Malere og maskiner
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Malere og maskiner

Af Henry Nielsen L.A. Ring var en af de første danske malere, der forholdt sig til den moderne teknik, på godt og ondt.

Hele Europa gennemløb en voldsom social, økonomisk og teknologisk udvikling i perioden 1850 til 1914. Også Danmark. Det kan derfor godt forekomme paradoksalt, at moderne teknik næsten er fraværende i danske maleres værker helt op til slutningen af
1920'erne.

Der er dog undtagelser, og en af dem er Laurits Andersen Ring (1854-1933).

Han malede hundredvis af billeder fra sjællandske landsbyer og stationsbyer, og i mange af disse billeder er der tydelige tegn på, at teknokulturen er ved at slå igennem.

I både 'Banevogteren' og 'Når toget ventes' er jernbanen en væsentlig del af motivet. Set under ét udgør de to malerier et originalt dansk bidrag til en lang europæisk/amerikansk tradition for jernbanebilleder.

SOCIALT SIGTE

Ring malede Banevogteren i hjembyen Ring under et kort besøg i forsommeren 1884. Året forinden var hans far død og barndomshjemmet blevet solgt.

Vinteren 1883/84 i København havde været trist og ensom, fordi Rings ven og tidligere bofælle, Hans Andersen Brendekilde, var blevet gift. Ring levede nu på et eksistensminimum og klarede sig igennem sommeren ved at bo hos slægt og venner, der som tak
fik nogle af de billeder, der alligevel ikke kunne sælges.

Også kunstnerisk havde foråret 1884 budt på skuffelser. Plaget af usikkerhed og mistillid til egne evner havde han destrueret et stort anlagt maleri, der ikke ville lykkes. Fremtiden tegnede altså dyster, da han i juni 1884 gik i gang med Banevogteren.

Billedets grundstemning er dyb melankoli. Skønt det er juni måned, hvor træer og buske endnu burde bære forårets friske grønne løv, er vegetationen mørkegrøn. De øvrige farver er holdt i brune og sorte nuancer - kun med undtagelse af himlen, der er
ensartet mælkehvid, knap nok gennemskinnelig for den sene eftermiddagssol. Den fremkalder lange diffuse skygger fra banevogteren og ledvogterhuset i billedets forgrund, samt fra det led, der befinder sig uden for billedet, men som ikke desto mindre
spiller en central rolle for handlingen.

De tværgående skygger i forgrunden, jernbanesporene til venstre og hækken til højre i billedet danner en trekant, inden for hvilken handlingen foregår. Det eneste menneske i billedet, banevogteren, rager så højt op i forgrunden, at hovedet befinder sig
lige over horisonten. Hans ansigt er bortvendt, blikket stift rettet mod trekantens fjerneste spids, hvor handlingens anden aktør, TOGET, lige er kommet ud af kurven. Om få øjeblikke vil det med sin last af passagerer og gods suse forbi det lille
trinbræt, for det standser sjældent på dette sted, der ligger fjernt fra alting. Når toget er passeret, vil banevogteren sindigt vende sig om mod leddet bag sig, åbne det så landsbyens beboere og kreaturer igen kan passere sporene.

Livet vil gå videre, som om intet var hændt.

Dag ud og dag ind vil banevogteren gøre sin pligt. Men rigtig glad er han ikke. De sænkede skuldre og armene, der hænger slapt ned langs siden, vidner om afmagt og resignation over for de nye tider.

Banevogterens træsko, enorme af omfang, tyder på, at han har været bonde.

Man kan forestille sig, at han tidligere var en forarmet husmand, der fik sværere og sværere ved at få det til at løbe rundt under landbrugets store omlægning. Nu er han ansat ved jernbanen. Økonomisk har han givetvis fået det bedre, men han har
samtidig mistet noget af sin gamle identitet og værdighed. Han har lukket et led i og er dermed ikke længere en naturlig del af landsbyens fællesskab, som det næsten symbolsk fremgår af den massive, tværgående skygge, der breder sig bag hans ryg.

Resignation og afmagt, javel, men det er næppe rimeligt at opfatte Rings værk som et ideologisk indlæg mod teknikkens fremmarch. Ring forfaldt aldrig til at idyllisere tilværelsen på landet. Fra sin egen opvækst kendte han alt for godt sliddet, de
elendige boligforhold og afmagten over for sygdom, som fulgte med at være født på landsbyens skyggeside blandt husmænd og landarbejdere.

Ring malede de positive såvel som negative sider af livet i landsbyerne, men han brændte for en social revolution på landet. Han ejede en pistol og havde forbindelse til de riffelforeninger, der i provisorietiden forberedte en opstand mod Estrups
udemokratiske styre. Han var ikke modstander af teknik som sådan - det afgørende var, om det nye i praksis førte til bedre sociale forhold for de underprivilegerede i samfundet.

TABT TRYGHED ''Når toget ventes' er malet omkring januar 1914, da familien Ring flyttede fra Baldersbrønde, hvor den havde boet siden 1902. I afstand var der kun 10 km til det nye arkitekttegnede hus på Sankt Jørgensbjerg i udkanten af Roskilde, men for
Ring var det som to forskellige verdener. Han elskede Baldersbrønde og det flade landskab. Her levede han i harmoni med stedets jævne landbefolkning. Her havde han haft en række produktive år og oplevet glæden ved at blive anerkendt og se sine
billeder solgt til priser, han ikke tidligere havde turdet drømme om. Nu vovede han springet til et nyt hus i et forstadskvarter.

