom)' efterlod indtrykket af, at maleres hjerneskader ikke skyldtes arbejdet med opløsningsmidler, men snarere druk og dumhed! I brede kredse mente fagfolk, at de to olielæger gik ud med udokumenterede og urigtige oplysninger.

'Olielægerne', som de to kom til at hedde i folkemunde, bar sig i følge overlæge ved Arbejdsmedicinsk Klinik i Vejle, Ib Hansen, så klodset ad, at den samlede lægestand klappede i af frygt for at blive sat i bås med dem.

Den 6. december 1984 fik de to en grundig tur gennem vridemaskinen for åben skærm, da Danmarks Radios journalister Erik Stephensen og Jørgen Flindt Petersen interviede dem til udsendelsen 'Industrien slår igen'.

Derefter forstummede debatten også internt blandt arbejdsmedcinere og psykologer, fortæller Ib Hansen.

  • 'Olielægernes' meget uheldige bidrag lagde simpelt hen gift for enhver yderligere diskussion og blokerede for enhver dialog om de her problemer. Man blev skåret over én kam med de to, hvis man tillod sig at have en anden mening. Så blev man automatisk rubriceret som hørende til den lejr, som 'olielægerne' tilhørte, og man kom ikke igennem med sine synspunkter.

UTILSTRÆKKELIGT VÆRKTØJ Tilbage stod en ufærdig debat om det reelle indhold i blandt andre Anders Gades kritik. Var der tale om usikre undersøgelsesmetoder og for ukritiske diagnosestillere, da syndromet først blev opdaget? Diagnosen, som Tilbage stod en ufærdig debat om det reelle indhold i blandt andre Anders Gades kritik. Var der tale om usikre undersøgelsesmetoder og for ukritiske diagnosestillere, da syndromet først blev opdaget? Diagnosen, som i fagsproget hedder kronisk toxisk encephalopati (T.E.), stilles hovedsagligt på en række psykologiske undersøgelser. Imidlertid var kendskabet til symptomer, eksponeringstid og hvor stor mængde, der skal til mangelfuldt i de første år efter malerrapporterne, hævder kritikerne. Man tillagde erhvervs-anamnesen - sygehistorien - afgørende vægt bla. af mangel på medicinske beviser.

  • Symptomerne ligner meget dem for alderdomssvækkelse. Træthed, hukommelsessvigt og følelsesmæssig ustabilitet. De kan skyldes midlertidig psykisk ubalance og stress, som intet har med opløsningsmidler at gøre. Der kan også være tale om andre hjernelidelser, f.eks. Alzheimers sygdom, men det er mere sjældent, siger Ib Hansen. På grund af disse vanskeligheder burde arbejdsmedicinere og psykologer have været ekstra forsigtige, mener han.

Anders Gade peger på, at man manglede et ordentligt kontrolmateriale fra ikke-hjerneskadede at sammenligne med: - I begyndelsen havde vi ikke noget tilstrækkeligt normalmateriale. Det vil sige, at i mangel på viden om normales præstationer på vore prøver, kunne vi jo ikke se, om patienterne klarede sig dårligere, og altså om de var hjerneskadede. Dertil kommer, at opløsningsmiddelskader kommer langsomt snigende og derfor er de vanskelige at undersøge med gængse metoder, mener han.

Per Gregersen fra Arbejdsmedicinsk klinik i Køge deler ikke Ib Hansens og Anders Gades opfattelse af, at de diagnostiske kriterier for at stille T.E.-diagnosen var for dårlige i begyndelsen af firserne: - Det var de bedste vi havde, og de var så gode som hele den langvarige tradition indenfor neurologien og psykologien havde gjort dem. Jeg mener faktisk, at Danmark på det tidspunkt var et af de førende steder for at stille hjerneskadediagnosen. Han mener ikke, at der er stillet flere fejldiagnoser indenfor dette område end et hvilket som helst andet medicinsk område.

LOVGIVNINGEN I Arbejdsskadestyrelsen har man taget kriterierne for hjerneskadediagnosen op til revision. I sin seneste vejledning om opløsningsmiddelforgiftninger fra december 1992 skriver Arbejdsskadestyrelsen, at på grund af de usikre viden Arbejdsskadestyrelsen har man taget kriterierne for hjerneskadediagnosen op til revision. I sin seneste vejledning om opløsningsmiddelforgiftninger fra december 1992 skriver Arbejdsskadestyrelsen, at på grund af de usikre viden tidligere ..'har selv ringe udsættelse indtil midten af firserne været anerkendt som årsag til hjerneskade, fordi lidelsens optagelse på erhvervssygdomsfortegnelsen fører til, at der gælder en formodning om, at lidelsen skyldes arbejdet' (fremhævet af redaktionen).

