Malaysisk oliegigant får nej til at lagre gas under Tønder
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Malaysisk oliegigant får nej til at lagre gas under Tønder

Klima- og energiminister Lykke Friis (V) har sagt nej til at anlægge et kæmpe naturgaslager under den sønderjyske by Tønder.

Efter fire års sagsbehandling er hun kommet frem til, at der ikke er brug for at kunne gemme en milliard kubikmeter gas i et nyt lager herhjemme.

»Ved afgørelse af sagen er der navnlig lagt vægt på, at der ikke aktuelt er behov for en udvidelse af naturgaslagerkapaciteten i Danmark,« skriver ministeren i en orientering til Folketingets energiudvalg.

Læs også: Sådan skal tre milliarder kubikmeter gas gemmes under Tønder

Den malaysiske oliegigant Petronas var ellers villig til at investere en milliard kroner - muligvis mere - i lageret. Det ville sikre danske kraftvarmeværker og huse med naturgas en stabil forsyning til 30 kolde vinterdage.

Danmark har i forvejen to gaslagre. Det ene i Stenlille på Sjælland er ejet af statens energiselskab, Dong, det andet, i Ll. Thorup ved Limfjorden, ejes et andet statsligt selskab, Energinet.dk.

Som lyn fra en klar himmel

Afslaget kommer som lyn fra en klar himmel for boreeksperten Sigurd Solem, der fra sit lille firma Dansk Gaslager har søgt om tilladelsen på vegne af et britisk selskab, som igen er ejet af Petronas. Han havde end ikke hørt om det, da Ingeniøren kontaktede ham fredag morgen.

»Jeg har kun fået to tilkendegivelser på forhånd, og de gik på, at jeg ville få en licens,« siger han.

Vil staten ikke have konkurrence?

Sigurd Solem har heller ikke fået en begrundelse for, hvorfor det har taget fire år at behandle hans ansøgning.

»Nu må jeg undersøge, hvad der ligger bag afslaget. Jeg kan ikke forestille mig, at ministeren skal blande sig i et kommercielt lager. Det må være op til dem, som ønsker at betale for det,« siger han.

»Det kan lyde, som om man ikke ønsker konkurrence til to statslige organisationer,« tilføjer boreeksperten.

Han kalder sagsbehandlingen af hans ansøgning for 'underlig'.

Sigurd Solem understreger, at lageret bestemt ikke var øremærket til naturgas. Planen var derimod at drive et grønt gaslager. Det kunne blandt andet lagre biogas, som var blevet opgraderet til naturgaskvalitet, og syntetisk metan fremstillet ved hjælp af vindmøllestrøm.

Planlagt i første gang i 1990'erne

Gaslageret under Tønder blev oprindeligt planlagt af forløberen for Dong, Dansk Naturgas, i 1990'erne. Det blev droppet, fordi Danmark i stedet fik en ekstra gasledning til Nordsøen.

Undergrunden under Tønder er særligt egnet på grund af den tætte, lagdelte struktur, som er unik i Danmark. Der er ifølge Sigurd Solem ingen fare for opsivning af gas eller eksplosioner i undergrunden, og overfladeanlæggene skal ligge uden for byen.

Det har nu langtfra beroliget de lokale politikere. De har talt dunder mod gaslageret under Tønder, blandt andet med argumenter om, at det ville få folk til at flytte fra et udkantsområde.

Folketingsmedlem til byrødder: Jeres modstand hjalp

Nu står politikerne i kø for at rose den danske beslutning om at afvise den malaysiske milliardinvestering.

»Afvisningen af det konkrete projekt er et klart signal om, at der aldrig kommer et gaslager under Tønder,« siger byens borgmester, Laurits Rudebeck (V), til det lokale dagblad, Jyske Vestkysten

Partifællen og folketingsmedlemmet Eva Kjer Hansen erklærer sig ifølge byens ugeavis' hjemmeside også 'meget tilfreds med beslutningen'.

»Tønder Kommune har gjort et stort arbejde for at undgå opførelsen af et naturgaslager, og det lykkedes. Afgørelsen viser, at det betaler sig at gøre en indsats - og at vi har et system, hvor der bliver lyttet til de lokale ønsker,« siger hun.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

... nok engang.