Det er næsten sikkert, at Ring i perioden omkring flytningen har følt længsel efter fortidens tryghed. Det er derfor ikke mærkeligt, at han har opsøgt det sted nær Baldersbrønde, hvor gammelt og nyt mødes, stedet hvor Roskildevejen krydses af den
dobbeltsporede jernbane mellem København og Roskilde. Det var her, han malede mesterværket 'Når toget ventes''.

I dette billede er teknikken langt mere dominerende end i det 30 år ældre maleri 'Banevogteren''. Dengang kunne han nøjes med at male toget, skinnerne og et par telegrafpæle, det var alt. Og så var der naturligvis en synlig og tillidvækkende
banevogter, som sørgede for, at landsbyen fortsat kunne leve et nogenlunde uforstyrret liv trods det nye fremmedelement.

I 'Når toget ventes' er teknokulturen blevet allestedsnærværende, men mere anonym. Billedet emmer af det uudtalte spørgsmål: Hvor er vi på vej hen? Foruden den flersporede jernbane, stakittet og den lukkede bom ser man i baggrunden diskrete, men sikre
tegn på, at to nye teknologiske systemer har holdt sit indtog i den lille by: Telefonledninger forbinder husene (abonnenterne) i den lille by med byens telefoncentral, hvorfra der går ledninger til andre byers centraler og til abonnenter over det ganske
land.

Og det elektriske system giver sig til kende gennem master og ledninger - nervetrådene i et imponerende teknologisk netværk omfattende elværker, transformatorer, fabrikker, boliger... Gennem disse tråde flyder usynligt den elektriske energi, som giver
lys i byens huse og i gadelampen over jernbaneoverskæringen, og som leverer drivkraft til de nye elektromotorer, der er ved at trænge ind overalt, hvor menneskelig arbejdskraft kan erstattes af en maskine.

I billedet er banevogteren gjort usynlig. Han kan nu betjene de store bomme via et mekanisk system fra det ledvogterhus, der anes i forgrunden til højre. Om få år vil skridtet være taget fuldt ud: en kunstig, elektromagnetisk ledvogter vil da have
erstattet ledvogteren af kød og blod, fordi den er billigere i drift og aldrig bliver træt, men måske også fordi den ikke er udstyret med irrationelle følelser som længsel eller smerte eller vemod...

SVÆVENDE SVAR Bag bommen på modsatte side af sporene står en lille klynge personer og venter på, at toget skal passere. De er til fods og må være landsbybeboere på vej ud eller hjem. De er blot statister på billedet. Hovedpersonen er cyklisten i
Bag bommen på modsatte side af sporene står en lille klynge personer og venter på, at toget skal passere. De er til fods og må være landsbybeboere på vej ud eller hjem. De er blot statister på billedet. Hovedpersonen er cyklisten i
forgrunden til højre. Hans ansigtstræk er tydelige, hans tøj og støvler gengivet med sikker sans for detaljerne. Men hvem er han? Og hvorfor har Ring anbragt ham her foran leddet, støttende sig til sin cykel, i venten på et tilfældigt tog? Den
mystiske mand er i hvert fald ikke bonde, næppe heller én af beboerne i de nærliggende huse. Hverken hat, frakke, snørestøvler, eller cyklen for den sags skyld, tyder på, at han har noget med stedet at gøre. Han er alene og virker som en person, der
befinder sig i fremmede omgivelser. Hans profession og identitet forbliver en hemmelighed. Men hans tilstedeværelse er ikke tilfældig.

Mon ikke cyklisten lige som banevogteren kan ses som symbol på mennesker, der er blevet overhalet af udviklingen? Cyklisten kan opfattes som den udenforstående, men reflekterende iagttager, der af ydre omstændigheder pludselig bliver tvunget til at
standse op i den lille by, han af og til er kørt igennem uden egentlig at lægge mærke til den. Han er gammel nok til at have oplevet størsteparten af de mange tekniske forandringer, der lidt efter lidt har fundet sted.

I kraft af den monumentalitet, der omgiver figuren, bliver vores - tilskuernes - opmærksomhed, efter i kortere eller længere tid at have undersøgt omgivelserne, suget ind mod den anonyme cyklist, og vi sætter os i hans sted. Mens hans (vores) øjne er
rettet mod det punkt, hvor toget - selve symbolet på forandringens uimodståelige kraft - om lidt vil vise sig, går vore tanker på flugt, og vi spørger os selv: Har udviklingen nu også været af det gode? Har den megen teknik gjort den lille by og dens
mennesker til et lykkeligere samfund, end det var tidligere. Og på et højere plan: Hvad har teknologien betydet for det danske samfund? Har den ført til et bedre liv for de mange, eller kun for et fåtal? Har de menneskelige omkostninger været for
store? Hvem styrer udviklingen? Hvor fører udviklingen hen? Ring giver os ikke svaret på disse spørgsmål. Han udnyttede selv den moderne teknik, men havde også øje for, at teknologien syntes at føre til upersonlige og triste omgivelser, til
ødelæggelse af uerstattelige miljøværdier, til opløsning af tætte bånd mellem mennesker.

Ring er hverken fordømmende eller moraliserende. Men han tillader sig dog - på dette specielle tidspunkt hvor han selv befinder sig ved en korsvej i sit liv - at stille spørgsmålstegn ved den udvikling, der tillader teknologiens tog at buldre videre ud
af skinnerne. Uden at der længere findes nogen synlig menneskelig banevogter til at lukke de led, det er nødvendigt at få lukket.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først