I den tidligere bekendtgørelse hed det i paragraf 1, at de nævnte sygdomme blev anerkendt som erhvervssygdomme...' medmindre det anses for overvejende sansynligt, at sygdommen skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige..' Disse regler blev strammet i 1989.

Det skete i erkendelse af, at .. 'den psykologiske hjerneskadediagnostik stadig er behæftet med usikkerhed', skrev Arbejdsskadestyrelsen.

Stramningen blev indført i forbindelse med offentliggørelsen af den seneste danske disputats om emnet: 'Mixed solvent exposure and organic brain damage' fra 1988 af overlæge dr.med, Sigurd Mikkelsen, som i slutningen af 70'erne bidrog til at få malersyndromet anerkendt og som indtil 1989 var overlæge i Arbejdskadestyrelsen.

Sigurd Mikkelsen pegede her på, at arbejdere skulle være udsat for dampene fra de organiske opløsningsmidler hver dag i mindst seks år, før der opstod risiko for en kronisk hjerneskade. I forhold til Sverige, som regner med minimum ti års eksponeringstid, er det ikke så lang tid. Til gengæld er det en væsentlig stramning i forhold til de tidligere anvendte kriterier i Danmark.
BOOMET I BEGYNDELSEN

Siden da er antallet af såvel anmeldelser som anerkendelser faldet.

Årsagen til de mange tilfælde i begyndelsen af firserne skyldes ifølge Arbejdstilsynet, at der dels er blevet ryddet ud i fortidens synder - dvs. alle de, som i 50'erne og 60'erne blev skadet, er blevet taget ud af arbejde og en stor del har fået erstatning og pension. Dels har hele politikken med at forebygge skader for så vidt angår organiske opløsningsmidler i arbejdsmiljøet været en af Arbejdstilsynets største succeser. Brugen af de farlige stoffer er reduceret væsentligt som følge af det pres, som opmærksomheden fra fagforeningerne og pressen påførte kemikalieindustrien.

Anders Gade har en lidt anderledes forklaring på boomet i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne: - Jeg tror, at hele ideen med at forebygge i stedet for at helbrede har været af afgørende betydning og har sat de normale kontrolmekanismer ud af spil. Normalt, når der bliver accepteret en ny sygdom, eller når man forlanger videnskabeligt belæg for en ny tankegang, så vil der være en række krav, der skal være opfyldt. De undersøgelser, man foretager, skal være af en vis kvalitet.

Men de normale kontrolmekanismer blev sat ud af spil - altså argumentet var jo, at ...'vi kan ikke vente på at der kommer lig på bordet'. Og man skal ikke vente på, at der kommer lig på bordet for at ændre på forhold, der er under mistanke for at skade mennesker. Men fejlen var jo, at vi gjorde patienterne til et redskab i den kamp - eller snarere, vi brugte dem som argumenter - for at få forbedringer i arbejdsmiljøet, siger han.
DOBBELT TRAGISK

Spørgsmålet er nu, hvad de mennesker fejler, som efter sigende har fået en forkert diagnose og derfor ikke har en kronisk hjerneskade.

Overlæge Ib Hansen mener, at der kan være tale om en stribe lidelser: - De mest almindelige er det, jeg vil kalde, psykisk instabilitet og stress som kan komme af økonomiske, familiære eller arbejdsmæssige problemer. De vil ofte fremtræde med symptomer, som kan minde om symptomerne for malersyndrom. Jeg mener, at mange af dem, der har fået stillet diagnosen malersyndrom, i virkeligheden har haft nogle af disse problemer istedet. Og det værste er, at de ikke har fået nogen kvalificeret hjælp til at komme igennem de problemer, fordi de har fået en gal diagnose.

Alle adspurgte arbejdsmedicinere og psykologer er enige om, at tyve års erfaringer og en lovmæssig stramning har bidraget til, at der ikke i samme omfang som tidligere bliver fejldiagnosticeret med hjerneskadediagnosen. Men der er stadig mange ubesvarede spørgsmål. Et af dem er, hvorvidt en opløsningsmiddelbetinget hjerneskade er kronisk sygdom eller en tilstand, som fortager sig, når man ikke længere er udsat for dampene.

Arbejdsskadestyrelsen anser pt. en indtruffen hjerneskade for at være kronisk. Den svenske psykolog, Ph.D, Kerstin Ekberg, skriver i det videnskabelige tidsskrift 'Occupational Medicine'(1991), at man ikke på nuværende tidspunkt kan konkludere, om tilstanden er reversibel.

Tyve års praksis har tilvejebragt et bedre sammenligningsgrundlag. Men det er stadig forskelligt fra klinik til klinik, hvilken standard danske arbejdsmedicinere og psykologer anvender. I Sverige derimod har man længe haft et standardiseret kontrolmateriale. Det har medvirket til, at svenskerne har et væsentligt mindre antal tilfælde af kronisk toxisk encephalopati.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først