<indsæt_ting_der_frygtes> skal ikke ligge her hos os.

vindmølle, gas-lager, fabrik der føles farlig - den skal ikke være tæt ved os, men de andre.

Politikerne evner ikke at hævde sig over enkeltsagstyranniet.
Altså, det er i yderste konsekvens at ofre sig til at de ikke bliver valgt næste gang for en løsning der er den bedste for samfundet som helhed, og ikke de lokale.

Før i tiden hvor mændene styrede det hele fandt man det nødvendigt at tage en risiko. Nu om dage har vi et samfund, der har kvindelige værdier, hvor der skal være 0 risiko ved alt.

Det holder ikke!

Der vil altid være en risiko. Livet er farligt, man dør af det (før eller siden).

Hilsen Lars - der ikke har noget imod at være politisk ukorrekt

  • 0
  • 0

Jaaa, vores dejlige socialist regering der blot har fortsat Nyrups socialdemokratiske politik - viser igen at Liberalismen er ikke eksisterende i folketinget.
Hvornår vil de fjolser igen indføre liberalisme i dansk politik..

Undtaget er Liberal Alliance.

  • 0
  • 0

Godt nok har vi længe haft en regering ledet af venstre og tak og lov for det.

Men glem nu ikke, at 60 - 70, ja måske endog, 80 procent af befolkningen i danmark er socialister. Hvordan mon regeringssammensætningen så ud hvis der blev indført ægte liberalisme i dansk politik ?

  • 0
  • 0

Jo sjovt at kommunen fører sig frem på at man har sikret sig mod det onde udefra. Jeg så det mere som at man gik glip af job vækst som Tønder har meget brug for men det kan selvfølgelig være at man regner med at den lokale roe dyrkning vil blomstre op og skabe vækst.

  • 0
  • 0

Det første jeg tænker på da jeg så overskriften.

Gaslager under en by? Er det ikke lidt farligt hvis skiddet ryger i luften?

Måske var det en ide at rygge det et par km længer væk?

  • 0
  • 0

Det første jeg tænker på da jeg så overskriften.

Gaslager under en by? Er det ikke lidt farligt hvis skiddet ryger i luften?

Måske var det en ide at rygge det et par km længer væk?

Hvis lageret er fyldt med gas kan det ikke brænde, der skal en hvis procent ilt til for at der kan opstå en forbrænding... Så længe undergrunden er tæt så der ikke siver gas op i bygninger, er der ikke den store risiko ved at lægge lageret under en by.

  • 0
  • 0

Før i tiden hvor mændene styrede det hele fandt man det nødvendigt at tage en risiko. Nu om dage har vi et samfund, der har kvindelige værdier, hvor der skal være 0 risiko ved alt.

Det holder ikke!

Der vil altid være en risiko. Livet er farligt, man dør af det (før eller siden).

Desværre har du ret.. Ligesom vindmøller. Dem skal vi have, men bare ikke her hvor jeg bor.

  • 0
  • 0

[quote]Det første jeg tænker på da jeg så overskriften.

Gaslager under en by? Er det ikke lidt farligt hvis skiddet ryger i luften?

Måske var det en ide at rygge det et par km længer væk?

Hvis lageret er fyldt med gas kan det ikke brænde, der skal en hvis procent ilt til for at der kan opstå en forbrænding... Så længe undergrunden er tæt så der ikke siver gas op i bygninger, er der ikke den store risiko ved at lægge lageret under en by.[/quote]

Gaslager er en meget sikker og gennemprøvet teknologi som, udover de to lager der er andre steder i Danmark, anvendes over hele verdenen. Den "farlige" del af lager er primært overfladeanlægget som også skal være i passende afstand fra beboelse mv. Modstanden mod lagret i Tønder er ren irrationel frygt.

Naturgas er faktisk ikke lige til at få til at brænde, det kræver et relativt snævert forhold mellem gas og ”luft” (antager ikke at der er nogen der kommer med en flaske ren oxygen). Det forholder sig faktisk således at man kan gennemføre sprængninger med TNT eller lign. i gassen uden der sker noget.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten